Det er ualmindelig hyggeligt at sidde denne lørdag formiddag og bruge alle mine sanser på omgivelserne.

Smagen af de ristede boller – som nu altså er passé, men duften hænger her skam stadig og giver lyst til en enkelt mere – var knasende lækker. Kaffen, som smager rund og dejlig og giver fornyet energi til endnu en af den slags dage, jeg vil komme til at have elsket dybt og inderligt, når klokken slår 24 senere.

Det kan godt være det regner udenfor og det endda i så rigelige mængder, så jeg er bange for at åen igen går over sine bredder, men heroppe under taget, i den dejlige varme stue med kendte stemmer som taler om kunstigt hår, husleje, soft-ice og små og store liv, er her både smilehuller og glade maver.

Lyden af Norah Jones, åhh den stemme! Den blide fløjsbløde stemme, som kan hensætte mig til en ganske speciel stemning, hvor jeg er istand til at slappe helt af og hengive mig til tanken om alt og ingenting fra dengang og til nu, den er her skam igen idag.

Alt i alt, går alting op i sin højere enhed idag og jeg svæver rundt et sted helt deroppe på toppen af det hele. Er det mon toppen af kransekagen jeg er kravlet op på…?