Underligt, som en lørdag kan føles både kort og lang, når man sådan har ligget vandret det meste af dagen, for hvor blev tiden lige af !? Jeg har ikke engang sovet den væk, men jeg kommer stadig ikke udenom, at jeg føler jeg har spildt den, men samtidig ved jeg jo også godt, at det har været det bedste for mig at tage den helt med ro, når nu jeg har haft muligheden for det.

Her til aften føles alting heldigvis så meget bedre, så jeg håber på at kunne være en smule mere oprejst imorgen og få hygget lidt mere konstruktivt – hvad det så end er.

Om lidt er der Matador, så jeg tror jeg vil prøve at få en enkelt kop kaffe ned med et stykke ristet brød og en saftig pære. Om ikke andet, så kan det da altid komme op igen, men nu får vi se. Skidtet skulle helst blive indenbords, så jeg kan få sat en stopper for den larmende mave, som skriger af sult.

Det buldrer i det fjerne. Uvejret er under optræk og måske vil tordenbragene da også komme til at flænse denne stille lørdag formiddag på samme måde, som jeg vågnede af det i nat. Det buldrede og bragede både udenfor og inde i mit hovede…

Jeg skulle aldrig aldrig aldrig have tænkt mit igår, da jeg læste det ene sygdomsramte indlæg efter det andet og funderede lidt over, at jeg da heldigvis selv var sluppet for de dårligdomme, jeg plejer at få, når efterårets vejromskift er tilstede. Nemesis slår simpelthen så hårdt hver eneste gang.

Igår aftes kom jeg nemlig hjem fra veninden med ondt i halsen, ondt i hovedet, en forkølelse under opsejling og en kvalme, der ville have været en gravids mareridt, så helt slipper jeg vist alligevel ikke og jeg skulle jo have været i rhus her i weekenden. v…

Istedet er der dømt bolschestribet pyjamas, dyne, masser af TV og bunkevis af afslapning på sofaen og det kan vist også kun lade sig gøre, helhjertet vel at mærke, fordi ældstebarnet har været igang med rengøringen af hjemmet, plus det faktum, at jeg fik lov at få vasket lidt tøj ude hos veninden igår, så jeg slap for at skulle skæve til klokken konstant for at nå hjem til min vasketid i kælderen.

…

Vi havde det ellers noget så skønt derude på landet og jeg fik endelig set hvalpen igen, som jeg ovenikøbet havde drømt om natten forinden. Mine gamle trænings- og afretningskunster gik han også med til og halen viste med al tydelighed, at det var noget han ku’ li’. Dog tror jeg ikke han var så glad for knæet i brystkassen, når han konstant hoppede op af mig, men det var jo heller ikke meningen, at han skulle det, så det virkede helt efter hensigten…

… og så sad jeg ellers der ved venindens langbord med min kaffe, en snak om stort og småt og en hund der lå under bordet og varmede mine bare fødder og længtes pludselig noget så inderligt efter min goe’ gamle gule Retriever…

…

Nå, det var Panodilerne og kamilleteen jeg kom fra. Hav en god lørdag derude : – )

Veninden er i skrivende stund blevet opereret igen igen og skal derfor transporteres hjem direkte fra sygehuset, når hun er klar til det. Det er så mig, der er chaufutten og jeg sidder klar parat til start…

Jeg glæder mig til at se hendes hjem igen for, typisk hende, så har hun endnu en gang rykket rundt på alt, hvad der rykkes kan, samt kastet rundt med farveladen på væggene, så intet er mere, som det var, da jeg sidst var derude på landet, hvor man kan slå en skid og derefter være sikker og vis på, at naboerne kommer springende for at høre, om din mave er iorden. Kort sagt… derude hvor de rigtigt kommer hinandens ved.

Allermest glæder jeg mig faktisk til at være i selskab med de 3 misser (med hver sit åndssvage kælenavn) og hunden, der var en lille sort hvalp, sidst jeg klappede ham på hovedet. Han må også være blevet stor i mellemtiden.

Der er snart så mange ting der er alt alt for længe siden, når det kommer til hende og jeg. Vi mærker tydeligt at afstanden er blevet til to pletter på et landkort og at vi hver især har så travlt med vores hverdage, men når vi kan, så ses vi også og det sker så for fuld udblæsning af tåbelige indfald og høje mavekrampefremkaldende grineflip.

hh, hvor jeg glæder mig…

- og så er det gratis!

Juan Mann har en mission, som udelukkende går ud på at give et knus til de, som måtte trænge til det og hvem gør ikke det i denne fortravlede verden!?

Filmen rørte mig og hvis du nogensinde skulle se en kvinde gå rundt med et lignende skilt i hænderne her i Danmark, så er det bare mig, der er hoppet med på bølgen…

Jeg har sagt det før og jeg siger det hjertens gerne igen; ord har en vanvittig stor magt og en misforståelse af ord kan faktisk være endnu værre…

Her til morgen var der et løbende rend frem og tilbage i mellemgangen der findes imellem klasseværelset og gangarealet på skolen.

Forældrene stod tæt og hjalp deres børn og imens småtalte de hyggeligt med hinanden. Jeg selv stod og talte med en mor, som havde en baby på armen. Jeg smiler til den lille pige og får et stort retursmil tilbage og så sker det uundgåelige – jeg bliver lettere skruk og det udmunder sig, som sædvanligt i, at jeg spørger til babyens sovehjerte:

Mig – Vågner hun godt nok kun én gang om natten ?

Moderen – Ja, der har vi været heldige. Det er rigtig dejligt, men bare jeg får lov at få 3-4 timers søvn i streg, så er jeg nu tilfreds nok…

Mig – Det eneste som har holdt mig tilbage fra at få flere, er den forbistrede ødelagte nattesøvn. Jeg bliver som en zombie og mister overblikket…

Moderen – Jamen sådan har jeg det også, når hun er helt umulig, men jeg kender det jo fra tidligere, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til og man siger jo, at ikke to børn er ens.

Mig – Nå, så har du måske også fået tudet ørerne fulde med, at tredje gang er lykkens gang…

Og så griner vi lidt af det og går ind til hver vores skoledreng for at sige farvel.

For lidt siden passerede jeg en af de andre mødre. Vi hilser, som vi plejer, med et Godmorgen og da vi er nået et par meter forbi hinanden, vender hun sig rundt og smiler og siger:

Tillykke…

I disse tider, hvor det er enormt trendy at lave alting fra bunden, med egne hænder og hjerte, samtidig med at karriere, hus, børn og mand skal passes og hvor det mest forsvarlige er at vide, hvad der er i den mad vi putter ind i munden, så vil jeg godt lige have lov til at slå et slag for den ultranemme løsning også.

Tarteletter med høns i asparges fra pose.

Det er nemt, det smager udmærket, selvom det ikke er hjemmerørt, og så giver det os meget mere tid til at læse et godt eventyr bagefter uden at være dødtrætte og med fedtbefængt suppehønehår.

Ja ja, jeg er luddoven idag. Jeg indrømmer det blankt… ; – )

Det kan godt være Holstebro ikke er nogen stor by. Ihvertfald ikke i forhold til de helt store byer, men her er rigtig mange mennesker på alt for lidt plads.

Sådan føltes det ihvertfald, da jeg bevægede mig rundt inde i centrum idag og mit mål var sådan set bare at finde nogle pæne og gode bukser til lillemanden. Jeg fandt dem da også, men det blev dog en langvarig kamp med rundsave på albuerne, for at kunne komme frem og tilbage iblandt sildene i tønden og jeg havde ærlig talt helt glemt, hvor trættende sådan noget kan være.

Så nu er jeg endnu en gang blevet mindet om, hvorfor jeg så sjældent er at finde inde i centrum og jeg ved hvilket svar jeg skal gi’, næste gang nogen spør’ mig…

Jeg oplever, lige så ofte jeg fortæller, at jeg har en kæreste i rhus, lige så mange ens spørgsmål om, om det ikke er svært og hårdt at skulle undvære ham så længe ad gangen og hver gang må jeg gentage mig selv.

Jo, det er da svært tiltider og jeg kan da også savne ham, hvis jeg har oplevet noget, som kræver en puttefavn at tude ved eller bare gemme sig i, når det hele bliver for meget. Det er også svært, hvis jeg er i hyggehumør og har bagt kage og er mere end klar til at krybe sammen i sofaen med et tæppe, lidt hjerneudtømmende TV og en varm krop at ligge op ad eller hvis jeg har lyst til at gå en tur i skoven hånd i hånd og sådan kan jeg blive ved…

Men jeg prøver heller ikke bevidst at finde savnet frem i situationerne. Jeg prøver nærmest bevidst at tage det ganske afslappet og helt roligt, for jeg ser ham jo, når muligheden er tilstede. Om der så går 1, 2 eller 3 uger så accepterer jeg, at det er sådan det er, for jeg ved, at jeg ser ham før eller siden.

Vi har hver vores liv og hverdage som skal passes, hvert sit sted, og som situationen ser ud ligenu, så lever vi på polsk og klarer os fint på denne måde, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har kunnet se os sammen i en hverdag, for det har jeg mange gange og det jeg har set, har været rart og godt, men jeg higer ikke efter den.

Det har jeg gjort, men har også indset, at jeg befinder mig i en masochistisk tilstand af længsel og smerte, når jeg gør det, så derfor har jeg valgt at lade være og nu falder det mig nemmere end tidligere. Det kommer, når det kommer…
…

Men nu skal han jo rejse væk i 3 måneder. Hvad så ?

Så ikke noget. Han har rejsefeberen boende i sin krop og jeg vidste hvad jeg gik ind til, da jeg ville være hans kæreste, men helt klart, så har jeg da måttet kæmpe med den følelse af savn, allerede inden han er rejst, og det har uden tvivl været hårdt.

Det kan jeg så bruge til noget nu, hvor datoen for afrejse er nært forestående, for nu har jeg savnet så ofte, så jeg nærmest er blevet “immun”. Faktisk er jeg kommet dertil, at jeg tror på, det er sundt for os begge. Ikke fordi vi slider på hinanden, for det er da noget af det sidste vi overhovedet gør, men fordi der så er så meget mere at fortælle, når vi taler med hinanden igen.

Heldigvis har vi MSN, Skype og webcams, men jeg har aldrig været det menneske, som gider sidde stille på min flade r.. ret længe ad gangen og derfor vil det da heller ikke blive laaange seancer med lyd og billede, som kommer til at præge mine dage og aftener. Desuden skal han også arbejde og ud på oplevelser med sine rejsekammerater, så der er nok at tage sig til, fremfor at sidde og sludre over en computer og det tror jeg helt klart bliver sundt for os. Det bliver også i dén grad godt for ham at få afløb for den udlængsel, som gennemsyrer hans krop. Han bliver glad, det véd jeg…

…

At være langdistancekærester er et benhårdt arbejde, som kræver langt mere gejst og kæresterier på afstand, end et ganske almindeligt kæresteforhold gør. Der skal arbejdes meget mere intenst for at holde liv i gryden og interessen intakt og risikoen for, at en dominerende følelse af venskab, overtager følelsen af at være kærester, er i høj grad tilstede, hvis der ikke er de små ord, oplevelser, betænksomheder og berøringer, som styrker en samhørighedsfølelse. Den samhørighed, som meget hurtigt er eksisterende i et forhold, hvor parterne ser hinanden hver dag.

Det tager også længere tid at lære hinanden at kende og det er noget af det, som jeg personligt synes har været allersværest, ved kun at se hinanden sporadisk i løbet af en måneds tid. Der kan ligeledes komme følelsen af at være en smule overset, men den har heldigvis meget sjældent boet i min krop og det skyldes, at min kæreste er supergod til at have mig med i nogle af sine gøremål via sin mobil eller MSN, hvor han billeddokumenterer sin gang i rhus og undertiden også af de mennesker, som betyder meget for ham og er ved hans side. Så føler jeg, at jeg er med på sidelinien og det gør mig glad.

…

For et år siden havde jeg forsvoret, at jeg aldrig mere ville have en kæreste, som boede langt væk, men da jeg er et menneske i kontakt med mine følelser i såvel hjerte, som i mave, så kunne jeg også mærke, da pilen ramte mig og naturligvis havde jeg mine betænkeligheder af gammel skade.

Dem har jeg stadig en sjælden gang, når jeg føler at alting er så skide besværligt, men så hjælper det lige præcist at gribe knoglen og få talt om det der tynger. Bare dét, at føle sig hørt, hjælper forbandet meget og så er mit hjerte renset påny og pilen kan fortsætte med at bore sig ind, hvor det gør allermest godt…

Længe leve den kære Amor.

.. og som om det ikke er nok, så ligger hans strømper nu på sofaens armlæn og griner af mig og så kan jeg jo hurtigt lægge to og to sammen. Han er ganske enkelt smuttet i sine sko uden at tage strømperne på!

Der er eddermugme ikke noget at sige til, at han har svært ved at blive rask, den drønnert…