Foran mig, på min skærm, ser jeg et billede af en ung mand. Han er glad, smiler ganske let med solbrillen godt placeret på næsen for at skærme øjnene for den skarpe sol. Over sine skuldre hænger den t-shirt, som han har taget af i varmen og ganske tydeligt kan jeg se hans brystkasse med de fineste mørke hår, som lige akkurat lader huden skinne igennem. Jeg elsker dette syn…

Dette bryst, som jeg mangen en aften og nat har puttet mig ved, snuset til og nulret med mine fingre. Det bryst, hvori hjertet banker af liv og af lyst og lidt for mig.

Og favnen. Den har både klemt mig blidt og krammet luften ud af mig så mange gange. Altid er der varme at hente i den. Også på de dage, hvor jeg fryser som en lille hund og kun afgiver kulde fra mig – der er altid plads til en god knusetur der luner.

…

Han føler at vi nærmer os en skæringsdato og sandt at sige, så gør jeg det også. Ganske vist drejer det sig kun om 3 måneders fravær og det lyder umiddelbart ikke som noget nævneværdigt, men det er alligevel på et tidspunkt som er så skrøbeligt, eftersom vi stadig er i lære-hinanden-at-kende fasen, at det godt kan føles som lidt af en satsning.

Vil vi kunne bære savnet af hinanden ? Er vi stærke nok til at holde ud og er vi stærke nok til fortsat at holde af på så stor en afstand, uden den ringeste mulighed for fysisk nærvær ? Det er selvfølgelig spørgsmål jeg stiller mig selv og jeg er meget bevidst om, at jeg intet svar kan få.

Jeg er nødt til at tage hver eneste dag som den kommer, ligesom jeg hver eneste dag vil sørge for at kigge på alle billederne af ham. Det allertætteste jeg dog kommer nærværet, er ved at kigge på lige præcis det ovennævnte billede. Deri ligger varmen og hjertet og alt det han står for i mine øjne og så skal jeg nok gøre alt hvad jeg kan, for at holde ilden levende til han kommer hjem i min favn igen.

For han kommer jo hjem og det tilmed med et stort smil, fordi han har været ude og udleve en af sine drømme, så trods alt, så er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget og hvem ved; måske bliver vi i virkeligheden blot stærkere som par i den sidste ende. Jeg vælger at tro det…