Jeg fik ikke min fridag imorgen, som jeg havde håbet på. Ekstra personale er endda kaldt ind, fordi vi ellers vil ligge mere vandret i luften, end vi i forvejen gør, så fair square og jeg tager naturligvis glad min tjans igen imorgen tidligt.

Det kræver så også, at jeg snart finder min dyne og pude og får lukket øjnene i, for iaften var ikke én af de stille af slagsen og det kan mærkes fysisk. Fødderne smerter, ryggen ligeså og nakken er alt alt for spændt, af at have så forbistret travlt, men lige om lidt…

… lige om lidt, så finder jeg en knaldkrimi frem og så falder jeg hen til den. Godnat og sov godt! ; – )

Jeg er klar til anden og sidste omgang hos tandlægen. Rodbehandlingen skal ske fyldest om en time og jeg er helt rolig og fattet. Måske kommer det sig også af, at der bagefter venter et par timers hygge med datteren.

Vi har besluttet os for at tage på osetur, inden lillebror skal hentes på fritteren og så gælder det vist arbejdet bagefter, for mit vedkommende.

En aftenvagt er normalvist en dejlig tjans på stedet, for i de mørke aftentimer spreder hyggen sig i takt med duften af nybrygget kaffe, fyrfadslys i stagerne og underholdning med kortspil, snak eller TV. Der er ikke nødvendigvis stille, for når skumringen kommer, så vågner de mørkeste sjæle op af dvalen og bliver aktive, men der er alligevel en anderledes stemning end om dagen. hvor alt er hektisk og hvor mange beslutninger skal tages prompte.

Jeg glæder mig allerede og helt sikkert også til at se svaret på min forespørgsel om en fridag imorgen. Det ville passe mig særdeles godt, så jeg kan få vasket helt i bund inden weekendturen, men nu ser jeg. Er jeg heldig, så ligger der et lille brev til mig fra bossen og gør der ikke, så klarer jeg den nok alligevel. Måske med datterens hjælp.

Hav en, forhåbentlig fortsat, god dag derude : -)

Man må helst ikke favorisere brugerne af det sted jeg arbejder, jeg ved det godt, men alligevel sker det, at jeg finder et stykke af det pureste guld, som er en lille smule anderledes end resten af de fine små klumper, som er fordelt med løs hånd på stedet.

Han er et pænt stykke over de 70 år. Ligner vel nærmest Onslow på en god dag – med netundertrøje, næsten skaldet og med ganske få tænder tilbage i munden og de som er der, er næsten rådnet væk. Han er, så godt som altid, i højt humør og er hver eneste dag god for en skæv lille vits, som bringer stemningen omkring morgenbordet til tops, hvis der da skulle forekomme små brummende lyde fra de omkringsiddende naboer. Det gør der faktisk tit, men han kan redde dagen…

Forleden dag havde han været på shoppetur og vel hjemme igen, hiver han varer op af indkøbsposen og dermed også de fineste store lyserøde roser.

I samme sekund han tager dem op med den ene hånd, støtter han den anden hånd på køkkenbordet og går så ned på det ene knæ… og retter sit blik hen imod mig!!! Jeg smiler, han smiler (stadig med de tænder han nærmest ikke har) og så griner vi højt, inderligt og længe. Han rejser sig op igen og siger med varme i stemmen:

.. ahh, a’ ka’ sgu nok bejer siel få plads te’ em’ ind’ å æ stou…

Han er simpelthen guld værd! : – )

Det er med en lille smule ambivalens, jeg er begyndt at tælle ned til weekenden.

Fredag til søndag kommer til at stå på en form for wellness-weekend i et sommerhus helt ude ved det brusende Vesterhav, den tidligere invitation hvis du husker den, og jeg glæder mig skam stadig til vand, bobler og glade mennesker, men der er, hvor lidt jeg end ønsker det, også en anden og lidt mørkere side af denne sag og den skal jeg have arbejdet lidt med inden slaget skal stå.

En følelse, der hænger som en grim abe på min ene skulder og hvisker mig i øret, at vi begge to kender hinanden alt for godt og at det er så let at følge det sædvanlige mønster…

De som kender mig rigtig godt ved, at jeg ikke er forbandet god til at holde ferie fremmede steder. Hjemvéen har hevet og flået i mig, til jeg ikke kunne bære den på mine skuldre længere, og derefter har jeg så måttet fordufte.

Hjem til min egen seng, min egen duft, mine egne trygge rammer og det er så sandt, som det er sagt. Ferier er blevet ødelagte på grund af mig og min hjemtrang, men denne gang skal det sgu lykkes at stå det igennem. Fandme så! Måske kan det godt være, at jeg tager min nye pude med, men det er så det mindste at gøre. Herregud da…

Jeg har jo netop brug for den her slags ferie, hvor der kræses for detaljerne og hvor intet elektronisk er at finde. Jeg har brug for at se nye horisonter og mærke mig selv lidt igen. Jeg har et stort behov for bare at være mig og ikke mor, selvom hun naturligvis gemmer sig et sted ude i kulissen og er klar til udrykning, hvis det skulle komme så vidt, og jeg har behov for at blive kørt godt og grundigt igennem med varme og massage fra top til tå.

Jeg har lyst til at lære nye mennesker at kende, lyst til at kunne sætte mig med strikketøjet og lade tankerne vandre på langfart, lyst til at være en lille del af et stort fællesskab og lyst til at være lidt alene.

Jo, jeg kan godt se, hvad der vejer tungest på vægtskålen, når jeg nu har skrevet ordene ned. Jeg skal bare have vippet aben af skulderen, hæve hovedet og tænke på alt det gode, som venter på mig derude.

I can do it!

Er jeg virkelig den eneste, som hverken interesserer sig for eller ser TV-håndbold i disse dage?

Min hals er tyk og øm, når jeg synker, men jeg holder mig varm udenpå og indeni og sålænge jeg bare sørger for at holde humøret højt samtidigt, så skal det nok gå altsammen. Det er slet ikke svært overhovedet…

Aftenen går i ro og mag med mit nye medlemsskab af Pro-account hos Flickr, som jeg fik foræret igår, og magen til fedt legetøj for sådan en fotogal som jeg, skal man da lede længe efter. Jeg får slettet gamle billeder og lagt nye (som dog ikke mere er nye for mig) ind og forskellige sets bliver skabt. Der er lang vej endnu, for jeg har mange billeder, jeg gerne vil have derud, men min tid er også knap. Lysten til at sidde oppe og rode rundt i nattetimerne er i allerhøjeste grad tilstede, men det må vente til imorgen, hvor jeg bedre kan tillade mig det.

Nu gælder det en pause fra fotoland og et kig ind af Jeres små vinduer og derefter må det være tid til sofa og endnu et par afsnit af Klovn. Hav en rigtig god aften derude : -)

En date med en flok ænder, se dét kan slå de slemme Lordi-drenge af pinden!

De var sultne, de små fjerede væsener, så de fik, hvad poserne indeholdt af brød og baskede derefter glade og lystige med vingerne igen. Ungerne fik brændt energi af med gemmeleg og rutsjebanetur og vi andre prøvede at undgå at stå stille alt for længe ad gangen. Det var simpelthen så bidende koldt, så man var tvunget til at være igang konstant, for at kunne holde varmen, men forfriskende, dét var det. Du kan se billeder fra turen her.

Efter et par timer i fri udendørs dressur, fandt vi varmen hjemme hos min far. Stedet, hvor folk kommer og går og får sig en sludder for en sladder, samt et godt mavegrin. Det samme gjaldt også os idag og efter en god tid sammen med den øvrige familie, som kort tid efter stødte til selskabet, blev vi enige om at gå på jagt efter aftensmad.

Det blev nemt, men ikke billigt og heller ikke godt – hvis du altså spør’ mig – men ungerne elskede det…

…

En god lang dag er ved at nå vejs ende og jeg begynder så småt at ligge an til en træls madpakkesmøring, men jeg har nu også en gulerod for enden af den. Et afsnit af Rejseholdet fra den DVD-box, som blev indkøbt igår og det er bestemt ikke så ringe at slutte aftenen af med…

Jeg skrev tidligere, at søndag var dagen, hvor vi alle kunne gøre, som det passede os.

Engang imellem rammer Nemesis mig bare så hårdt i nakken, at jeg kunne skrige højt og længe, for når jeg nu selv har så forbandet meget lyst til at sidde i fred og ro ved computeren og sysle lidt med grafik, så passer det bare så fandens dårligt med yngstes ønsker.

Han blæser Lordi ud af højtalerne ved computeren og truer med at sprænge mine trommehinder i stumper og stykker. Møgunge altså!

Lige om lidt skal det stoppes, for så smutter vi ned til søerne og fodrer ænder. Sommetider kan det bare blive nødvendigt at finde noget, vi allesammen har lyst til, hvis vi skal kunne overleve at bo så tæt uden at risikere isolation og skideballer ; – )

Søndag står vi op til gråt regnvejr. Gaderne ligger øde hen og alt omkring os er fuldstændigt stille.

Egentlig skulle man tro, det var en indikator for en snigende tristhed, men sådan forholder det sig absolut ikke, for herinde i lyset og varmen synges der Nørd-sange og grines numser i laser og herinde har vi altså kun det skæg, vi selv sidder på.

Måske trækker vi i røjserne lidt senere og smutter over på børnehavens legeplads for at hoppe rundt i pytterne, men man kan aldrig vide sig sikker, for denne søndag er absolut helt uden aftaler og så kan vi heldigvis slippe spontaniteten løs og gøre lige præcist dét, vi hver især har lyst til.

Sikke en frihed at ha’…