Imorgen tidligt starter jeg på én af mine 6-i-streg vagter og helt ærligt; jeg er slet ikke gearet til det.

Motivationen kan ligge på et meget lille sted og de to fridage jeg nu har haft, er bare gået alt for hurtigt, men når alt kommer til alt, så ved jeg også, at jeg bare skal sætte igang og så kører det derudaf igen.

Sengen kalder snart, men jeg er slet ikke parat endnu og så er det jeg kan være glad for, at jeg først skal møde ind kl. 07.45 og derfor kan sove mindst en halv time længere. Dét er luxus!

Det lader til at Nærpolitiet, som ligger overfor fritteren, nu også er begyndt at agere Nærpølsevogn…

Vejrguderne beder mig næsten om at trække i den bepelsede vinterfrakke, for de siger, at der ikke er nogen vej tilbage. Sommeren er definitivt slut nu.

Idag kan jeg mærke sandheden i deres ord, for jeg trisser rundt i et par uldsokker, som er mindst 4 numre for store, og en fleecetrøje, som holder mig godt varm. Det er der brug for med en begyndende snue.

Det blåblomstrede tæppe klisterer sig nærmest til mig, hvorend jeg går og står, for omskiftningen fra lun til kold er betydeligt mærkbar.

Regnen har også været forbi, men den har jeg snildt kunnet se igennem fingre med, for den er ligesom blevet en fast bestanddel af den sommer, som lige har været her, så der er intet nyt under… den sol, som ikke er her.

Kaffen i kruset gør godt på sådan en ruskende kold fredag og friheden er til at føle på nu, hvor der ikke er mere at komme efter mht. rengøring og oprydning. Jeg kunne naturligvis godt få taget hul på tøjvasken, men lysten er meget større til at begive mig ud i den ruskende friske luft og få provianteret.

Ihvertfald er der en CD, jeg bare er nødt til at få fingrene i, men først skal jeg lige have tømt kaffekoppen…

Serveren i Amsterdam, som kører Moccapigen, Blogbot og andre, har haft et gedigent nedbrud og derfor har lyset været slukket over mit Blogland, men selvom jeg har brummet irriteret over det, så har det alligevel ikke været så skidt, at det ikke var godt for noget…

Nu er hjemmet toptunet, for der var ingen overspringshandlinger ; – )

Han kunne i et splitsekund godt få mig til at glemme, at jeg ikke tænder på amerikanske politiserier.

Forhulenda, hvor er han smækkerlækker!

I en rygepause på jobbets stormøde her til aften, fik jeg ret behændigt lavet en aftale med min underbo; da jeg får voldsom allergisk reaktion af Leonard Cohen, bedes han venligst fremover spille noget andet, klokken-meget-kvalme om aftenen, end lige ham!

Alternativet var Miss B. Haven eller Bob Marley. Jeg snuppede fluks den første og så lad der da være fest, når det nu ikke kan være anderledes…

Sjældent er man selv herre over en forelskelse og det er jeg såmænd heller ikke. men når jeg falder pladask i en ren og uforfalsket forelskelse, så falder jeg altså og det er hårdt og det er sket yderst sjældent i mit liv!

De fleste gange er dét, som ved første øjekast lignede en forelskelse, ganske langsomt blevet bygget op over tid og har føltes så forbandet dejligt og rigtigt med alle sommerfuglene og de jublende glade smilehuller i kinderne… og pludselig, så gled jeg i et eller andet, jeg lykkeligt havde overset midt i sindssygen.

Jeg havde helt glemt, at jeg var nødt til at skelne imellem periodisk betagelse og den direkte forelskelse…

Jeg er slet ikke faldet endnu, og forventer ikke at gøre det igen sådan lige foreløbigt og venter såmænd heller ikke på det, for jeg er nu kommet til et punkt, hvor der ikke er plads til flere af den slags “fejltagelser” i det liv, jeg lever med børnene. Næste gang skal jeg være så sikker som overhovedet muligt i min sag, inden de involveres og sådan blir’ det.

Det skal dog siges, at jeg, med mine sidste forhold, absolut ingen dårlig samvittighed har overfor mine børn, selvom der sikkert er en enkelt eller to som skulle mene, jeg burde have det, for de har lært nogle smukke og fine mænd at kende og de har set, hvor forskellige sådanne kan være i deres måde at tackle livet på og det er ingen skade til. At se nuancerne i et levet liv.

Og livet leves, mennesker krydser konstant hinanden og søde amoriner opstår indimellem. Det kan ikke undgåes og skal det såmænd heller ikke. Der skal bare gåes stille med dørene fremover. Både her i hjemmet og også her på bloggen. Det er ikke alt som nødvendigvis skal fortælles til Gud og hver mand…

Alle disse tanker udspringer af et godt indlæg og efterfølgende kommentartråd hos den smukke Anne. Det handler om en ny kærlighed, samvittighed, børn og deres loyalitet overfor forældre, som af forskellige årsager er blevet skilt og som nu står i hver sin lejr med en eventuel ny kæreste, som barnet skal forholde sig til.

Jeg tænker, føler og mærker godt efter og kommer frem til, at jeg slet ikke har hverken lyst eller rum til at give plads til en ny mand i vores liv, sådan lige foreløbigt, men dermed ikke være sagt, at det skal være sådan for altid.

Der kommer jo altid en sporvogn… og en mand til. Dét gør der…

Det regner og rusker her til morgen og det er i sandhed bidende koldt udenfor.

Ikke sådan frostkoldt, for så langt er vi slet ikke nået endnu, men det kan sagtens føles sådan, når altandøren står åben og efteråret glider henover gulvet og rammer mine bare fødder, som allerede nu er stive af kulde. Strømperne må findes frem og radiatoren tændes.

Den vådeste sommer i 130 år, hørte jeg dem sige i radioen imorges, da vi kørte afsted, og det er vel egentlig sandt nok.

Jeg føler ikke umiddelbart at have manglet noget, for jeg bryder mig ikke om den bankende varme luft, men nu hvor jeg sidder her sidst i august, så kan jeg godt mærke på humør og helbred, at der vist alligevel manglede lidt kontinuerligt lys og sommerstemning en overgang.

Mon ikke det er dét, vi er flere som kan mærke nu, hvor vi trisser halvsøvnige rundt og kæmper lidt ekstra med dette og hint og måske især følelsen af, at der manglede noget i luften i år…

Men jeg kan gøre noget, for at smage lidt på den gode stemning.

Jeg kan tage mine billeder frem fra den forgangne sommer og kigge lidt på dem. Genopleve de skønne timer med børnene og med min familie som altid gør mig så tindrende glad. De giver mig ro i maven og orden i hovedet, netop fordi de er nogle, som selv har rimelig godt styr på livet og sådan noget smitter af på mig.

Jeg kan også sætte mig ned og genlytte til Jesper Juhls afsindigt grinagtige korrespondancer med Søren Rosenørn på TV2-radio fra den forgangne sommer eller jeg kan forlænge mit medlemsskab hos Sputnik og se lidt på Ole Henriksen, når jeg skal pumpes op med lutter godt humør.

Ihvertfald har jeg al den tid jeg skal bruge til det, for jeg har fri og endda i hele to dage nu. Livet ER sgu da skønt : – )

- og jeg har mindst en millionmilliard ord i mig, når jeg ser ham i den nye serie på TV2, men for ind i hedehulehelv…, hvor er han dog DEJLIG!

Hans smilende vindende væsen gør mig tindrende glad. Intet mindre. He lightens up my day…