2006 har været et år fuld af Shit og Chanel. Nu og da har jeg følt, at der var mere Shit, end der var Chanel, men er alle år egentlig ikke sådan? Man kan vel ikke leve et liv i lutter velduft, uden at der nu og da kommer en dunst af råddenskab ind i glansbilledet.

Jeg kunne ihvertfald ikke og istedet for at sidde på nuværende tidspunkt, få timer før det nye år knaldes ind, og få et nostalgisk flip af en hulens dimension, så vil jeg egentlig meget hellere fokusere på det nye år, som kommer til at bringe en masse godt med sig.

Det jeg ikke døde af i 2006, har i dén grad gjort mig stærkere på flere punkter og det har jeg bestemt tænkt mig at benytte mig af. Jeg véd, at så meget bliver anderledes og det bliver det på den gode måde, så med det i mente, vil jeg i aften give nostalgien et ordentligt spark i røven og jage den på vild flugt. Nu er det fremtiden det gælder.

Ud med 2006 – Ind med 2007. Kom så, for jeg er S klar! : – )

Så er weekenden skudt flot igang med selveste Kim Larsen for fuld udblæsning. De sidste minutter på jobbet skulle bruges til at svinge træbenet, med dem som kunne, og det har sikkert set morsomt ud for de forbipasserende på deres fredags-gåtur, men vi elskede det sgu : – )

Vel hjemme igen kværner han videre i mine højtalere og jeg skal i sving med at gøre klar til et par gode velfortjente fridage med et brag af en Nytårsaften som rosinen i pølseenden. Jeg er S klar som nogen kan være og jeg vil gerne ønske dig og dine en god weekend samt et rigtig Godt Nytår – med en lille reminder om, at passe ekstra godt på de kære små. To- som firbenede (alt det med otte ben skal bare dø!). Pas godt på DIG! ; – )

- dem sidder jeg her og mærker. Min mave gør ondt og jeg er så forædt som kun en fed julegris kan være det.

rets bedste julefrokost er overstået for denne gang og det går ikke stille for sig. Endda helt uden alkohol i blodet blev der talt om Pyrexdildoer, opkast med østers-efterladenskaber i sengen og folk med burkaer. Der blev kloget om verdenssituationen, mænd vs. kvinder og hysteriske børn og der blev skreget så meget af grin, så jeg kan blive helt i tvivl om, om det kun er den fede julemad, der har givet mig mavekneb.

Godt var det helt sikkert og jeg kan kun glæde mig til næste gang vi samles. Det bliver så nytårsaften og da lover jeg til gengæld ikke, at der ikke vil forekomme en enkelt promille eller to, for da er jeg helt uden børn og så kan det jo let gå galt. Heeelt galt ; – )

Man skal være go’ ved sig, imens man har sig…

Sådan sagde en klog mand til mig forleden og ordene kom såmænd ikke bag på mig, for jeg kender dem jo så godt og ved, at det er så sandt, som det er sagt.

Vi er hver især de bedste til at vide, hvad der gør os glade og hvad der skal til, for at vi har det godt. Selv de ganske små basale behov og ønsker mærker vi, men bestemt også de store, som kan gøre en verden til forskel, når de opfyldes.

Igår kunne jeg mærke et tilbagevendende ønske, så jeg valgte at gøre noget ved det. Noget jeg længe har ventet på at kunne gøre og noget, som ville kunne opfylde et af de store, men dog ikke umiddelbart så fandens vigtige ønsker, set i forhold til så meget andet der er langt vigtigere for mig, så med mine små hænder fulde af raslende guldmønter med beløber på, fra gode tryllefeer, stod jeg pludseligt og meget spontant ved indgangen til guldsmeden. Den bedste i byen.

Det gyldne lys i fliserne foran skydedørene blinkede til mig, som for at fortælle, at her var luxus at hente og efter at have kigget lidt på vinduerne, trådte jeg indenfor i varmen. Dér, lige foran mig, lå den og skinnede så forbistret smukt i det perfekte guldsmedelys. Du ved, det lys som får alle smykkerne til at tage sig endnu flottere ud, så vi rigtigt kan gå amok… eller noget i den stil. Hvis vi altså har pengene til det.

Uha, hvor var den flot og jeg havde luret på den længe!

Jeg gav mig til at tælle mine guldmønter og måtte tilsidst erkende, at jeg ikke helt havde nok til lige præcis denne ring, så hvis jeg skulle gøre mig den mindste forhåbning om at tilfredsstille mit enorme ønske om at eje denne lille bitte skinnende ting, så skulle der mere til.

Jeg måtte frem med sølvmønter og sedler og jeg gjorde det gerne og i det nye år, så har jeg den fineste guldring med hjerte, blomster og blændesten siddende på min højre ringfinger.

Jeg behøver vel næppe fortælle, hvor meget jeg glæder mig til at få den hjem. Hvor meget jeg glæder mig til at få lige præcis dén ring hjem – for uden besøget fra tryllefeerne, så havde jeg aldrig i mit liv, givet mig selv lov til at have råd til den, medmindre jeg vandt i Lotto naturligvis.

Jeg fik lov at få ét… nej to ønsker opfyldt i julegave og nu lover jeg så højt og helligt, at jeg ikke beder om ret meget mere. Jeg har vist opbrugt min kvote hos tryllefeerne tror jeg, men man kan jo håbe på at få en chance på et andet tidspunkt.

Ligenu har jeg alt jeg kan ønske mig…

Jeg har lige opdaget, at Scissor Sisters lyder tusinde gange bedre, når man ligger i cancergrillen og får rytmerne dunket lige ind i ryggen. Det er rigtigt!

Faktisk lød det så skidegodt, så jeg ikke kunne lade være med at synge med og det gik da også ræææddi godt. Jeg daskede foden ned på plexipladen i takt med sangen og rokkede også så meget, som jeg nu kunne i den klaustrofobisk lille klap-sammen maskine.

Da sangen var færdig, var jeg også færdig under den kunstige sol og trådte derfor ud og trak i mit tøj. Jeg låste døren til kabinen op, gik ud og kiggede på den solbrune fyr med strikhuen, som sad og ventede på at komme til:

… det er en munter sol den dér, hva’…

Og så flækkede han som en træsko og viste mig det fine hvide Colgatesæt.

Fuck fuck fuck!!!

Nu kan jeg langt om længe få ørenlyd igen.

ldste og dennes bedsteven har været her idag og nærmest invaderet mine trommehinder med deres hujen, ivrige fortællinger, slåskampe og et uartigt sprog, som jeg kun er glad for, at yngstebarnet IKKE kunne høre! De er taget afsted nu og alting summer, som havde jeg været på diskodasko en hel nat. Biiiiib…

Stuen står stadig julepyntet og jeg forhandler med mig selv om, hvornår det skal pilles ned. Måske vil yngste gerne være med til det og på den anden side, så er det hurtigere at klare selv og uanset hvad, så kommer der stadig til at være en ganske lille rest tilbage. Den fine hvide julestjerne.

Jeg sidder og kommer i tanke om, at jeg ikke engang behøver at stå op sammen med Fanden selv imorgen tidligt, men kan sove mindst en halv time længere, da jeg kun har mig selv at tænke på. Sikke en luxus at have. Det er næsten alt for galt.

Det betyder måske så også samtidig, at jeg ikke behøver at gå så tidligt i seng, som jeg plejer, men har jeg lyst til at spille russisk roulette med mig selv og min præstationsevne rent arbejdsmæssigt!? Det tror jeg så ikke lige jeg har, nej!

Men hvad, klokken er ikke engang i nærheden af sengetid endnu… … og jeg er faktisk allerede så træt, som et helt alderdomshjem. Jeg tror aldrig helt jeg finder min rytme, hvis jeg skal være helt ærlig *suk*

- for mit vedkommende ihvertfald, for idag er den sidste dag med juleferie. Så står den på arbejde igen og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg glæder mig eller ej. Jeg tror bare jeg kan konkludere, at det altid er rart at have ferie, men også godt at komme igang igen. At gå i sit eget hjem dag ud og dag ind, det er lige til at blive skør i hatten af, så rart er det at kunne komme ud og se andre mennesker igen.

Julesulet har jo også sat sig godt fast, så nu skal der rendes stærkt for at fjerne det igen. Nu var jeg ellers lige kommet så godt igang med at få vægtnålen nedad. Det kommer jo næsten af sig selv, når man har gået fra at sidde på sin flade, til at komme op og få sig rørt. Det er logik for perlehøns, men bare ikke altid lige let at piske sig selv igang med, uanset hvor gode intentionerne så end har været, men den kender vi vist alle til, mere eller mindre.

Nu vanker der formiddagskaffe og derefter triller vi ud på landevejen for at aflevere yngste til en juleferie hos sin far og så ser vi ham ikke mere før næste år. Det ved jeg heller ikke om jeg glæder mig til, men kan så endnu en gang konkludere, at der er godt og snot ved alting ; – )

Her er fuldstændig stille nu. Vi er kørt trætte af at lege røver og soldater, nusse med glansbilleder og spise usundt til den helt store guldmedalje.

Ligenu kører vores absolutte yndlingsfamiliefilm på TV og på flere punkter, kan vi (indrømmet) snildt se os selv i Krummefilmene. Om ikke andet, så ihvertfald når det gælder skarnsstreger, skrålende sang til zorba-musik og en mor der blir’ sindssyyyyg…

Jo jo, vi er sgu tossede hele bundtet, ingen nævnt ingen glemt, og måske er det da også derfor, at ældste er smuttet afsted for at hvile ørerne og holde julefrokost med sin far og dennes kone, men hun vender frygteligt tilbage til hurlumhejhuset senere iaften og så skal hun nok blive mindet om, hvor hun kommer fra *gnæk gnæk*

Det burde være vedtaget ved familielov, at mødre måtte installere sig selv i et badekar, fyldt med velduftende gelé, dagen efter en juleaften. Det burde kunne lade sig gøre at rekreere i sådan en balje uden at skulle høre på ynk fra børn med ondt i maverne og jamren over, at legetøjet ikke spiller lige efter den forventede streng.

hh, hvem der bare kunne dumpe ned i sådan en gang Jellybath og blive masseret af den tykke snaskede gelé – men jeg kan desværre ikke. Jeg ejer jo ikke et badekar…

Hvad jeg til gengæld kan og bestemt også vil, er, at snuppe den sidste mundfuld kaffe nu og så ellers skynde mig ud under bruseren for at blive varmet godt igennem og jeg overvejer kraftigt at lukke og låse døren til vådrummet idag.

Så skulle man nok kunne få lidt ro og fred – selvom jeg godt ved, det er ren ønsketænkning ; – )