Man må helst ikke favorisere brugerne af det sted jeg arbejder, jeg ved det godt, men alligevel sker det, at jeg finder et stykke af det pureste guld, som er en lille smule anderledes end resten af de fine små klumper, som er fordelt med løs hånd på stedet.

Han er et pænt stykke over de 70 år. Ligner vel nærmest Onslow på en god dag – med netundertrøje, næsten skaldet og med ganske få tænder tilbage i munden og de som er der, er næsten rådnet væk. Han er, så godt som altid, i højt humør og er hver eneste dag god for en skæv lille vits, som bringer stemningen omkring morgenbordet til tops, hvis der da skulle forekomme små brummende lyde fra de omkringsiddende naboer. Det gør der faktisk tit, men han kan redde dagen…

Forleden dag havde han været på shoppetur og vel hjemme igen, hiver han varer op af indkøbsposen og dermed også de fineste store lyserøde roser.

I samme sekund han tager dem op med den ene hånd, støtter han den anden hånd på køkkenbordet og går så ned på det ene knæ… og retter sit blik hen imod mig!!! Jeg smiler, han smiler (stadig med de tænder han nærmest ikke har) og så griner vi højt, inderligt og længe. Han rejser sig op igen og siger med varme i stemmen:

.. ahh, a’ ka’ sgu nok bejer siel få plads te’ em’ ind’ å æ stou…

Han er simpelthen guld værd! : – )