Der hygges i det lille hjem. Kaffen smager godt og solen kigger nu og da forbi mine vinduer. I min stue lytter jeg til kendte stemmer fra genudsendelser i TV2 radio og hhv. Ole Henriksen og René Toft Simonsen fortæller bla. lidt om, hvordan en god søndag kan se ud for dem.

Kaffe, sund nærende morgenmad, avislæsning i 3 timer, motion, lovemaking, afstressning og at være glad for at stå op til en ny dag, er ting, som betyder noget og jeg kan, langt hen ad vejen, kun være enig.

En god søndag kan for mig se ud på to forskellige måder, alt efter, om jeg har mine børn hjemme eller ej.

Er de ikke hjemme, så går jeg sent i seng og sover efterfølgende, til jeg vågner af mig selv, hvis ikke jeg har aftaler med andre. Jeg kan sidde i halve timer ved min computer, jeg drikker temmeligt meget kaffe, nusser planter, hører skønt og blandet musik, rydder lidt op og udskyder opvasken til sidste øjeblik og måske tager jeg ud i det blå eller finder en kop kaffe hos familien.

Den sidste halvanden times tid har jeg siddet i fred og ro i sofaen, med tæppet om benene, og lyttet til stemmerne fra radioen, imens jeg har strikket på et khakifarvet tørklæde til mig selv. Ren egoismedyrkelse på højeste plan.

Er ungerne hjemme, ser min søndag straks helt anderledes ud. Så står jeg tidligt op, tager stilling efter ganske kort tid, skænder og griner, tegner og læser med yngste, taler vidt og bredt med ældste, kører en tur til skov eller vand og bager måske en kage. Måske laver vi ingenting og det er ligeså okay.

Mine søndage med børnene styres ganske ofte efter deres næser og lyster, fordi der kun er én dag af den slags i en uge og den skal bruges på en måde, som gør os alle glade, inden en ny uge starter.

Fredag efter fyraften kan være lidt søvnig efter en lang dag, lørdag er lidt mere sprælsk og fandenivolsk, hvor alting kan ske, og søndag sænker roen sig så over det lille hjem og den sidste energi mobiliseres.

Jeg elsker søndage og idag står opvasken så derude endnu…

Radiatorerne rundt omkring i lejligheden er nu tændte. Kulden, som efteråret har med sig, er efterhånden ikke til det bedste for helbredet, hvis ikke man tager sine forholdsregler, så nu tæller pengekassen krone 1, krone 2 og jeg fryser ikke længere.

Dog undgår jeg bevidst at tænde i soveværelset. Der findes ikke noget mere hovedpinefremkaldende, end at sove i varme. Det er kropumuligt at føle sig veltilpas, når hovedet føles 3 numre for stort.

Jeg beholder dog sjalet over skuldrene lidt endnu, for det tager tid, førend en morgenkold stue er varmet godt op ; – )

Med benene i skrædderstilling, strikketøjet i skødet, kaffe og the i kopperne og en fælles glæde ved at tale om pigeting, fotografering, gode gamle dage, kærester, sex, utilstrækkelighed og livsmønstre som følger deraf, så har jeg i allerhøjeste grad nydt aftenen med min allerelskede lillesøster.

Det var lige, hvad der skulle til : – )

Udenfor siler regnen ned fra oven og laver hyggelyde helt herind i stuen, hvor jeg sidder.

Det er ikke så svært at finde stemningen frem, når regnen i nedløbsrøret på altanen akkompagnerer, og imens laver jeg mine egne nydelyde, når jeg finder en god melodisk svingning med Blue Note.

Efteråret er jo godt igang, men alligevel beskæftiger jeg mig med vinteren ligenu. Nærmere betegnet julen, som jeg elsker så højt. Decembers topbanner står næsten klar til at blive smidt på bloggen. Der er ganske vist lang tid til endnu, men jeg kan lide at være forberedt i tide, når jeg vel at mærke kan.

Det kan jeg idag, for tiden går langsomt og spørger du mig, så brokker jeg mig slet ikke over det. Det kunne aldrig falde mig ind…

Den mest nuttede lille fluffybløde hunkilling med lyse øjne…

Nå, men jeg fandt hende nu ikke sådan rigtigt, for jeg havde lovet hendes kommende plejefar at køre ham ud for at hente hende og som sagt, så gjort.

Nu er hun hjemme hos ham og går rundt og snuser sig frem i sit nye domicil og imens kan jeg så sidde her på afstand og sukke aldeles henført, for gid det var min lille kat.

Jeg forelskede mig grusomt i en lille rødstribet frækkert derude hos de søde mennesker, men jeg må dy mig. Det går jo ikke og jeg ved det. Det er bare svært at gøre sig kold, når de leger med mine bukseben og helt klart tigger mig om at komme med hjem.

Jeg er simpelthen sikker på, det var dét, jeg så i deres øjne…

Kevin ville blive aldeles vild i varmen, men vi må tage på besøg hos den lille Guccidame en anden god gang og så må vi begge få vores kattelyst styret.

Suk altså…

Egentlig har jeg jo hørt den før, hvor gåsehuden straks forplantede sig overalt på min krop. Idag hørte jeg den så igen og sammenholdt med en mailkorrespondance, som tilsyneladende trak tårer hos den ene part, så får jeg nu lyst til at lade den spille for alle de som savner eller blot har lyst til at høre den (igen).

Den er så sød…

- men ikke sådan helt sort.

Bare sådan en lille serverting, som min søde host HC skal rode med i Amsterdam, hvor han opholder sig ligenu, så derfor vil der komme et tidspunkt, hvor Moccapigen ikke kan nåes i din browser, men han lover, at det ikke kommer til at vare så længe. Det var så vist for min skyld, så hysseriet undgåes.

Okay, jeg er lidt barnlig, jeg ved det godt. Forgive me…

Men jeg kan sagtens nåes, for jeg sidder stadig lige her, med min kaffekop og min nysgerrighed for, hvad der foregår rundt omkring derude i den store vide verden. Jeg har tiden til at snuppe mig en tur på surfbrættet og jeg når vidt omkring, når jeg går igang. Der følges op på løse ender, læses om levede liv, hives inspiration hjem til dette og hint og sludres på MSN Messenger.

Alt omkring mig er stille. Måske er jeg ligefrem den eneste, der er stået op?

Jeg kan næsten ikke tro det, men det er ikke længe siden, jeg valgte at slå dynen til side og lukke kulden ind til benene – lidt for sent efter min mening. Jeg legede natteravn og ikke kunne finde min seng og efterfølgende, naturligvis, måtte jeg så også stå op, som kroppen havde behov for det.

… men sådan er det, når den sidste friweekend skal strækkes lang og lækker. Den næste bliver i selskab med mine skønne rollinger og så skal der hygges igennem på en helt anden måde. Hver ting til sin tid og jeg glæder mig helt afsindigt til både at tage hul på denne, samt den kommende weekend.

Jeg håber din bliver ligeså god, som jeg fornemmer, min blir’ : – )

Jeg følger trofast med i programmet Vild med Dans og det gør jeg, fordi dans altid har været en fast bestanddel af mit liv og ligeså er det i mine ungers livlige liv.

Jeg holder meget af at blive ført af en dygtig Herre og tro mig; det er ikke en smal sag og bare sådan lige, for jeg vil rasende gerne selv overtage styringen, hvis jeg kan! Det er dog alligevel lykkedes mig at blive ført på et danse- og stuegulv og jeg har elsket det!

Når man danser, skal man være meget opmærksom på hinanden. Det er det halve af dansen, at kunne mærke hinanden og ikke mindst fange den kortvarige symbiose der opstår, når det går virkelig godt og gulvet rigtig bliver brugt og det er netop den opmærksomhed, som jeg synes er så fantastisk smuk at se på i programmet fredag aften.

Den opmærksomhed, som er tilstede hos de fleste af parrene, er simpelthen så skøn og giver mig automatisk et smil på læben og når dansen er slut, så er symbiosen og opmærksomheden der faktisk stadig! Har du lagt mærke til det?

Jeg er udmærket klar over, at det er en del af parrenes image i konkurrencen, at Herren skal være opmærksom på sin partner. Han kysser hende i tindingen, på kinden eller sågar på munden. Han trækker hende ind til sig og udstråler så megen varme og stolthed. Han er med hende hele vejen. Passer godt på hende og lader det komme til udtryk i det førnævnte og så er det jo, at jeg sidder og sukker henført.

Tænk, om man kunne få sådan en partner engang. Altså til mere end blot dans… og så var Lai da fuldstændig SKN i aftenens machodans – Paso Doble *suuk*

Der har været drama i luften idag. Både i naturen og i min egen sfære, men storme kan rides af og bagefter bliver der, med et fingerknips, så knusende stille.

Denne stilhed er nu afbrudt af Rammstein som brøler ud i min stue. Underboen er rejst på lang velfortjent ferie og når katten er ude, så… danser jeg på bordet.

Humøret er ved at være repareret igen, men det krævede også sin snak med andre mennesker, en tur i solariet og en efterfølgende gåtur i regnvejret. Det kræver sommetider mere at blive god, end jeg lige havde regnet med i første omgang, men jeg er ligenu så heldig at være fri til at gøre lige hvad det skal være og så bliver det den første indskydelse, som står for skud.

Det nye strikketøj skal få sig en ordentlig omgang i aften, imens jeg nyder at have Dansen kørende i tossekassen og måske har jeg endda overskud til at bladre det nyindkøbte glittermagasin igennem.

Hvis ikke, så står en ny dag frisk og klar imorgen ; – )