Mine intentioner om at komme i seng i ordentlig tid gik fløjten, da jeg satte musikken igang og jeg burde jo have vidst det.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, for jeg opdagede nemlig, at jeg stadig får de små søde gys i hele kroppen, når jeg lytter til ham her, som iøvrigt ligner den første dreng, jeg kyssede på pigetoilettet i 3. klasse.

Stadig en vældig nydelig herre, hvis du spør’ mig… altså ham i videoen ; – )

… og så fik vi lige smadret julehyggen noget så eftertrykkeligt!

Det hele startede, da datteren ikke mente, at det passede til mig at lytte til Rammstein. Så måtte moderen jo lige folde sig ud og fortælle om dengang, hun var en lille oprørsk brandhane, som kun lyttede til yndlingen – Nina Hagen.

Rundstyk, det var ik’ med vanille…

- det er jeg.

Flere pludselige dødsfald på jobbet gjorde, at stemningen blev en anelse trykket derude en kort overgang og det tærer altså på energien at skulle være proffesionel, når man er lidt ked. Resten af eftermiddagen og første del af aftenen var helliget julehygge på fritteren og den snuppede så lige en god procentdel mere af den energi, der var tilbage.

Hovedet på sømmet var dog at holde i kilometerlang kø, for at smage den første Whopperdreng fra byens nye BurgerKing. Om jeg fatter, vi gad – men det gjorde vi altså og det bekom os vældigt vel, når vi skal være helt ærlige…

Nu skal det gøre godt at smække stængerne op på sofaens armlæn, for at få de hævede fødder i normalstørrelse igen. Vi er iført nattøjet og har tænkt os at hygge resten af dagen væk. Kaffen er en selvfølgelighed…

Det er ikke så meget, jeg har skrevet om situationen efter afslaget på mit drømmejob, men det betyder ikke, at jeg ikke har tænkt tanker siden.

Det har jeg skam…

Da jeg er en smule kræsen mht. valg af arbejdsplads, samt min skarpe opmærksomhed på, hvor ømfindig jeg er overfor længerevarende stress, har jeg naturligvis overvejet at tage en anden uddannelse. Jeg har en idé, men for at føre den ud i livet, skal jeg også have økonomien til det, da jeg ikke ønsker, at min familie skal leve af vandgrød måned efter måned, blot fordi jeg skal hige efter et “lykkeligt arbejdsliv”.

Der skal være rimelighed i det og det har jeg lovet mig selv at arbejde videre med på min næste hverdagsfridag.

Efterfølgende har jeg talt med min co-boss omkring stressniveauet på arbejdspladsen, for jeg bliver ikke ved med at kunne holde til det. Mit ønske er at gå lidt ned i tid, hvis jeg skal fortsætte på samme sted. Det er ikke sikkert, det lader sig gøre og det er en erkendelse jeg har gjort op med mig selv, men hun vil gøre alt hvad hun kan, så det hele kan gå op i en højere enhed som slutfacit.

Jeg vil nyde at have lidt mere tid på hjemmefronten og ikke konstant skulle hænge i bremsen for at nå det hele. Jeg vil elske at kunne have mere overskud til at holde kontakten med vennerne, da de er mindst ligeså vigtige for mig, som min familie er. Det er desværre bare for ofte, jeg ikke lige får ringet/skrevet/besøgt osv. og det giver mig dårlig samvittighed.

Kronisk dårlig samvittighed er en hamrende dårlig sygdom at lide af og den vil jeg pokkers gerne af med. Den er ikke velkommen, for jeg har aldrig lært den at kende sådan 100%, men hvis den bliver ved at komme forbi, så ender det måske med at jeg gør.

Dét duer ikke, så noget må der gøres…

Selvom vi som personaler ved, at vores brugere/klienter er hårde ved sig selv, dag efter dag, uge efter uge og år efter år, så kan det ikke undgå at påvirke os, når vi hører om et dødsfald indenfor “vore rækker”.

Vi har behov for at tale om personen, mindes de gode stunder vi har haft med denne og finde de fjollede ting frem, som kan få os til at grine lidt midt i sorgen.

Vi forundres altid for et kort øjeblik, men vi er jo også kun mennesker med hjerteblod. Idag oplevede vi det desværre igen igen…

Dagens program står på intens julehygge, uden afbrydelser, plus samtaler om godt og ondt, imens vi venter på højtiden.

Det er svært at se på de mange, som står udenfor og gerne vil ind i varmen, men for at komme det, skal der også være plads og det er ikke dét, vi har mest af ligenu, men vi booker og reserverer så godt vi kan og prøver at finde rum til så mange som muligt.

En lille trøst kan være, at der er plads til alle juleaften. Det er dér, der er mest brug for det…

Arbejdsdagen blev hårdere end jeg havde forventet. Røgen fra alt for mange cigaretter, og for få åbnede vinduer, var rædselsfuld og mit hoved blev tungere og tungere, som timerne skred frem, men jeg holdt dog ud til den bitre ende.

Overvejelserne omkring at blive hjemme imorgen er skudt i sænk igen, men kun fordi jeg fik lov at tilrettelægge min egen arbejdsgang imorgen, så den bliver så tålelig som muligt.

Det mangler da bare at give lidt afpresning. Gør det ikk’ ; – )

…

Efter sådan en sej dag, gør det ualmindelig godt med lidt stimulans og nej, det bliver ikke i form af hverken røg eller alkohol, men derimod en god gammeldaws sildemad med karrysalat. Jeg tager hul på julens glæder på dén måde.

Det er 1 år siden, jeg sidst fik sild og hvem kan dog begribe det, når jeg rent faktisk ELSKER marinerede sild…

Jeg har fået at vide, at min side ikke kan læses via et feed. Nu kunne jeg så godt tænke mig at vide, om der er flere som har det samme problem med at få moccapigen.dk vist?

Det er forlængst blevet mørkt udenfor. Jeg drosler ned på tempoet, der i forvejen ikke kører i højt gear, og går i hi lige om lidt. Helt til imorgen tidligt.

Hygge til dig : – )