Vejrguderne beder mig næsten om at trække i den bepelsede vinterfrakke, for de siger, at der ikke er nogen vej tilbage. Sommeren er definitivt slut nu.

Idag kan jeg mærke sandheden i deres ord, for jeg trisser rundt i et par uldsokker, som er mindst 4 numre for store, og en fleecetrøje, som holder mig godt varm. Det er der brug for med en begyndende snue.

Det blåblomstrede tæppe klisterer sig nærmest til mig, hvorend jeg går og står, for omskiftningen fra lun til kold er betydeligt mærkbar.

Regnen har også været forbi, men den har jeg snildt kunnet se igennem fingre med, for den er ligesom blevet en fast bestanddel af den sommer, som lige har været her, så der er intet nyt under… den sol, som ikke er her.

Kaffen i kruset gør godt på sådan en ruskende kold fredag og friheden er til at føle på nu, hvor der ikke er mere at komme efter mht. rengøring og oprydning. Jeg kunne naturligvis godt få taget hul på tøjvasken, men lysten er meget større til at begive mig ud i den ruskende friske luft og få provianteret.

Ihvertfald er der en CD, jeg bare er nødt til at få fingrene i, men først skal jeg lige have tømt kaffekoppen…