Jeg læste mig en blog…
Så ganske sygemeldt sidder jeg så her en højhellig tirsdag morgen, hvor jeg faktisk burde være i sving med et alkometer, en omsorgsseance og/eller en form for holden i ørerne mht. uddelegerede brugeraktiviteter. Det gør jeg bare ikke. Istedet forsøger jeg pr. telefon at komme igennem til en læge for at få hjælp til min ømme hals og det skal nok lykkes før eller siden, men lige præcis idag lader det til, at vi er mange om buddet.
I ventetiden har jeg så læst mig en blog eller to, men især kun én.
Har (gen)læst en kvinde, som jeg respekterer dybt og inderligt og som jeg, i det skjulte, har en forbandet stor lyst til at møde i “det virkelige liv”, fordi hun rummer noget ganske specielt. Noget metalprinsesse-agtigt noget. Noget jeg i allerhøjeste grad kan idenficere mig med og som indeholder glimt af liv og tanker, jeg enten selv har været i eller som jeg ligenu står midt i. Genkendelsens lys har bredt sig.
Mie har, fra sit første ord, holdt mig klinet fast til skærmen med sit mod til at fortælle med åbent hjerteblod og en sans for brutal ærlighed – men aldrig så brutal, så den håner eller ødelægger. Der er fair square over hele linien og netop derfor føles det som en tryghed i sig selv, når hun fortæller. Jeg ved, hvor jeg har hende, ganske uden at kende hende overhovedet, og det er meget få gange, det er sket for mig her i Blogland.
Jeg husker især, og med STOR glæde, da hun bedrev prinsesserier. Hun ville så forfærdeligt gerne finde manden i sit liv, som vel at mærke IKKE skulle være ham der havde behov for at blive samlet op i tide og utide, men som også kunne være ham, der kunne og ville samle HENDE op, når behovet var der, men for at blive det, skulle hun også kunne falde og det voldte hende store kvaler, at skulle være lille og skrøbelig prinsesse med tiara på.
Hun besluttede sig så for at gøre noget og måtte efterfølgende igennem en fase fyldt med selverkendelse og bearbejdning og ikke mindst fik hun gjort det med støtte fra kommentatorerne på sin blog. Dette lod sig gøre, fordi hun TURDE det! Turde at være åben og ærlig på skrift, at ligge hele balladen ud til offentligt skue og se bare, hvad det hele endte med…
Idag står hun med sin Prins. Ham der kan rumme alt det hun indeholder og ham, som vil hende med det sure og det søde og for fanden, hvor blev jeg glad, da jeg læste det!
…
Jeg ville ønske jeg turde gøre det samme. Jeg skal dog ikke lede efter nogen, heller ikke mig selv, men engang imellem kan det være sundt nok at rejse en tur indad og få sat ord på det, der optager én, men det kan også give problemer i forhold til, at blive læst af så mange fremmede mennesker og samtidig ikke være en anonym skribent. Det kan jo i værste fald gøre ondt og jeg kan få et skrabet knæ, men jeg dør da heldigvis ikke af det.
Jeg tror ikke jeg er så modig som Mie, men man skal aldrig sige aldrig…
tirs. 20 feb. 2007 kl. 11.01
Og nu sidder jeg så her og tuder! :-)
Tak for ordene; de gjorde stor glæde (og overraskelse!) på sådan en tirsdag formiddag!
:o)
tirs. 20 feb. 2007 kl. 11.03
Man skal heller aldrig sige “Ja tak, ingen dessert til mig”, men sådan er livet nu så mystisk.
Er metalprinsesse i øvrigt det samme som en Iron Maiden? :)
Tak for anbefalingen. Jeg har ninja-læst lidt hos Mokken, men men stoppede lidt efter hun selv holdt pause. Det skal da tages op igen. Jeg står også lidt i samme situation. Bare slet ikke. Eller sådan noget…
tirs. 20 feb. 2007 kl. 11.09
Mie – jeg er sgu bare for vild med dig! Her er en Kleenex og et monsterkram på en højhellig tirsdag formiddag ;)
Simon – jeg vil have forretten, hovedretten OG desserten. Jeg vil ha’ det hele og kan ikke nøjes med, men det behøver jeg jo heller ikke :)
PS. engang imellem er det fint nok også bare at få desserten. Når bare man véd, at hovedretten ville have bestået af godt substans…
tirs. 20 feb. 2007 kl. 11.53
@Anita,
Hvis man kan få det hele er det bestemt ingen grund til at nøjes. Og hvorfor skulle man ikke kunne få det?
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om jeg er til forret eller dessert, hvis man altså skulle vælge.
tirs. 20 feb. 2007 kl. 15.51
Jo Anita. Du skal lede. Det er nemlig et af de steder hvor fejlen opstår. Man tør ikke…svagpisser siger jeg bare….Et sandt martyrium…led, skrig, søg, insister og noget. Forlang ALT og GIV alt..vær ærlig og hudløs…kom ikke med attituden: Jeg vil gerne, hvis jeg ellers kan finde ud af det, kom med attituden jeg VIL HAVE (og give) også når jeg IKKE kan finde ud af det….
Rå og brutal ærlighed kommer indpakket i prinsesser der vedstår også nederlag. At tro andet er den direkte vej til det KimpoDrama ynder at kalder feminazisme *G*
He is out there ! Men han kan ikke finde ud af det, hvis orden kommer krypteret eller forklædt i narcissistisk super-kvinde-kostume…
L
tirs. 20 feb. 2007 kl. 18.52
Lotte – jeg ved hvad du mener, men jeg HAR vitterligt ikke brug for at lede efter en mand. Havde jeg haft brug for det, så ville jeg være rørende enig med dig :)
Men jeg kvier mig ved at skulle skrive _helt_ åbent her på min blog, som nu fx. Mie gjorde det sidste år. Ikke at det behøver at handle om mand/mænd, men mere generelt om det, der rører sig i mig af følsomme følelser og hændelser.
Det handler om, at jeg skal lære at balancere på knivsægget imellem at være personlig og privat. Noget jeg endnu ikke helt kan mestre og hvor jeg istedet bare tier stille og det er jo i virkeligheden slet ikke det jeg vil. Altså at tie stille. Det KAN jeg sgu da ikke ;)
tirs. 20 feb. 2007 kl. 21.51
Det ændrer ikke så meget Anita. Jo ordene måske, for hvis man laver det “stunt” så skal man tænke sig grundigt om. Internettet husker nemlig. Jo mere nøgternt man kan skrive om “det” jo bedre. Ingen i hele verden kan nemlig modstå sandheden om sårbarheden. Heller ikke ens kommende chef, hvis det kommer dertil.
Den med ikke at lede efter en mand, den kender jeg alt for godt, det var hele Veninders udgangspunkt. Og af samme grund slutning. Turen var slut da manden stod der. Forresten via bloggen ;-)
Fucking ud af den blå luft…
rsagen til at det kunne lade sig gøre var at han P bloggen kunne læse mellem linierne om andet og mere end mine fortræffeligheder som ironisk distanceret bezzerwizzer…
Og så var jeg ikke bange for “ham” jeg var jo ligeglad i og med jeg havde besluttet at det var ALT eller intet.
Men jeg forstår det godt, dit budskab, er bare ikke tilfreds med at det er et enten eller…man kan vel øve sig. Eller noget.
L
tirs. 20 feb. 2007 kl. 22.38
Lotte – mht. ikke at kunne modstå sandheden om sårbarheden, så er det netop dét, der holder mig tilbage, men du har da ret i, at der godt må gå lidt øvelokale i den.
Det handler om at tage et skridt ad gangen, trække vejret dybt og så føle efter én gang til, om det kan bære, at der trykkes på Publish ;)
ons. 21 feb. 2007 kl. 01.45
Underligt helt uventet at falde over denne tråd! Har just selv på min egen blog lagt op til, at der skal tænkes højt… Over hvad jeg vil ha’, og hvordan jeg går efter det og får det. Men først skal der kigges tilbage. Hvad var det, der gik galt for mig – så mange gange? I den forbindelse vil jeg gerne spørge dig, Lotte:
@Lotte:
Hvordan går det dog til, at så mange kvinder alt for tit ender med mænd, som slet ikke kan gi’ dem det, de i virkeligheden har brug for? Hvad er det for mønstre, vi vikler os ind i? Gør vi os ikke klart, hvad vi vil – eller?
@Anita:
Du er bestemt ikke den eneste, der var og er dybt fascineret af Mies åbenhed og evne til reflektion! Jeg har tænkt utroligt mange af de samme tanker som hun – men Mie formulerede det S mange gange bedre, end jeg ville ku’ ha’ gjort.
Jeg vil glæde mig meget til at læse med her, hvis du kaster dig ud i at blogge om noget lignende!
ons. 21 feb. 2007 kl. 08.16
Lommen – det er vist ikke første gang det er sket, at vi næsten blogger parallelt :D
Jeg har så også lagt mærke til, at du denne gang gerne vil se tilbage på et tidligere parforhold og få det bearbejdet en smule på skrift, men det er slet ikke dét, jeg selv er ude i. Jeg har ikke mere brug for at få vendt de parforhold jeg har haft og skulle jeg nu have det, så blev det aldrig nogensinde her på skrift. Det ville jo så være at udlevere de mænd (fordi jeg ikke er anonym) og det ville jeg aldrig gøre, men jeg kan sagtens forstå, du har brug for at få sat ord på og efterflg. få respons.
Du kan også lidt nemmere, fordi du skriver anonymt :)
ons. 21 feb. 2007 kl. 10.39
“Hvordan går det dog til, at så mange kvinder alt for tit ender med mænd, som slet ikke kan gi dem det, de i virkeligheden har brug for? Hvad er det for mønstre, vi vikler os ind i? Gør vi os ikke klart, hvad vi vil – eller?”
Vend sætningerne om og spørg anderledes
:-)
Jeg tror problematikken er en anden. Vi gør os ikke klart hvad vi vil GIVE og derfor kommer det bag på os, hvad de kræver. Vi kan ikke indfri kravet/forventningen og lander derfor med den forkerte.
Bruger lige Mie som eksempel *sorry Mie*
Prinsessetingens reflektion gik ikke på hvad hun ville HAVE (jo på første niveau) men på det egentlige niveau handlede det mere om, hvad hun ville give…nemlig sig selv..det kan man IKKE hvis man er fuld af skyld og mindreværd etc…Hvilken gave vil du helst modtage? Den som er ærlig, hudløs og gennemsigtig eller den der er dækket af papir og farvede bånd?
At lande med en mand, der ikke giver det man godt til have. Hmm…..tænk at lande med en mand og skulle give noget man ikke vil give…
En mand gør KUN det du giver ham lov til. Som udgangspunkt.
http://mokken.blogspot.com/2007/02/nr-alt-i-n-siger-nej.html
Det kunne kun lade sig gøre fordi hun tillod det…
Ansvar.
Ansvar.
Ansvar..
L :-)
ons. 21 feb. 2007 kl. 11.43
Amen, for satan da!!! Hørt Lotte.
/tænker stadig meget over det du og andre skriver…
ons. 21 feb. 2007 kl. 15.59
@Anita:
Det er nu ikke, fordi jeg har tænkt mig at analysere ét parforhold på min blog. Slet ikke. :-) Der er heller ikke tale om et møgfald til fyrene eller noget i den retning. Valgte jo selv og må – som Lotte osse er inde på – ta’ ansvar for de valg, jeg traf. Jeg vil se på, hvad erfaringen har lært mig indtil nu, og så vil jeg (når jeg engang er klar til det) prøve at skue fremad og se, hvad det er, jeg må øve mig i – gøre grundlæggende anderledes – fra nu af.
Det er noget med, at jeg aldrig har turdet erkende min længsel. Ikke har turdet erkende, hvad det var jeg havde så hårdt brug for – på den måde er man jo osse så dejligt fri for at erkende, hvis man ikke får det, ikke…? :-/
@Lotte:
Som altid får du min verden til at vende på hovedet – eller osse er det mig, der vender på hovedet. Blod til hjernen gav din kommentar i hvert fald…!
Jeg har tænkt MEGET over, hvad jeg vil og kan give i et parforhold, kan jeg love dig! Og jeg er nået frem til, at det aldrig kan blive skræmmende, at der sættes krav til én – det er i hvert fald stadig LANGT mere skræmmende og frustrerende, når der IKKE gør. Krav er jo et stykke hen ad vejen osse en kærlighedserklæring! Jeg vil GERNE mærke de krav.
Men jo, du har ret – de krav kan jeg først indfri, når jeg har lært at holde af mig selv. Skyld og mindreværd er mure, der står imellem mig (og enhvert andet mennesske) og ægte kærlighed.
Kan ikke nære mig for et TV2-citat fra sangen Blod, sved og tårer:
“Jeg har oplevet lidt af hvert
mest på afstand og ovenfra
jeg vil tæt på og nærmere nu og her
jeg vil elskes og holdes af”
og senere i samme sang:
“Og her står jeg med hatten fuld
af de smukkeste dyre ord
kun et områdenummer fra dig og kun
et skuldertræk fra hvor du bor.
På vagt bag en smækket dør
der kun kan sprænges op indefra
forlanger jeg alt og intet
jeg vil åbnes og holdes af.”
Det er jo fandeme dét, det handler om, Lotte – vi er så fandens kloge og oplever med hjernen og distanceret. Og det gi’r os ikke en skid. Det er os selv, der holder os fanget bag døren. Og derfor osse os selv, der må sprænge den!! Og nok så mange ord hjælper sikkert ikke, men de er vel en start…
ons. 21 feb. 2007 kl. 16.37
Lommen – tak for dine ord og dit citat. Du skal vide, at jeg vil følge dig derovre og jeg har stærkt på fornemmelsen, at du kommer til at ramme nogle ømme punkter i mig også ;)
ons. 21 feb. 2007 kl. 17.26
Hehe, jeg kommer til at tænke på det Donna rting sagde engang med at være i hjertet fremfor i hjernen. Hvis man ville “nå” andre mennesker skal man smide alt over bord og bruge sit hjerte, ikke sin hjerne..
For mig er der to ting i det her; Jeg har, i lighed med Mie, haft en kæreste der behandlede mig pissedårligt. (Kan faktisk ikke huske at jeg nogensinde har haft en kæreste der behandlede mig godt!) Og her taler vi altså ikke om blomster, pæne ord, nærværd og så videre. Nej, han var utro, notorisk utro, men blev alligevel ved med at charmere mig, især når jeg vendte ham ryggen, i kender historien om den utro and. _Det er den ene side af det, man skal kunne mærke sine grænser, OG handle på dem uagtet hvor pisseondt det gør… Det endte jo med at gøre ondt alligevel.. Lotte og jeg tog uendeligt mange snakke om det på msn, sidste år ved denne tid.
Den anden side af det, er så, for mig at se, at når man S forelsker sig, i en af de good guys, så skal man fanden dansemig ikke stikke af, bare fordi følelserne griber en så hårdt i hjertet at man næsten får kvalme og omklamringsfølelser. Forhold er ikke migmigmig, og hvordan jeg skal realisere min egen mentale udvikling til gavn for mig og mig alene, nænej, og nu citerer jeg det brev Lotte skrev til mig; ” Jeg ved ikke, om det perfekte forhold findes. Men jeg ved, at det gode og sunde forhold defineres i tillid, respekt og nærvær. Ikke som tom floskel. Men som noget ganske konkret hverdagsagtigt. Som mentale og konkrete rutiner, der sikrer, at man ikke tvivler på den andens loyalitet. Som vaner der indarbejdes med udsigt til den andens lykke og velvære, som spørgsmål der stilles og daglige valg der tages med henblik på at bevare det, man gerne vil dele med den anden. Nemlig sig selv.”
kærlighed er altså et viprojekt, hårdt arbejde, men hvis man skal finde fejl så skal man ikke bruge en lup, men et spejl..
Iøvrigt; i er fanme nogle skønne kvinder, alle sammen :-)
ons. 21 feb. 2007 kl. 17.40
Lene (og Lotte) – du/I ramte mig MEGET hårdt med de ord dér. Altså på den gode måde, for det er præcist sådan jeg ser et supergodt parforhold – et vi-projekt med ALT hvad det indebærer af godt og ondt og modet til at se alle slags følelser i øjnene, uden at trække følehornene til sig.
Det er dét jeg selv har dummet mig med hver gang, foruden andre ting jeg ikke vil udpensle her på bloggen, men jeg har kørt i et jeg-spor meget af tiden. Hvor jeg har TROET jeg befandt mig i et vi-stadie, så har jeg jo i virkeligheden kørt i et egotrip for at få opfyldt MINE ønsker og behov.
Naturligvis er man sig selv nærmest og man skal kende sig selv godt, for at kunne fortælle, hvad man gerne vil have og hvad man forventer sig af sin partner, men for meget ego ødelægger også.
Jeg har lært meget de sidste år og det kan jeg så tage med mig i et nyt forhold, som med garanti også får sine prøvelser, men jeg ved, at alt kan lade sig gøre. Jeg ved det, for jeg tror på det!
Tusind tak for Jeres ord! :)
ons. 21 feb. 2007 kl. 17.45
@Lene:
Først: Dejligt rørstrømsk sætning, du slutter af med! Og det er IKKE sarkastisk ment – men i betragtning af emnet passer det vel godt at slippe følelserne lidt mere løs… *skævt smil* Og tak i lige måde, da. :-)
Dernæst: Nej, et forhold handler bestemt ikke om mig, mig, mig. Men det handler jo fx heller IKKE om det modsatte (hvilket kan være nok så væsentligt at få med, synes jeg), nemlig “opofrelse” og martyrier – som… hm… vel egentlig dybest set bare er en anden udgave af “mig, mig, mig”… Nå, dér blev jeg fanget i min egen tanke. Men den får lov at stå alligevel.
Lotte har frygteligt meget klogt at sige – bliver mere og mere frustreret over, at hun ikke længere har en blog. Men måske hun netop gemmer alle guldkornene til disse kommentarspor? ;-)
Hidtil mest vise ord må være:
“Som vaner der indarbejdes med udsigt til den andens lykke og velvære, som spørgsmål der stilles og daglige valg der tages med henblik på at bevare det, man gerne vil dele med den anden. Nemlig sig selv.”
Taget ind, Lotte!
ons. 21 feb. 2007 kl. 17.49
@Anita:
Vores kommentarer krydsede hinanden…
Vil bare lige uddybe min forrige replik, fordi den så kan stå som modsætning til din udmelding.
Jeg har nemlig stået det modsatte sted af, hvad du beskriver: Jeg har været en af de dér kvinder, som jeg slet ikke bryder mig om: Jeg har “ofret” mig for mine kærester. Kun tænkt på den andens ve og vel og alt for lidt på mit eget. Det er der kommet mange ulykker og mange misforståelser ud af…
ons. 21 feb. 2007 kl. 17.53
Lommen og I andre – jeg synes det her er en skøn tråd. Lærerig, eftertænksom (kan I høre, hvor det knager i mit hovede?) og bedst af alt, så kan jeg virkelig bruge det her til noget konstruktivt i forhold til, hvor jeg står i mit liv lige netop nu!
Der er masser af guldkorn og for fanø, hvor er I dejlige at dele dem med mig og resten af blogland. Tak :)
ons. 21 feb. 2007 kl. 18.17
Hold da op for en intimiderende tråd. Jeg tør ikke engang sige noget her.
ons. 21 feb. 2007 kl. 18.21
Tal endelig Simon. Det ville være rart at få den mandlige del med også, men er vi ikke enige med dig, så flår vi dig! :-))
;)
ons. 21 feb. 2007 kl. 18.40
“Jeg har ofret mig for mine kærester”
Ja og hvad er et offer?
Et martyrium.
ALT for mange kvinder lider af den sygdom :-(
L :-)
“Men måske hun netop gemmer alle guldkornene til disse kommentarspor?”
Nej *G* men Lotte har erkendt, at hun koster 700 kr. i timen. Ser du jeg har den effekt på mennesker, og det er mere belastende end du kan forestille dig
:-( :-( :-(
HELDIGVIS fik jeg en (bisse-kriger)kæreste der lærte mig noget om, hvad det kræver at lade VRE med “den slags” Jo mere pleaser, jeg var, jo mere irriteret blev han…
Villy Sørensen har vist sagt et sted, at såfremt man forsøger at redde verden, må man selv dø. Så jeg gik fra altruisme til egoisme – i balanceret kombination, that is !
ons. 21 feb. 2007 kl. 19.04
@Lotte:
Jeg har ikke været en pleaser. Men man kan – desværre – godt indtage en opofrende rolle alligevel. Der er forskellige måder at ofre sig på…
Og som du ku’ læse ud af mine kommentarer, så synes jeg heller ikke, der er noget som helst ærværdigt ved martyrier.
Og jo, jeg tror faktisk, jeg har en temmeligt god idé om, hvorfor du ikke har den blog, og hvorfor du “gemmer” dig lidt og er omhyggelig med at styre, hvor meget krudt du bruger på hvad. Og dét kan jeg UDMRKET forstå. Og så “nøjes” jeg osse gerne med kommentarerne her og dér. :-)
tors. 22 feb. 2007 kl. 08.15
Wow!! Sikke en masse, der er skrevet og tænkt i denne tråd; jeg er ganske imponeret.. Og ligeledes tænksom.. Det giver i dén grad stof til mekanisme-eftertanke, det her :-)
Kan kun bakke op om Lene og konstatere, at hold da kæft mand, I er skønne, er I :-)
lør. 24 feb. 2007 kl. 13.53
Hey girls, dette må være ugens tøsetråd :-)
Det er meget rigtigt alt det som er sagt her, men man kommer altså ikke bort fra køns-ubalancen:
Mennesker har en behovspyramide, men for især yngre mennesker gælder dette: kvinders gennemsnitlige behovspyramide er forskellig fra mænds.
Samfundet, det lort, er indrettet til yngre kvinders behov: De skal uden aghængighed af nogen mand kunne få børn og karriere. Trygheden, både den fysiske sikkerhed (politi) og den materielle (diverse tilskud) favoriserer den enlige kvinde. ( Mere konkret: Manden har mere brug for sex. Kvinden har mere brug for tryghed. Staten leverer tryghed, men vi afventer stadig statsbordeller.)
Kvinden har ikke lige så meget brug for en mand, som han har for hende. Af samfundsindretningen kommer altså den skæve magtfordeling, og DEN ødelægger selvfølgelig parforholdene.
Når vi bliver midaldrende:
Jeg er der nu, sammen med mange andre enlige mænd. Hvad er det lige en midaldrende kvinde kan tilbyde en midaldrende mand?
Tjaee, hvis manden har børn, har (h)eks’en typisk nuppet dem, og så kan den nye heks da levere en slags surrogat. Dette gælder naturligevis ikke os som endnu ikke er fædre (men vi er sikkert ikke med i tøsernes beregning). Men hvor meget vejer det? I naturen gider hanner typisk ikke føde på andre hanners børn..
Vi står altså der forladte eller vragede og kigger på nogle midaldrende høns, som opfører sig bedre end de helt unge, men som byder os andre hanners unger samt en timeplan der er betydeligt mere stram end det som burde være det..
Hvem orker egentlig stille op til en date på ulige uger, når månen er ny og karrieren og ungerne levner kælligen 2 ledige minutter?
Nej. Manden er reduceret til en rekvisit i kvindens liv. Sådan er det her i vesten, og det bliver såmænd vesten undergang.
lør. 24 feb. 2007 kl. 14.18
QimpoDreng, jeg nåede at blive helt nervøs for, om du havde glemt os *G*
” Mere konkret: Manden har mere brug for sex. Kvinden har mere brug for tryghed.”
Forkert.
Kvinder har lige så meget brug for sex som mænd, såfremt de vel at mærke RESPEKTERER manden. Vigtig pointe. En mand de ikke respekterer gider de ikke have sex med. (Lottes lov..vist nok også en Carl-Mar lov)
Sørg for at din kvinde respekterer dig, og hun vil til enhver tid være tilgængelig for dig…(som du for hende)
Og så skal du lige gøre mig en tjeneste med henblik på at vi kan trække dig ud af dine egne retoriske selvsving.. nemlig svare på, hvad tryghed er? (jf. den her: Kvinden har mere brug for tryghed)
Og vær nu konkret, ikke. Det klæder dig bedst.
L ;-)
lør. 24 feb. 2007 kl. 17.07
@Lotte:
Gu vil jeg da ej, din latterlige nar. Du kan sgu da ikke forvente at afspore mine indlæg så let. Jeg går ud fra at der er nogenlunde konsensus om de almindelige ords betydning. Ellers kunne vi lige så godt droppe skriverierne.
Og nej, du kan da ikke for alvor mene at det er lige så let for en ung mand at undvære sex, som for en ung kvinde.
lør. 24 feb. 2007 kl. 17.59
Interessant forestilling at jeg skulle være ude på at afsprore dine indlæg. Opnå konsensus, måske.
Men til den sidste jo. Det er en neandertalforestlling at tro andet.
Kvindens (særligt den unges) “spil” er anderledes end mandens, det siger imidlertid intet om driften. Og det har meget lidt med tryghed at gøre. Som jeg forestiller mig, du forstår tryghed.
L :-)
lør. 24 feb. 2007 kl. 18.34
Kan være, det er en neanderthalforstilling, men mon ikke en sådan er bedre end dine vamle løgne?
For nu at tage din første sætning, så er den så løgnagtig at selv de fleste tøser kan se det. At bede mig træde ind i et definitionsslagsmål om et ord. Skulle det gøre meget andet end at flytte kampen og opmærksomheden?
Næppe, for nu at sige det pænere end du fortjener. Vi er såmænd godt på vej til at glemme hvad jeg sagde.
Mon ikke det forstyrrer troværdigheden af din anden replik at din første er så åbenbart falsk?
Hvis du var min kone, ville du få korporlige tæsk, indtil du stoppede med dine løgne. Alternativt kunne du smutte din vej.
Sorry, men jeg gider ikke løgnere..
lør. 24 feb. 2007 kl. 19.59
Kimpo – du må give ligeså meget udtryk for din holdning som du vil, men vær sød at omtale andre på en ordentlig måde ;)
lør. 24 feb. 2007 kl. 21.44
*G*
Sig mig, er du fra forstanden i dag Kimpo? Faktisk tror jeg du mener, at jeg er et af de mest redelige mennesker du overhovedet kender ;-)
Korporlige tæsk, siger du.
S´gerne….her er et manual til, hvorledes du forventes at give mig dem.
http://photos1.blogger.com/x/blogger/1949/552/1600/690970/glumbert%20com%20-%20Islamist%20guide%20to%20beating%20your%20wife%2021-02-2007%2002%2037%2043.jpg
I mellemtiden overså du den her:
“Kvinder har lige så meget brug for sex som mænd, såfremt de vel at mærke RESPEKTERER manden. Vigtig pointe. En mand de ikke respekterer gider de ikke have sex med. (Lottes lov..vist nok også en Carl-Mar lov)
Sørg for at din kvinde respekterer dig, og hun vil til enhver tid være tilgængelig for dig(som du for hende)”
Løsningen ligger der, min kære ven.
Respekt.
Det rimer rigtig dårligt på tæsk og sex for den sags skyld.
I mellemtiden kan du fornøje dig med den her:
http://veninder.blogspot.com/2005/08/defintionen-p-et-godt-stykke-mandfolk.html
En definition på et godt stykke mandfolk. Den står jeg stadig ved.
Lotte :-)
lør. 24 feb. 2007 kl. 21.55
Ja ps:
Og den her:
http://veninder.blogspot.com/2005/08/fra-patriark-til-matriark.html
Og den her:
http://veninder.blogspot.com/2005/07/bitch-part-seven.html
Synes nok, jeg havde skrevet om det rigtig mange gange før….
L :-)
søn. 25 feb. 2007 kl. 12.49
Jaja, jeg har ikke tid eller energi til at slås med et koppel hyæner. Jeg har gjort mit standpunkt klart på ganske tydelig dansk. Faktisk har jeg bidraget til debatten set fra i det mindste en type mands vinkel. Og det af et ærligt hjerte.
Det mødes af afledning og nedgøring fra Lottes side, hvilket jeg sådan set bliver temmelig sur over, for netop ja, hun er da en af de mere hæderlige og kloge i blogland.
Derefter er der sure miner, for hvilket JEG naturligvis skal tildeles skylden, thi form og tone er jo immervæk vigtigere end oprigtighed. Men det burde jeg have forudset, ikke? Veninde eller ej, Lotte er jo bare en tøs som I andre, og tøser kan ikke tåle kritik.
Hvis nogen fortsat vil debattere mit sprog, er de i øvrigt velkomne. JEG skal nok holde mig væk.
søn. 25 feb. 2007 kl. 12.53
PS, det forekommer mig at jeg ikke engang kritiserede. Jeg skrev vist egentlig bare om verdens indretning som jeg ser den. Alene DET blev mødt med Lottes manipulatoriske angreb.
Well, tøser har jo også en tendens til at opfatte de mærkeligste ting som kritik.. reaktionen er i hvert fald efter bogen. Jeg siger bare Tak for kaffe.
søn. 25 feb. 2007 kl. 13.22
“Alene DET blev mødt med Lottes manipulatoriske angreb.”
Hvor er du heldig Kimpo. At du har sådan en (latterlig og forudsigelig) tøs som mig, der altid kan holde dig vågen i dit projekt.
Såfremt alle brugte DIN tone, ville hele perspektiveringen mangle og sagen ville opløse sig selv.
Et godt billede på kærligheden, nu jeg tænker over det, og svaret på, hvorfor man skal orke det her:
“Hvem orker egentlig stille op til en date på ulige uger, når månen er ny og karrieren og ungerne levner kælligen 2 ledige minutter?”
Den der forstår komplementariteten.
Lotte :-)