Hun sidder på en stol, med et sæde, der er alt for smalt til hendes velvoksne popo. Ballerne flyder vel nærmest over. Hendes tøj kunne være pænt, hvis ellers det var vasket. Genstridige fedtpletter og nyspildt youghurt, kaffe og savl er der rigeligt af.

Apropos savl, så spytter hun altid, når hun taler med en mund, der er fuld af rådne tænder. Hun ikke bare taler; hun RBER. Kræver ind som et barn, hundser rundt med de, som gider være tjenere for hende. Jeg gider ikke og så får jeg et møgfald af dimensioner. Sådan er det altid.

Højrød i ansigtet, spytter og hvæser hun, imens hun taber mere og mere luft, som det ene skældsord tager det andet. At hun gider, tænker jeg, men det gør jeg så tit, når nogen revser som en anden lille hidsig og galsindet terrier. Jeg ved jo godt, det er fordi, de har smerter indeni. Så skal det tørres af på den nærmeste og jeg har heldigvis brede skuldre.

HVOR ER MINE DONER!?

Hendes stemme tordner igennem lydmuren som en skærebrænder og øjnene er vidt opspilede. Donerne kommer når tid er, og det er ikke endnu, og lige som hun skal til at lægge an til endnu et raserianfald, skynder jeg mig at vågne…

Til en morgen som er kold og mørk, men hvor stuen er dejlig radiatorvarm og hvor søjlelysene kan tændes med et enkelt fodtryk på gulvet. Til en morgen med en hel times ekstra slapperas og et blogindlæg. Til kaffe og snegletempo. Til et par timer, hvor jeg kan forberede mig mentalt på at møde skævhed og dén kvinde, som jeg er kommet til at holde så meget af, fordi hun er så speciel.

Ligeså meget terrier hun kan være, ligeså rar og kærlig er hun trods alt også. Når jeg tager hende med rolig stemme, imens jeg reder det lange hår, så bliver hun så blid som et lam og så er der ikke dét, vi ikke kan forhandle os frem til.

Det skal helt sikkert nok blive endnu en dag af den gode slags. Det tror jeg på og ellers skaber jeg den selv. Gid du må få en dag, der er ligeså…