Det spøger her i hjemmet. Den hvide dame går fra rum til rum, hvor hun åbner og lukker døre og sender en lille hvid sky efter sig, overalt hvor hun færdes og selvom hun burde skræmme livet af de som ser hende, så er hun alligevel godheden selv. For det meste…

Jeg er den hvide dame!

Okay, helt så slemt er det dog ikke, men det føles sådan, for det fineste hvide støv ligger overalt! Selv i de rum, som hermetisk har været lukket ned hele dagen kan man køre en finger henover fladerne og fange bittesmå støvkorn. Det trænger ind allevegne, men selvom jeg kan mærke tørheden langt ned i halsen og overalt, hvor min hud ikke er dækket af noget, så er det faktisk slet ikke så slemt, som jeg var blevet varslet af de øvrige beboere i ejendommene. Slet ikke…

Det tog mig ikke lang tid at fjerne det værste, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld og alle de negativt ladede tanker, jeg har gjort mig både igår og idag, er blevet gjort til skamme. Vi skal helt sikkert nok kunne overkomme byggeriet denne gang, da det er mindre omfattende, rent rengøringsmæssigt, end sidste år, hvor der blev skiftet vinduer.

Vi behøver ovenikøbet ikke engang vandre udenfor i strid blæst og regn for at komme på toilettet, for vores vicevært har været så ualmindelig flink at åbne op for det lille rum med toilet, spejl og håndvask, som forefindes i kælderen under os, så det er den rene luxus.

Nu skal jeg så lige administrere de sidste 6½ liter vand, jeg har stående ude på altanen, for ingen er helt sikre på, om vandet i skurvognen er rent nok til at drikke af og skulle det knibe, så har jeg heldigvis en mor, som gerne lægger vandhane til.

Faktisk har jeg allerede indrettet mig så magelig midt i byggerodet, at jeg kan sidde her med min puter og min kaffe… og ikke mindst den læbepomade, som skal holde toppen af tørheden på læberne nede, så det er slet ikke så tosset alligevel ; – )