Veninden er i skrivende stund blevet opereret igen igen og skal derfor transporteres hjem direkte fra sygehuset, når hun er klar til det. Det er så mig, der er chaufutten og jeg sidder klar parat til start…

Jeg glæder mig til at se hendes hjem igen for, typisk hende, så har hun endnu en gang rykket rundt på alt, hvad der rykkes kan, samt kastet rundt med farveladen på væggene, så intet er mere, som det var, da jeg sidst var derude på landet, hvor man kan slå en skid og derefter være sikker og vis på, at naboerne kommer springende for at høre, om din mave er iorden. Kort sagt… derude hvor de rigtigt kommer hinandens ved.

Allermest glæder jeg mig faktisk til at være i selskab med de 3 misser (med hver sit åndssvage kælenavn) og hunden, der var en lille sort hvalp, sidst jeg klappede ham på hovedet. Han må også være blevet stor i mellemtiden.

Der er snart så mange ting der er alt alt for længe siden, når det kommer til hende og jeg. Vi mærker tydeligt at afstanden er blevet til to pletter på et landkort og at vi hver især har så travlt med vores hverdage, men når vi kan, så ses vi også og det sker så for fuld udblæsning af tåbelige indfald og høje mavekrampefremkaldende grineflip.

hh, hvor jeg glæder mig…