Yngste hoverer stadig med de tæsk, han gav mig i Guldfeber. Det er ‘kun’ 3 timer siden, vi tog det sidste spil og han kan stadig ikke komme ned fra sine skyhøjder. Om taberen kan begribe, at det skulle være noget. Altså…

Den øjenbetændelse han havde fra morgenstunden, og som nu er rimeligt under kontrol, ønskede jeg en kort overgang ville få ham til at se helt forkert på de små terninger, men han var desværre ikke så nem at narre.

Okay, jeg er en dårlig taber og så taler vi ikke mere om det!

Nu skal det gøre godt med en selvkomponeret rugbrødsmad som aftensmad. Ingen af os gider at spise andet efter alverdens fede julemad og det skal der også være plads til. Snart kommer hverdagen, som jeg elsker så højt og som jeg talte med ‘min Peter‘ om for lidt siden, så er der ikke noget digt, der smukkere kan beskrive det, end de ord Dan Türell i sin tid berigede os alle med.

Han formåede at ramme den hverdagsdrøm, som prikker under huden på de fleste…