Det er ikke så meget, jeg har skrevet om situationen efter afslaget på mit drømmejob, men det betyder ikke, at jeg ikke har tænkt tanker siden.

Det har jeg skam…

Da jeg er en smule kræsen mht. valg af arbejdsplads, samt min skarpe opmærksomhed på, hvor ømfindig jeg er overfor længerevarende stress, har jeg naturligvis overvejet at tage en anden uddannelse. Jeg har en idé, men for at føre den ud i livet, skal jeg også have økonomien til det, da jeg ikke ønsker, at min familie skal leve af vandgrød måned efter måned, blot fordi jeg skal hige efter et “lykkeligt arbejdsliv”.

Der skal være rimelighed i det og det har jeg lovet mig selv at arbejde videre med på min næste hverdagsfridag.

Efterfølgende har jeg talt med min co-boss omkring stressniveauet på arbejdspladsen, for jeg bliver ikke ved med at kunne holde til det. Mit ønske er at gå lidt ned i tid, hvis jeg skal fortsætte på samme sted. Det er ikke sikkert, det lader sig gøre og det er en erkendelse jeg har gjort op med mig selv, men hun vil gøre alt hvad hun kan, så det hele kan gå op i en højere enhed som slutfacit.

Jeg vil nyde at have lidt mere tid på hjemmefronten og ikke konstant skulle hænge i bremsen for at nå det hele. Jeg vil elske at kunne have mere overskud til at holde kontakten med vennerne, da de er mindst ligeså vigtige for mig, som min familie er. Det er desværre bare for ofte, jeg ikke lige får ringet/skrevet/besøgt osv. og det giver mig dårlig samvittighed.

Kronisk dårlig samvittighed er en hamrende dårlig sygdom at lide af og den vil jeg pokkers gerne af med. Den er ikke velkommen, for jeg har aldrig lært den at kende sådan 100%, men hvis den bliver ved at komme forbi, så ender det måske med at jeg gør.

Dét duer ikke, så noget må der gøres…