Selvom vinteren nu er ankommet, kan jeg alligevel få øje på foråret ude i horisonten. De første spirer har allerede brudt jordens overflade, nogle træer står endda med tidlige knopper og vi går imod lysere tider.

Humørbomber lettes og smilene når snart fra øre til øre og det gør mit også. Jeg elsker jo mit forår. Den bedste årstid i hele verden, hvis du altså spør’ mig.

Det varer ikke længe, før jeg går igang med at planlægge årets sommeraltan og selvom flere af mine blomsterprojekter ender op som et v og solen ikke er her nok til at kunne hjælpe mig, så tager jeg ved lære hver eneste gang. Måske skal samme projekt forsøges flere gange, for der er jo trods alt ikke to somre, som er helt ens.

Jeg må jo se lidt optimistisk på det – selvom det grænser sig til at være en smule naivt. Men hellere naiv end opgivende…

I år vil jeg igen have ærteblomster. Det var ét af de projekter, som gjorde mig v forrige år, men som bragte mig megen lykke sidste år, så nogle gange kan det tilsyneladende være meget behændigt at være en smule godtroende og naiv. Det kan, i bedste fald, lønne sig.

Petunier og Dahlia får også lov at gøre sig til derude og så tænker jeg tanker med hensyn til alle mine krydderurter. Jeg tror vi springer over dem i år eller vælger i en kovending, at snuppe tre af de sjoveste til køkkenet.

Allermest glæder jeg mig dog til at gense Paradisæbletræets smukke blomsterflor. Når jeg nyder kaffen på min altan, står der ikke mindre end tre af slagsen nede på plænen og bryder alt det grønne med et brag af lysende hvide og lyserøde blomster.

Jeg er fuldstændig forgabt i dem og forundres hvert eneste år over en skønhed så stor. Min betagelse af disse træer er helt på højde med Kirsebærtræerne, som jeg kan stå og beundre længe. Meget længe…

De mørke dage er snart forbi. Foråret er på vej med alle sine gode sider og jeg tror, vi trænger til den. Jeg gør ihvertfald :-)