- at jeg lægger Dankortet i hænderne på datteren og beder hende udvælge og købe et nyt sæt festtøj til mig.

Der er Open By Night i byen i aften og jeg hverken kan eller har overskud på energikontoen til at tage afsted til det. Om der så stadig er overskud på kontoen, når hun vender hjem igen, ja det vil tiden så vise.

Jeg stoler på, at hun kan…

Det er så godt som aldrig, at jeg beder om en kop stærk kaffe, for jeg kan normalt slet ikke li’ stærk kaffe, men lige præcis nu, kan jeg godt bruge det for at holde hjernecellerne i sving.

Efter en dag med alt alt for mange *bløde og hårde alarmer* og efterfølgende humanistisk psykologiundervisning, som gik lige i mave og hjertekule, så er der pludselig noget at arbejde videre med, selvom den fysiske del af jobbet forlængst er forbi og klokken har slået fyraften for flere timer siden.

Der er genkendelser fra eget liv som kræver stille eftertanke og handlemåder som muligvis skal justeres en smule. Måske skal der endda ryddes lidt op i vanerne, men først og fremmest, så er jeg blevet beriget med en viden, jeg egentlig godt kendte til i forvejen, men som er vigtig at få genopfrisket, eventuelt med nye teorier, i et job som mit.

Har du lyst til at se lidt af dagens undervisningsmateriale, så kan du læse med her.

Jeg selv skal ha’ den kaffe – nu!

*blød alarm udløser man, når man er havnet i en situation som kan udvikle sig kritisk (ex. verbale trusler)
*hård alarm udløser man, når man er havnet i en situation som har udviklet sig kritisk (vold)

… og dér røg både net og TV og hele moletjavsen og vi har været afskåret fra omverdenen siden igår aftes.

For 5 minutter siden kom hele verden så retur igen, men for pokker, hvor har det dog været rart at være helt Palle alene i Verden. Bare for én gangs skyld… for man lader jo ikke bare være med at tænde for apparaturerne i hverdagen, selvom de virker upåklageligt.

Gør man vel…!?

Sidst jeg var på udkig efter fine muffinsforme med farver og mønstre på, endte jeg op med at stå med en lang næse lige midt i Netto.

Det gjorde jeg skam også denne gang og så er det jeg siger; tredje gang må være lykkens gang!

Iøvrigt fortæller jeg nødigt, hvad jeg kom slæbende hjem med som erstatning for de fine forme jeg ikke nåede at ligge beslag på, fordi de hjemmegående kom før mig, men det ville HELT klart have været billigere, hvis jeg havde fået de forme i den sidste ende… men jeg har soldet, jeg har købt og jeg er glad.

PS. kæresten kan overhovedet ikke se, hvad vi skal bruge mine indkøb til, men han er lovligt undskyldt. Han er jo bare en mand ; – )

Det er jo ikke fordi jeg ikke gider. Det er heller ikke fordi jeg ikke er glad for det jeg laver. Det er slet ikke fordi jeg ikke gerne vil – men for pokker, hvor skal jeg da godt nok trække mig selv op ved hårrødderne, når alle fridagene er opbrugt og donten kalder igen, men jeg trøster mig med, at jeg sikkert ikke er den eneste her i verden, der har det sådan…

Anita, du blir’ siddende i sofaen! Du blir’ fandengalemig siddende og især på dine hænder! Hvis du skal have mere kaffe, så er det NU, inden Chris går igang med at lave aftensmad ude i køkkenet.

Herregud, det er jo kun en hjemmelavet pizza… og du blir’ stadig siddende!!!

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne medbringe duften af brombærkrat og fugtig skovbund, så I kunne få et 3D-billede af min skovtur idag, men istedet tog jeg lommekameraet med for at prøve det af i forskellige situationer med forskelligt lys, for måske at kunne finde nærmere frem til miseren.

Det gjorde jeg ikke, men jeg kom dog så langt, at det må være lysmåleren/føleren, den er gal med…

Efter at have hilst på adskillige store myrer og set et sort egern, blev jeg sluppet løs på planteskolen.

Puha, det kan gå hen og blive en halvpebret affære, når man er mig. Jeg har simpelthen så svært ved blot at kigge, dufte og nyde, men skal partout også lige knipse og hive indtil flere potter med mig hjem af det ene og det andet.

Nu har jeg ihvertfald fået købt ind, så jeg kan potte mine krydderurter i altankassen om i en stor potte. De har det ikke godt, hvor de står ligenu og trykker sig, så rødderne skal have mere spillerum og det får de.

Ydermere fik jeg provianteret en zinkpotte, eller rettere to i én, til min timian og lavendel, som ligenu står bag mig i køkkenets vindueskarm og fylder mine næsebor med udenlandsk duft.

Trist ser den timian ud, men den skal nok rette sig op igen og vil den ikke, så ska’ jeg tvinge den med saksen, ska’ jeg!

Nu må det være tid til at indtage en kop friskbrygget kaffe i sofaen.

Jeg kan lige nå det, inden klokken slår så mange, så det er tid til at hente yngste på banegården.

Jeg er ladet med energi og er klar til at tage hul på en dugfrisk og relativt kort arbejdsuge, inden næste weekend banker på og lokker med en lille weekendtur til Samsø.

Jeg er da bare S klar…

- kan du se forskel på dem?

- men dog ikke grædefærdig af den grund.

Jeg må se i øjnene, at jeg er nødt til at give slip på mit elskede lille lommekamera, da det skal sendes til reparation. På nogle af mine billeder, kan der ses ét eller flere lyse streger henover hele motivet og i solskinslys bliver det billede der knipses, helt og aldeles utydeligt. Det har ikke været tabt og der har ikke været ydet vold imod det, så hvad der pludselig sker, ja det aner ingen af os, men sendes afsted; det skal det.

Desværre…

Heldigvis har jeg dog mulighed for at snuppe kærestens kamera, men som før nævnt, så er det stort og klodset i mine mikrosmå hænder og der kommer flere rystede billeder ud af arbejdet, når jeg skal holde det stille, men det er helt klart bedre end slet ikke at have noget at gøre godt med, når afhængigheden skal holdes vedlige.

… men allerførst skal jeg have trukket tålmodigheden op. Helt op! For der kommer højst sandsynligt til at gå måneder, førend jeg ser mit eget lille mirakel igen…