Jeg mærker det noget så tydeligt. Yngste er i et regnvejrsmandagsskumlende dårligt humør og mumler revsende for sig selv. Konstaterer hårdt og skånselsløst, at ældste og jeg er hans plageånder og at vi bare er dødirriterende lige præcis idag.

Vi kigger bare på hinanden og smiler overbærende, men kun når han ikke ser det. Det skulle jo nødigt ende i et eksplosivt orgie af de eder, han allerede nu sidder og kaster rundt i lokalet.

Jeg gad nok vide om en lille historie, et glas solbærsaft og et varmt tæppe kunne mildne ham lidt? Det skal ihvertfald prøves…