Jeg har sagt det før og jeg siger det hjertens gerne igen; ord har en vanvittig stor magt og en misforståelse af ord kan faktisk være endnu værre…

Her til morgen var der et løbende rend frem og tilbage i mellemgangen der findes imellem klasseværelset og gangarealet på skolen.

Forældrene stod tæt og hjalp deres børn og imens småtalte de hyggeligt med hinanden. Jeg selv stod og talte med en mor, som havde en baby på armen. Jeg smiler til den lille pige og får et stort retursmil tilbage og så sker det uundgåelige – jeg bliver lettere skruk og det udmunder sig, som sædvanligt i, at jeg spørger til babyens sovehjerte:

Mig – Vågner hun godt nok kun én gang om natten ?

Moderen – Ja, der har vi været heldige. Det er rigtig dejligt, men bare jeg får lov at få 3-4 timers søvn i streg, så er jeg nu tilfreds nok…

Mig – Det eneste som har holdt mig tilbage fra at få flere, er den forbistrede ødelagte nattesøvn. Jeg bliver som en zombie og mister overblikket…

Moderen – Jamen sådan har jeg det også, når hun er helt umulig, men jeg kender det jo fra tidligere, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til og man siger jo, at ikke to børn er ens.

Mig – Nå, så har du måske også fået tudet ørerne fulde med, at tredje gang er lykkens gang…

Og så griner vi lidt af det og går ind til hver vores skoledreng for at sige farvel.

For lidt siden passerede jeg en af de andre mødre. Vi hilser, som vi plejer, med et Godmorgen og da vi er nået et par meter forbi hinanden, vender hun sig rundt og smiler og siger:

Tillykke…