Nu er det ikke sådan, at jeg vil brokke mig over kulden, for havde det været omvendt, at her var 25-30 grader varmt, så ville jeg have været endnu mere aldeles dårlig, end jeg er nu, men det virker mere efterårsagtigt end sommeragtigt derude…

Her er regn, forfald, blæst og masser af skyer. Det er ligeså skørt som de visne hortensiakugler, jeg fandt nede på plænen i det tidlige forår.

Jeg havde længe set dem fra stuevinduerne. Rundt og rundt trillede de på den store plæne og ved umiddelbar første øjekast lignede de et par naturbadesvampe, men ved nærmere eftersyn viste de sig at være.. nå ja, tørret velbevaret hortensia fra en svunden tid, hvor nogle havde fået glæde af dem.

De er forlængst forsvundet dernede. Hakket i tusinde stykker af græsslåmaskinen, men jeg nåede heldigvis at knipse dem og præcist som alle andre gange, hvor jeg har taget makroskud, kan selv de mindste små ting vise sig at være noget ganske stort.

Ihvertfald i en makrolinse og efterfølgende i mine øjne ; – )

Jeg har sovet meget af tiden fra igår, efter fyraften, og til nu og det har i den grad været godt for hele systemet.

At mit kære mødrende ophav så måtte brødføde mig for lidt siden, da hun ringede og opdagede, at jeg var syg, det er en anden snak. Faktisk var det lidt rart, sådan i det skjulte, at være syg ved mors hånd igen, for ingen kan passe én bedre, end lige netop hende – bilder jeg mig ind ; – )

Nu er svedturene og blodsukkerrystelserne bragt til ende, jeg er mere klarhjernet på grund af den megen søvn og en bid brød og jeg kan nu klare at sidde i sofaen lidt, med dynen pakket godt rundt om kroppen og den bærbare på skødet. Den første kop kaffe, siden igår eftermiddags, prøvesmages og da jeg ikke kan smage noget som helst, glider den ubesværet videre ned. Iøvrigt tager det også koffeinabstinenserne, som hos mig viser sig ved en massiv hovedpine.

Rom blev ikke bygget på én dag, men det går stille og roligt fremad nu. Det er sådan det skal være : – )

Jeg troede jeg kunne klare det, men kroppen skriger og protesterer i vilden sky, så efter henholdvis at have sovet og efterfølgende ligget vågen og vredet mig i ubehag, har jeg nu kastet håndklædet i ringen og erkendt, at jeg er nødt til at have en dag på langs imorgen.

Ingen takker mig for at møde op, møgsyg og uden overblik, såå… sådan blir’ det.

Det gik, som jeg havde håbet, da jeg parkerede bilen i gårdspladsen, foran den smukke gamle hovedbygning, hvor jeg arbejder. Flaget var på halv og den gode gamle mand havde nu fået fred.

Vi fik sagt ordentligt farvel og fulgte ham så på vej ned ad den lange gang, med den smukkeste sang af dem alle, og den sidste ære blev vist på fornemmeste manér, da vi rullede kisten ud fra “hans hjem” og folk vi passerede undervejs, rejste sig for ham.

Og min gåsehud sprang i samme øjeblik, en beboer sagde:

… det er vel nok en værdig død!

Efterfølgende var der en stille, men bestemt ikke trykket stemning derude. Vi samledes alle omkring kaffen og snakken, for de fleste misbrugere fik sat sit liv i perspektiv over dagens oplevelse og der var rigeligt med plads til både tårer og grin.

Derude er der plads til alt og det er netop derfor, jeg elsker dette sted mere end nogen anden arbejdsplads, jeg har haft!

…

Vel hjemme igen er jeg gået ombord i kop nummer 158 af kamillethe – mindst. Jeg kan ikke være syg nu, hvor ferietiden stadig er igang, for det er der simpelthen ikke kapacitet til på jobbet, så jeg tager de næste to dage med dagvagter og kan så holde fri onsdag.

Dét glæder jeg mig faktisk til. rlig talt ; – )

Jeg er på det stadie, hvor forkølelsen trækker til, men endnu ikke er brudt helt igennem, så jeg har tænkt mig at mildne og forhåbentlig kurere den med et krus varm kamille-timian-lavendelthe med lynghonning, selvom det bestemt ikke er en favoritdrik.

Jeg drikker kun the, når jeg er syg, men derfor behøver kaffen jo ikke at være udelukket af væskeindtaget. Den er jo også varm, såå…

Og nej, der skal ikke alkohol i den the, da jeg skal på job senere. Det er ikke det rette sted at komme og lugte af rom ; – )

Når fødderne er iskolde, halsen hoster og næsen begynder at være en lille smule tæt, så betyder det kun én ting; at sengen er det eneste rigtige at frekventere og det lige med det vuns!

Godnat og sov dejligt ; – )

Han ligger og ser så ganske lillebitte ud i sin store seng.

Knoglerne er fremtrædende, huden pergamentagtig tynd og temmelig rynket, trods det, at han kun er i begyndelsen af halvtredserne, men med det liv han har ført, vil kroppen typisk bære tegnene derefter og nu er han døende. Nu og da giver det et lille gib i ham, men det er kun rent reflektorisk. Giver man ham en hånd at holde i, så griber han den øjeblikkeligt og klemmer til, som var det et sidste strå han kunne klamre sig til. Varm, siger han og jeg bekræfter ham i, at min hånd er dejlig varm ja.

Jeg spørger ham ofte, om han er tørstig, har ondt eller om han skal tisse og stille hvisker han henholdsvis ja og nej til mine spørgsmål. Vi hvisker generelt meget og han hører alt, hvad jeg siger til ham. Det er tydeligt at se og det siges jo også, at hørelsen er det sidste som forsvinder, inden man dør.

l takker han stadig ja til, men for første gang i hans liv, smager det ham slet ikke. Vand er det foretrukne ligenu og det er ikke meget, han magter at drikke af det. Mad er helt udelukket. Han ønsker intet.

Det varer ikke længe nu. Alt han havde på hjerte af ønsker er blevet fortalt, da han var lidt mere frisk, og han kan nu give slip, men livet vil ikke helt slippe ham. Han åndede stadig, da jeg tog derfra, men jeg håber han får fred i nat. Det håber jeg virkelig…

Der er helt stille heroppe på 2.sal. Datteren sover endnu og jeg selv sidder stadig med det dejligste morgenhår og de sorteste Diorshow-øjne, efter den grimme uvane at gå i seng uden at rense mascaraen af. Den eneste lyd jeg har i mit øre, er de små fugle ude i paradisæbletræet.

De er tilgengæld aktive, lyder det til. Stik modsat mig…

Jeg lader op til endnu en dag med blæsevejr, voldsomme personager, fulderikker der brækker sig og en enkelt terminalpatient, som har valgt at få den sidste tid hos os. Der er det hele derude ligenu og selvom det er et lønnet job og selvom professionalismen skal være tilstede, så er jeg jo også bare mig og jeg skal kunne overleve i det.

Derfor elsker jeg at lade op – lige her!

I mit hjem, min hule, min egen lille rede, som er den diamentrale modsætning af det, jeg ser i hverdagen. Her har jeg indrettet mig på en måde, som giver mig alt det bedste, jeg overhovedet kan ønske mig. Her er lys og varme, tøseting på hylderne og lyserøde blomster og jeg elsker af hele mit bankende hjerte, at være her.

Her afspejles det liv jeg lever med mine børn, mine glittede magasiner, min sans for æstetik og nydelse i det mine øjne fanger og så er her rigeligt med puder og quiltede tæpper. Noget jeg elsker og er flittig bruger af, når jeg skal hygge igennem og netop lade op – sammen med den nybryggede kaffe naturligvis!

Tæppet smyger sig om benene og skærmer for kulden fra den åbne altandør. Kaffen er jeg i fuld gang med at indtage og mon ikke det vil være en god idé, at fylde lidt morgenmad i skroget også.

Så kan jeg vist godt erklære mig så nogenlunde klar til endnu en dag, hvor modsætninger mødes : – )

Bedst som jeg tror, jeg har haft den travleste aften på jobbet overhovedet, viser det sig snart, at der lynhurtigt kan komme flere aftener, hvor jeg ligger så vandret, som jeg overhovedet kan præstere. Jeg kunne faktisk godt have brugt en Superman-kappe, så jeg kunne flyve, når mine ben og fødder blev trætte, men allerbedst ville det være, at have fået en bid brød, så energien ikke nåede nulpunktet på det allermest hektiske tidspunkt, men der var faktisk ikke tid!

For et øjeblik siden sad jeg så her i sofaen og spiste min frokost-aftensmad og pludselig var der én som tændte for lyset udenfor. Himlen blev oplyst orange, som jeg sjældent har set den og regnbuen viste sig lige foran mig.

Jeg er sikker på, at guldkrukken ligger gemt lige omkring vores hushjørne…