Der var engang en person som sagde, at man ikke skulle lytte til sin yndlingssang, imens man var i selskab med sin kæreste. Faren for, at netop denne sang ville blive ødelagt for altid, hvis et brud skulle opstå, ville være for stor og derfor ville det bedste så være, at lytte til den i ensom majestæt.

Dengang rystede jeg på hovedet af postulatet, men det gør jeg ikke mere.

Jeg har selv oplevet at få både sange og hele kunstnere ‘ødelagt’ på grund af brud fra kærester, som, ganske godtroende og intetvidende, var med på en lytter, når jeg spillede og sang med. Selvom musikken stadig er fantastisk smuk og dejlig, så kan jeg nu ikke længere lytte til dem med samme engagement, som jeg kunne engang.

Norah Jones er bla. én af dem. Hun synger så fantastisk og med en stemme så mild og blød, at man snildt kan forestille sig en Dinner for Two i stearinlysets skær, når hun folder sine talenter ud. Mit problem er bare, at det gjorde hun også engang, hvor jeg sad midt i sådan en Dinner-ting med en ex-kæreste, jeg forlængst er færdig med, og når jeg lytter til hende idag, så fyldes mit indre med minder, jeg ikke har lyst til at røre mere ved.

De hører til et lukket kapitel, jeg ikke længere gider at bruge tid på, men som jeg uvægerligt kommer til at beskæftige mig med, hver gang jeg hører hendes stemme. Måske en dag, kan jeg lytte til hende igen uden at få kvababbelser. Jeg håber det virkelig, for det har hun bestemt fortjent! Måske kunne jeg også bare prøve at lytte til hende med en ny kæreste. Det kunne da være en mulighed :-)

Alt dette kom jeg til at tænke på, da jeg læste med hos Madame idag…