De rene linier
Når man har nået en vis alder og har været i flere forskellige parforhold og ikke mindst reflekteret over disse, så kommer man frem til en form for konklusion. Det gør jeg ihvertfald.
Denne konklusion opstår som følge af et udtalt behov for ikke at begå de samme fejl, som man gang på gang har knækket nakken på og det handler om at beskytte sig selv, for ikke at blive såret. Dér står man så og skal jonglere med to forskellige begreber, som meget gerne skulle ende op i en højere enhed, men det kan være rigtig svært…
Det er et spørgsmål om, hvor meget man vil give sig, hvor meget man er villig til at ofre sig for husfredens skyld og om man er villig til engang imellem at gøre noget, man dybest set ikke finder sig helt bekvem med. Det handler om at kunne finde toleransgrænsen. Den grænse, der varierer fra menneske til menneske.
Jeg har 3 længerevarende forliste parforhold bag mig og alle som én, har jeg evalueret og reflekteret på dem efterfølgende – nogle så mere end andre – og jeg har bestemt gjort mig nogle meget rige erfaringer. Jeg har dog ikke lavet plus og minuslister, så langt ude er jeg heller ikke, men jeg har erfaret, hvad jeg vil have og hvad jeg ikke vil have og mange af de ting jeg ikke vil have, står absolut ikke til diskussion. Dog er jeg heller ikke urimelig, for hvis jeg ser noget, som jeg véd kan justeres en smule til begges glæde, så er jeg naturligvis klar til at give det et kærligt puf med på vejen.
Som den kloge Dr. Phil udtaler, så kan man ikke skænde sig til en forandring, men man kan opmuntre og hjælpe med et smil…
Jeg har også lært at gå på kompromis; dog er det en disciplin jeg absolut kan blive bedre til at mestre, hvilket jeg også rigtig gerne vil, men det skal ikke være på bekostning af, at jeg gang på gang må skide mig selv højt og flot op og ned ad ryggen. Det gør jeg så heller ikke, men jeg skal lære at finde grænsen mellem det kan jeg mærke, at jeg absolut ikke vil og det vil jeg godt være med til engang imellem. Den såkaldte toleransgrænse.
Jeg vil helst ikke sammenligne mine tidligere parforhold med mit nye, men sommetider kan det ikke undgåes, at en hændelse kommer indover mig og får mig til at reflektere.
Hvad gjorde jeg sidste gang og gik det godt eller skidt ?
Alt dette gør jeg udelukkende for at gøre mit nuværende parforhold endnu bedre, end det jeg har prøvet før, for alting kan blive bedre, hvis bare vi er opmærksomme og virkelig VIL det og i den situation vi står i ligenu, med den geografiske afstand imellem os, så vil der uvægerligt komme situationer, hvor jeg tænker; det her har jeg sgu prøvet før og det SKAL bare lykkes denne gang. Jeg VIL!
Og hvad har det så at gøre med de rene linier, som overskriften så fint antyder…
Det handler kort og godt om, at jeg har et enormt udtalt behov for at have fuldkommen! rene linier i mit nye parforhold. Jeg gider ikke spilde min tid, som jeg så mange gange før har gjort, med gisninger, formodninger og ubesvarede spørgsmål. Jeg vil vide ALT, hvad der vides kan og jeg vil stille et hav af spørgsmål til min kæreste. Jeg vil vide noget om fremtiden, hans tanker, hans hverdag, hans venner, hans toleransgrænse og meget meget mere. Jeg er, mildt sagt, afhængig af de rene linier og da især, når vi har op til rigtigt mange byer liggende imellem os.
…
Der skal lægges masser af tid, omsorg, nærvær, vilje, åbenhed og kærlighed i et projekt som vores, når vi befinder os så langt fra hinanden geografisk, som vi gør og igen taler jeg af erfaring. Kærligheden skal næres for at kunne holdes i live, opmærksomheden skal være optimal og de små intense oplevelser vi har haft, er dem som skal holdes fast med hård hånd, for at have lidt at kunne finde frem på de aftener, hvor savnet gnaver rigtig grimt i hjertet.
Det kræver benhårdt arbejde at kunne holde gryden i kog og sådan er det. Jeg vidste hvad jeg gik ind til og handler derfor ud fra lige præcis de erfaringer, jeg har med mig i rygsækken…
…
Hele dette cirkus er naturligvis skabt på grund af min inderlige kærlighed til ham, manden som mit hjerte banker for. Skabt på grund af min vilje til at få vores drømme til at blive til virkelighed og sidst, men absolut ikke mindst, så er det enormt vigtigt for mig, at have helt funklende rene linier, inden han rejser væk i 3 måneder lige om lidt.
Nu spør’ du måske, om jeg nu også husker at leve og tage hver dag, som den gave det er, uden alle de spekulationer ?
Naturligvis gør jeg da det, men engang imellem er det rart nok at kunne reflektere og tage en snak om dét, som kan risikere at ligge og ulme i maven og i værste fald give grimme misforståelser.
Man skal ikke bare uden videre tage alting for givet, vel…
ons. 30 aug. 2006 kl. 14.38
Anita, hvis det er dig en trøst, så er jeg nu gift på 13. år efter et par år i pendulfart over store afstande … Vi ville begge kærligheden dengang, og det vil vi endnu!
ons. 30 aug. 2006 kl. 15.05
Jeg tror kun at det er godt, at der er rene linjer mellem hinanden. Usikkerhed skaber kun kaos og tvivl. Rene linjer betyder jo ikke nødvendigvis, at man ikke kan leve i nuet og nyde det fuldt ud.
Der skal slibes kanter af og andre vil komme til. Sådan vil det sikkert altid være, men derfor er det jo alligevel rart med en status. En indikator for hvor vi er på vej hen.
ons. 30 aug. 2006 kl. 15.42
Irene – det er dælme godt at høre og det gør mig glad at læse :)
Frederikke – åh de kanter. Sommetider kan man sgu skære sig på skidtet ;)
tors. 31 aug. 2006 kl. 13.50
Ha – rene linjer – det var den konklusion vi også havde truffet inden vi startede! Altså begyndte vi med at smide ALT på bordet – stort som småt – og forsøgte at vise os selv så uforskønnet og ægte som muligt. Jeg fortalte om topmave og lejlighedsvise bekvemme bomuldstrusser, tendensen til at virke åben uden rigtig at være det og mange andre meget personlige ting. Vi snakkede om sex – foretrukken frekvens, præferencer, og hvor mange tidligere partnere vi havde haft – om jalousi, og hvordan vi var og havde det med det ….
…og alt det, sammen med det faktum at vi havde kendt hinanden i en del år inden vi blev kærester (9 år faktisk…) tilskriver jeg en stor del af æren for, at vi idag har været kærester i 6 år og stadig er wylde med hinanden….
S – jeg er en stor tilhænger af rene linier – har selv prøvet det med at forlise, på grund af ting, der ikke blev sagt og grænser, der ikke blev meldt klart ud… (og det var OGS min skyld – ikke kun min ex).
Held og lykke med projektet ;)
tors. 31 aug. 2006 kl. 14.24
Nu er sagen så, om de dérsens rene linjer mon – hvis de overdrives – kan kvæle den MYSTIK, som trods alt OSSE er nødvendig i et parforhold. For man kan vel godt være tryg uden at kende ALLE hinandens tanker. Eller…?
tors. 31 aug. 2006 kl. 21.21
Lizelotte – jeg har det på samme måde som du. Dog er jeg fuldkommen ligeglad med ex´er (og jo, jeg ved godt der er en fortid og bla. bla., men JEG kan ikke bruge det til noget), men alle de andre aspekter i sandhedstimen kan jeg sagtens følge :)
Lommen – jeg er ikke den store tilhænger af mystikken. Den er fin nok i starten, men med tiden kan jeg sagtens blive ved at se det skidedejlige i manden, selvom jeg kender ham så godt, som hans egen bukselomme. Jeg vil vide ALT og jeg mener virkelig ALT. Jeg gider ikke at gå rundt og skulle gætte mig frem til, hvad den mystiske mand tænker og mener. Jeg føler mig først 100% tryg i det øjeblik, jeg kender ham helt ind til benet ;)
fre. 1 sep. 2006 kl. 13.16
Jeg synes min mand er rigeligt mystisk, selv med de rene linier … simpelthen fordi hans styresystem bare er kodet helt anderledes end mit, og jeg derfor ikke altid ved, hvad der kommer ud af ham på forhånd.
Det synes jeg så også er dejligt :-) og jeg kan bruge det. Til at måle og afprøve ting, jeg mener, op mod ham. Fordi han ikke tænker på samme måde som mig, får jeg en vinkel mere på tingene – og det er jo aldrig nogen skade til.
Når du snakker om nødvendig mystik, Lomme – så tænker jeg “at vade rundt i joggingtøj hele weekenden” – og der er så noget, vi går meget op i – nemlig at gøre os lidt lækre for hinanden. Ikke dermed ment at jeg skal stå op kl. 6 så makeuppen er klar til han vågner… men bare det der, at man ikke tager hinanden for givet, og ikke bare “gi’r slip” på alting. På den dårlige måde.
Jeg mener ikke, at man skal dele alle tanker. Men man skal kende hinandens værdier. Og man skal sige, hvis noget gør en ked af det, irriteret, tændt af … kort sagt, hvis noget fylder noget i ens verden. Sådan har jeg det ihvertfald.
Dermed ikke sagt at Bruno nødvendigvis skal indvies i, at jeg synes ham på nabokontoret har en urimeligt god røv, eller at jeg går og mangler en rød bluse med lige DEN udskæring…
puha, lang kommentar ;-)
fre. 1 sep. 2006 kl. 15.34
Lizelotte – jeg elsker dine kommentarer!
Du rammer jo hovedet på sømmet, så bliv endelig ved at være min egen øjenåbner… eller noget ;)
Jeg vil så også lige sige, at det naturligvis heller ikke er ALT på den måde (med at fortælle om den røde bluse, den gode røv og deslige) jeg vil vide og/eller fortælle min kæreste, men jeg vil lære ham så godt at kende, så jeg ved hvad der kan gøre ham ked og glad, frustreret og begejstret osv.
Du rammer endnu en gang præcist med din beskrivelse af, ikke at tage hinanden for givet. Man må sgu gerne gøre sig lidt ekstra lækker engang imellem, men naturligvis skal der også være plads til de dage, hvor man aldrig kommer i andet tøj end sin slåbrok.. eller slet intet tøj ;)
Jamen, vi er sgu så enige altså… :)
lør. 2 sep. 2006 kl. 10.28
Haha .. glad for, at du forstår hvad jeg mener, jeg synes selv, det var lidt uklart bagefter. Jeg tror også vi er meget enige!
HVIS nu vi havde været forskelligt køn (eller noget) ku’ vi sikkert være blevet fine kærester ;-)
Men måske Danmarks mest ud-over-det-hele og støjende par, har jeg på fornemmelsen :D
lør. 2 sep. 2006 kl. 10.45
Jamen lad os da bare slendre ned igennem Vestergade – hånd i hånd vel at mærke – og snævre for fulde næb. Sikke et umage par :-))
lør. 2 sep. 2006 kl. 14.07
Haha … mon vi er så umage igen når det kommer til stykket??
lør. 2 sep. 2006 kl. 14.18
Naaarj, vi styrer da for vildt! Dig og mig og vi to :D