Det er ikke vejr til at være udenfor. Ikke engang selvom jeg havde en have, ville jeg snige mig ud og det siger ellers ikke så lidt.

Jeg er af den holdning, at det ikke er vejret men påklædningen, som afgør kyllingekonceptet, men idag må jeg krybe til korset og erklære mig selv for at være en kylling. Det er sådan det er. Vi blir’ inde.

Rullemarie har arbejdet godt for sagen idag.

Yngste og jeg har fulgt trop, for det ender altid op med at smitte os, når hun triller henover gulvet og gør sig bemærket. Det fordrer hver eneste gang til selv at gå i krig med de små gøremål, så nu er kaffemaskinen afkalket, hjemmet er ryddet op og min trang til at pudse vinduer, har jeg haft svært ved at holde i skak, men det går ikke endnu.

Det må vente til en anden dag, hvor kroppen er mere medgørlig og samarbejdsvillig og ikke så stiv og øm, som idag.

Men vi har været gode hele banden. Dét har vi og det udløser et krus varm kakao og en vanillekrans, en pokkers masse tilfredshed med os selv og vores formåen og så er det iøvrigt stadig bedst at være indendøre idag.

Når stormen raser udenfor, så smager kakaoen altså lige dén tand bedre ; – )