Yngstebarnet er puttet godt tilrette under dynen og ældste er sammen med sine venner, så jeg har placeret min dertil indrettede i sofaen med laptoppen på skødet og nyder roen og freden.

Jeg føler mig godt tilfreds med vores indsats idag og kan nu, med største ro i sindet, forlade hjemmet imorgen og ikke skænke det en tanke før søndag eftermiddag.

Jeg sidder og bladrer igennem nogle af de blogs jeg følger med i på daglig basis og pludselig slår det mig, da jeg rammer ACQ´s blog, at jeg næsten kun kommenterer hos hende, når hun er glad. Sådan glad, så jeg kan mærke det ud igennem skærmen…

Dernæst begynder jeg at tænke på, hvorfor jeg aldrig skriver, når hun er ked af det. Måske er det fordi jeg ikke rigtigt kan finde ordene, der kan være markante nok til ikke blot at blive en frase…

Sådan har jeg det vist generelt, når mennesker er kede af det på deres blogs. Jeg siger ikke så meget, men det påvirker mig alligevel uanset, om jeg taler eller tier. Nogle gange siger jeg det ganske kort, men det sker sjældent.
I virkelighedens verden ser det derimod anderledes ud. Dér skal jeg nok være der, hvis alt går galt og jeg har mange ord på lager, hvis nogen henvender sig til mig med ønsket om et råd eller blot en mur at spille bold op ad.

Dér løber jeg aldrig tør for ord, hvis de er ønskelige, men i bloggens verden, den verden som måske nok er endnu mere hudløs ærlig tiltider, dér kommer jeg godt nok til kort, når andre menneskers krise kradser.

Det er ikke fordi jeg ikke vil, jeg ved bare ikke helt hvordan og så er det måske i virkeligheden bedre at holde mund… ???