I 2007 var jeg forelsket og prøvede sågar at bo sammen med en mand for første gang i flere år. Det viste sig hurtigt, at vi var ligeså forskellige som sort/hvid og det holdt da også kun nogle måneder – men vi forblev hinandens hjertevenner og elsker stadig hinanden meget højt.

I 2008 befinder der sig måske en anden til mig derude et sted, men jeg venter ikke. Forcerer intet. Heller ikke selvom jeg nu og da længes. Nu gælder det ensomheden og bliver der plads til tosomhed, så får den lov at komme på prøve – i al stilfærdighed…

I 2007 viede jeg mit arbejdsliv til mennesker, som af forskellige årsager var havnet i lort til halsen. Jeg har været gift med mit job og har strukket mig længere, end jeg egentlig kunne, hvilket både har givet mig overskud og stressede perioder. Det sidste har nu fyldt mere og mere sammen med følelsen af, ikke at kunne gøre tingene godt nok pga. for meget papirnusseri og dokumenter til staten.

I 2008 har jeg et ønske om at arbejde med det samme, men mest med mennesker og ikke papirer. Min tanke om at blive enten fængselsbetjent eller Sundhedsservice sekretær er skudt i sænk, så nu kværner hovedet forfra med at få nye ideer.

I 2007 havde jeg nogle børn, som udviklede sig med lynets hast. På hver sin måde naturligvis. Den ene spurtede frem i skoleregi og blev dygtig til alt, han rørte ved. Den anden har altid været superdygtig, men havnede desværre i dårligt selskab gang på gang. Uanset hvem af dem, som er kommet til mig med problemer, har jeg gjort mit ypperste for at hjælpe. Også selvom det var svært, når følelserne virkelig har været i klemme.

I 2008 er jeg her stadig for dem og hjælper alt hvad jeg kan. Måske skal jeg endda hjælpe den ældste med at flytte og så kommer nervøsiteten, for så har jeg ikke mere styr på, hvem hun omgåes af engle og dæmoner. I skrivende stund træder vi ind i det nye år med en dæmon hængende over os, men vi er i fuld gang med at få den manet i jorden.

I 2007 har jeg ikke helt været mig selv i perioder. Jeg har haft mange ups and downs, flere end jeg plejer, og hver gang har det forundret mig, hvor meget sorg og fortvivlelse, et menneske kan blive ved at bære i sit hjerte. Hvor mange byrder skuldrene egentlig er i stand til at bære i længere tid – måske er det derfor jeg har så forbistret mange myoser ;-)

I 2008 skal jeg såmænd sikkert bære endnu flere, men jeg bliver stærkere for hver gang. Jeg lærer noget om mig selv, mine medmennesker og systemet vi lever i. Jeg ved, hvilke tråde jeg skal trække i på nogle områder og på andre er jeg stadig helt lost og ligner et stort spørgsmålstegn.

Jeg føler, at 2007 har været et skæbnesvangert år for min familie. Det har været et enten-eller år. Enten har det været godt eller også har det været skidt og mellemtingen har tit og ofte føltes som værende ikke-eksisterende, selvom det sikkert ikke passer helt, men midt i det hele, har jeg haft nogle fantastiske kolleger og venner, som har bakket op, når jeg har haft det svært i hjemmelivet.

Jeg har fået flere nye venner på bare ét år, men jeg har også stadig de gamle. Jeg cuttede kontakten til én af dem, da jeg ikke kunne hjælpe mere, end jeg i forvejen havde gjort. Jeg stod frustreret på sidelinjen og så skuden gå ned, ganske ganske langsomt og jeg var ikke i stand til at redde en hel familie. Det gjorde fandme ondt!

De reddede heldigvis sig selv efter rum tid og så var jeg på pletten igen, for at støtte. Det manglede da bare andet!

Idag, på årets sidste dag, synes jeg ærlig talt at 2007, langt det meste af tiden, har været ét stort røvhul mod os, men jeg tror også samtidig, at jeg ved et tilbagekig overreagerer. Det har jo netop også været et godt og rart år, hvor vi har rykket og udviklet os og jeg ved, at vi før eller siden kan få et spritnyt år, med knapt så mange udsving, som vi har oplevet i år. Måske ikke nu, men så senere.

Så kom bare an 2008 – jeg er helt klar til at tage imod dig med. Væbnet til tænderne med lykken i den anden hånd :-)