- det er, hvad jeg har idag, hele dagen, og indtil videre har jeg da også fået min del af denne stilhed med sysler af den art, der samtidig har kunnet give plads til de små og store tanker om liv og død, kærlighed og venskab, hverdag og … hverdag.

Men den går ikke længere, for om en times tid skal jeg hente yngste på fritidshjemmet og sammen drager vi så endnu en gang hjem til min mors lejlighed, hvor vi skal mødes med ældste. Iaften skal hun passe godt på ham, imens jeg tager ud og passer godt på andre og drager omsorg for de, som lever en kummerlig tilværelse dag og nat og når jeg så vender snuden hjem igen, så skulle drengebarnet meget gerne ligge og sove de uskyldiges søvn i sin egen seng.

Weekenden nærmer sig og imorgen kl. 12, kan jeg erklære mig istand til at kunne “sove længe” et par dage frem. Der er dømt julestue incl. hygge imorgen eftermiddag på fritidshjemmet og lørdag tager jeg begge unger under armen og så står den ellers på indsmuglede brunkager i lommerne, popcorn og Krummefilm i biffen.

Vi er jo nødt til at snylte lidt på andres juleglæder, indtil vi kan skabe vores egen herhjemme. Hav en god dag derude : – )

Det er, hvad jeg har i eget hjem idag. Der har været god tid fra morgenen og det kunne mærkes. for magen til nydelse og langsommelighed fra både knægten og jeg, skal man vist lede længe efter. Vi tog alt med et mindre skuldertræk og frasen “det når vi nok” blev da også brugt et par gange eller fire og pludselig var klokken alligevel blevet så mange, så det var tid at køre til skole.

Vel hjemme igen kan jeg nu sidde med min morgenkaffe og min smøg og prøve at nyde videre, men alligevel er der en mislyd et sted.

Jeg har klikket mig ind til Liselotte et hav af gange både igår, i nat og her til morgen, som for at ville opdage, at det hele bare var en ond drøm – men det er det ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke og det er ærlig snak. Det er mig fuldkommen ubegribeligt, men en dag går det måske op for mig, at det virkelig er sket. At Alexander ikke er her mere. Måske bliver det først 100% realitet i min hjerne, den dag jeg sidder hos dem og mangler at kunne høre hans talemaskine og se hans forældre gøre alt det gode for ham, som de overhovedet formår. Det er så trist og uforståeligt ligenu…

…

Jeg har drømt meget i nat og hver gang der er noget, jeg er voldsomt ked af eller noget jeg er meget i tvivl om, så drømmer jeg, at jeg svømmer om kap med en anden. Hele tiden skal jeg passe på ikke at blive slugt af det sorte dybe vand, der er smækfyldt med skidt og andesnadder. Nogle gange vinder jeg, andre gange gør jeg ikke, men i nat vandt jeg og kunne stige op af vandet, møgbeskidt og i live og ganske tavst, vandrede jeg, som så mange gange før, væk fra scenen i drømmen og vågnede så op til en morgen, hvor meget er anderledes.

En familie er gået i stykker for en stund, én af brikkerne mangler. Jeg selv har mit eget liv som skal leves lige her og nu med dét, det indeholder af godt og snot, men jeg ved også at der er lys omme på den anden side af bakken og det ved jeg også, at de ved. Ting tager tid og det skal de også. Uanset om det drejer sig om sorg og/eller tvivl i et sind, så skal der bearbejdes og det gør vi på hver sin måde allesammen.

Det er ikke min sorg, men min medfølelse og mine bedste tanker går til dem idag…

- for en dejlig dreng og hans familie.

Det kan godt være jeg ser en del crackfaces hver dag, men herhjemme får ordet en helt anden betydning. Jeg tager ikke stoffer, men får simpelthen crackface af at vade rundt i murstøvet. Kort sagt, så er huden så tør, at det føles som om den kan krakelere når som helst, så jeg er i øjeblikket storforbruger af cremer og læbepomade – mere end jeg er i forvejen, vil nogen måske sige…

… men trods alt, så er det også en kæmpestor lettelse, at der endelig er vand i køkkenhanen igen og derfor gik det da også sådan til, at jeg for et øjeblik siden kunne placere min dertil indrettede på stolen foran den stationære maskine, med min kaffe naturligvis, og give mig til at studere mails, gamle nyheder, brok og roser på diverse blogs og ikke mindst være på MSN for en kort bemærkning.

Livet skal leves udenfor den virtuelle verden, men det er dælme godt at holde netværket vedlige og det har jeg så mulighed for at bruge hele aftenen på idag. Imorgen kan jeg nemlig sove en hel time! længere end sædvanligt og det er eddermame en luxus, som skal udnyttes på det groveste.

Måske når jeg endda at få mit julebanner færdigt til på fredag. Kun måske… ; – )

Det spøger her i hjemmet. Den hvide dame går fra rum til rum, hvor hun åbner og lukker døre og sender en lille hvid sky efter sig, overalt hvor hun færdes og selvom hun burde skræmme livet af de som ser hende, så er hun alligevel godheden selv. For det meste…

Jeg er den hvide dame!

Okay, helt så slemt er det dog ikke, men det føles sådan, for det fineste hvide støv ligger overalt! Selv i de rum, som hermetisk har været lukket ned hele dagen kan man køre en finger henover fladerne og fange bittesmå støvkorn. Det trænger ind allevegne, men selvom jeg kan mærke tørheden langt ned i halsen og overalt, hvor min hud ikke er dækket af noget, så er det faktisk slet ikke så slemt, som jeg var blevet varslet af de øvrige beboere i ejendommene. Slet ikke…

Det tog mig ikke lang tid at fjerne det værste, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld og alle de negativt ladede tanker, jeg har gjort mig både igår og idag, er blevet gjort til skamme. Vi skal helt sikkert nok kunne overkomme byggeriet denne gang, da det er mindre omfattende, rent rengøringsmæssigt, end sidste år, hvor der blev skiftet vinduer.

Vi behøver ovenikøbet ikke engang vandre udenfor i strid blæst og regn for at komme på toilettet, for vores vicevært har været så ualmindelig flink at åbne op for det lille rum med toilet, spejl og håndvask, som forefindes i kælderen under os, så det er den rene luxus.

Nu skal jeg så lige administrere de sidste 6½ liter vand, jeg har stående ude på altanen, for ingen er helt sikre på, om vandet i skurvognen er rent nok til at drikke af og skulle det knibe, så har jeg heldigvis en mor, som gerne lægger vandhane til.

Faktisk har jeg allerede indrettet mig så magelig midt i byggerodet, at jeg kan sidde her med min puter og min kaffe… og ikke mindst den læbepomade, som skal holde toppen af tørheden på læberne nede, så det er slet ikke så tosset alligevel ; – )

Hele dagen idag er gået med henholdsvis overvældende træthed, ulmende tømmermænd og en vældig nedpakning af badeværelse (og noget af køkkenet) i kasser og jeg kan snart erklære os parate til at gå fra hus og hjem, når nu håndværkerne skal igang med at renovere badeværelset.

Dog ventede der mig en lille overraskelse for et øjeblik siden, for da jeg stod og talte med nogle af de beboere, som er så svineheldige allerede at være færdige i deres opgang, fik jeg at vide, at det faktisk ikke kun tager 1 uge. Nææ, det tager skam hele 2 uger, inden vi kan give den sidste håndværker et ordentligt los i røven med retning imod hoveddøren, så ligenu forsøger jeg ihærdigt at stable et lille pyt-med-det på benene og bare være glad for, at vi må bruge min mors lejlighed, i den tid det tager.

Det er ikke det bare sjov at skulle undvære vand i hanerne i en hel uge (den første arbejdsuge), men vi klarer det jo og kreativiteten skal nok få vinger at flyve på, men jeg kommer ikke udenom, at jeg føler det hele værende en lille smule uoverskueligt ligenu.

Iøvrigt bliver det nok også småt med skriverier her på siden, da vi kun skal benytte hjemmet til at sove i, i den tid der går med spetakel og støv, men det passer mig ærlig talt fint. Ordene står ikke i kø for at komme ud, så det bliver helt rart at kunne tie stille for en stund. Det kan, hvor utroligt det end lyder, faktisk godt lade sig gøre ; – )

Alt det sjove starter imorgen tidlig kl. 7 og om 14 dage kan vi ånde lettede op igen og få pyntet til jul og for pokker, hvor jeg dog glæder mig til det!!!

Nu må vejret sådan set godt slå om, for jeg trænger til at komme ud under åben himmel og knipse løs med kameraet, men ifølge DMI ser det ikke alt for lovende ud resten af weekenden, hvor der meldes en lille smule sol og skyer for resten af pengene.

Der er gået alt for lang tid, siden jeg sidst stod med kameraet i hænderne, men efter at have fået fin ros af en anden dygtig knipser igår, så har jeg naturligvis fået blod på tanden og lyst til at gøre det endnu bedre, men nu er det for sent – ihvertfald for det gode motiv udendørs, men imorgen er der atter en dag og jeg kan kun håbe på det bedste. Dog træder der lige om lidt et supergodt portræt ind ad min dør og måske kan jeg få lov at skyde løs på hende…
…

Well, indtil det sker, vil jeg tage den sangstemme op, som jeg lod ligge her i stuen igår og lade den synge videre for fulde gardiner. Det bliver desværre ikke i en ligeså god duet, som det var tilfældet igår, men enstemmigt er også helt okay…

Solen er på vej i seng nu, så hav en rigtig rigtig god lørdag aften derude : – )

- men hvor mange flere dameblade, kan Danmark egentlig bære!?

Det er EndeligFredag og den fejres med pornomad (som er lig med en suveræn lækker middag), hvidvin, kaffe, smøger og snak snak snak i lange baner. Imorgen skal der ryges, spises, snoldes og snakkes igen og søndag står den så på alenetid for mit vedkommende, indtil yngste atter indtager matriklen.

Nå, jeg skal tilbage til sofaen for at holde weekend. Hav en skøn én af slagsen derude : – )