- og lige på hovedet i seng.

Jeg kan simpelthen ikke mere for idag, så jeg vil trække mig tilbage og lade være at tænke på noget, der overhovedet kan minde om en fortælling, fra dagen der er gået.

Ganske kort, så er det gået rigtig godt og hvad der er gået godt,  kommer som bekendt ikke skidt tilbage og resten kan jeg skrive om imorgen.

Nu skal jeg se dyner… men først, trænger jeg lige til at tale lidt i telefon med kæresten…

Godnat og sov godt : – )

Idag bliver en dag så fyldt med gøremål.

Køleskab og skabe trænger til en opfyldning, der er en begravelse som skal forestå i eftermiddag og senere er der forældremøde på yngstes skole. Indimellem skal jeg selv gøres klar til det hele, yngste skal hentes på skolen og derefter hjem og have det fine tøj på og så er der mad som skal laves og konsumeres, inden aftenens møde starter.

Jeg har allieret mig med min mor som skal passe ham, så længe jeg er væk, så det glæder han sig naturligvis til. Det er altid rart at være alene sammen med Bedste og få al den dejlige opmærksomhed, som hun er så god til at give og jeg kan være vis på at komme tilbage igen til en glad og træt dreng og et hjem, som efterfølgende flyder med legetøj og spil, men som hun siger, så er det altså ikke oprydningen hun giver sin fulde opmærksomhed, når hun passer ham, men nemlig HAM og det er da så sandt… omend oprydning er det sidste jeg gider, når jeg kommer træt ind ad døren. Nå, men sådan er dét…

Idag er dagen før dagen og jeg er sikker på, at jeg imorgen tidlig vil finde fredagen og weekenden særdeles kærkommen, men inden da, er der lige nogle ting som skal klares…

Jeg må hellere se at komme igang. Hav en god dag derude : – )

Jeg ved, at jeg er blevet for afhængig af at blogge, når jeg læser en bog, hvor jeg ikke altid deler den samme holdning og straks tænker, at jeg virkelig mangler et kommentarfelt for at kunne give udtryk for mit synspunkt…

Når man har nået en vis alder og har været i flere forskellige parforhold og ikke mindst reflekteret over disse, så kommer man frem til en form for konklusion. Det gør jeg ihvertfald.

Denne konklusion opstår som følge af et udtalt behov for ikke at begå de samme fejl, som man gang på gang har knækket nakken på og det handler om at beskytte sig selv, for ikke at blive såret. Dér står man så og skal jonglere med to forskellige begreber, som meget gerne skulle ende op i en højere enhed, men det kan være rigtig svært…

Det er et spørgsmål om, hvor meget man vil give sig, hvor meget man er villig til at ofre sig for husfredens skyld og om man er villig til engang imellem at gøre noget, man dybest set ikke finder sig helt bekvem med. Det handler om at kunne finde toleransgrænsen. Den grænse, der varierer fra menneske til menneske.

Jeg har 3 længerevarende forliste parforhold bag mig og alle som én, har jeg evalueret og reflekteret på dem efterfølgende – nogle så mere end andre – og jeg har bestemt gjort mig nogle meget rige erfaringer. Jeg har dog ikke lavet plus og minuslister, så langt ude er jeg heller ikke, men jeg har erfaret, hvad jeg vil have og hvad jeg ikke vil have og mange af de ting jeg ikke vil have, står absolut ikke til diskussion. Dog er jeg heller ikke urimelig, for hvis jeg ser noget, som jeg véd kan justeres en smule til begges glæde, så er jeg naturligvis klar til at give det et kærligt puf med på vejen.

Som den kloge Dr. Phil udtaler, så kan man ikke skænde sig til en forandring, men man kan opmuntre og hjælpe med et smil…

Jeg har også lært at gå på kompromis; dog er det en disciplin jeg absolut kan blive bedre til at mestre, hvilket jeg også rigtig gerne vil, men det skal ikke være på bekostning af, at jeg gang på gang må skide mig selv højt og flot op og ned ad ryggen. Det gør jeg så heller ikke, men jeg skal lære at finde grænsen mellem det kan jeg mærke, at jeg absolut ikke vil og det vil jeg godt være med til engang imellem. Den såkaldte toleransgrænse.

Jeg vil helst ikke sammenligne mine tidligere parforhold med mit nye, men sommetider kan det ikke undgåes, at en hændelse kommer indover mig og får mig til at reflektere.

Hvad gjorde jeg sidste gang og gik det godt eller skidt ?

Alt dette gør jeg udelukkende for at gøre mit nuværende parforhold endnu bedre, end det jeg har prøvet før, for alting kan blive bedre, hvis bare vi er opmærksomme og virkelig VIL det og i den situation vi står i ligenu, med den geografiske afstand imellem os, så vil der uvægerligt komme situationer, hvor jeg tænker; det her har jeg sgu prøvet før og det SKAL bare lykkes denne gang. Jeg VIL!

Og hvad har det så at gøre med de rene linier, som overskriften så fint antyder…

Det handler kort og godt om, at jeg har et enormt udtalt behov for at have fuldkommen! rene linier i mit nye parforhold. Jeg gider ikke spilde min tid, som jeg så mange gange før har gjort, med gisninger, formodninger og ubesvarede spørgsmål. Jeg vil vide ALT, hvad der vides kan og jeg vil stille et hav af spørgsmål til min kæreste. Jeg vil vide noget om fremtiden, hans tanker, hans hverdag, hans venner, hans toleransgrænse og meget meget mere. Jeg er, mildt sagt, afhængig af de rene linier og da især, når vi har op til rigtigt mange byer liggende imellem os.

…

Der skal lægges masser af tid, omsorg, nærvær, vilje, åbenhed og kærlighed i et projekt som vores, når vi befinder os så langt fra hinanden geografisk, som vi gør og igen taler jeg af erfaring. Kærligheden skal næres for at kunne holdes i live, opmærksomheden skal være optimal og de små intense oplevelser vi har haft, er dem som skal holdes fast med hård hånd, for at have lidt at kunne finde frem på de aftener, hvor savnet gnaver rigtig grimt i hjertet.

Det kræver benhårdt arbejde at kunne holde gryden i kog og sådan er det. Jeg vidste hvad jeg gik ind til og handler derfor ud fra lige præcis de erfaringer, jeg har med mig i rygsækken…
…

Hele dette cirkus er naturligvis skabt på grund af min inderlige kærlighed til ham, manden som mit hjerte banker for. Skabt på grund af min vilje til at få vores drømme til at blive til virkelighed og sidst, men absolut ikke mindst, så er det enormt vigtigt for mig, at have helt funklende rene linier, inden han rejser væk i 3 måneder lige om lidt.

Nu spør’ du måske, om jeg nu også husker at leve og tage hver dag, som den gave det er, uden alle de spekulationer ?

Naturligvis gør jeg da det, men engang imellem er det rart nok at kunne reflektere og tage en snak om dét, som kan risikere at ligge og ulme i maven og i værste fald give grimme misforståelser.

Man skal ikke bare uden videre tage alting for givet, vel…

For kort tid siden sagde jeg Ja tak til tilbuddet om at få denne side hostet af samme server, som også varetager Blogbottens virke, så når jeg ikke kan få adgang til Botten, så kan jeg automatisk heller ikke til min egen og så er det da først, skrivetrangen melder sig.

Underlig reaktion…

Men nu er det jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget, for selvom jeg kan tillade mig at sidde herhjemme på min flade, med god samvittighed, så behøver det jo ikke at være ensbetydende med, at jeg ikke gider at beskæftige mig med én eller anden form for aktivitet og så er det, at kreativiteten skal tunes ind og gerne på noget, der kan kombinere det praktiske med det fornøjelige.

En have har jeg ikke, så ingen jord under neglene og på knæene til mig. Mit hjem er egentlig også i topform, så heller ikke dér kan jeg sætte kræfterne ind (så skulle det da lige være for at høre Vivaldi, men det kan jeg jo under alle omstændigheder gøre alligevel…) og vasketøjet kan jeg ikke få gjort kål på før på fredag.

Hvad skal jeg så tage mig til…

Denne lille blogpause udmøntede sig til sidst i en god omgang oprydning af foretrukne links. Mange mange af dem blev kasseret lodret, hvor endnu flere fik lov at leve. Mapper blev slettet og andre skabt og der blev sorteret og gjort ved, så nu fremstår linkrullen så fin, frisk og opdateret, som den kan blive.

Og lad det så være en lille øjenåbner til mig selv om, hvor meget tid jeg egentlig bruger hver eneste dag på den Bot!

- ville det være rart med lidt ro i ørerne
- ville det være skønt at blive nusset på ryggen og i håret
- ville jeg ønske, jeg sad på en terasse med kaffe, tæppe og solnedgang
- drømmer jeg alt alt for meget om at købe et hus
- savner jeg så meget, så jeg er ved at vænne mig til det
- gør det mig også lidt for hård udadtil
- ville jeg ønske det allerede var fredag
- ville jeg ønske at begravelsen af min bedstemor var overstået

Ligenu trænger jeg vist bare til at smide mig tilbage i sofaen, drikke min kaffe, se et enkelt TV-program og så fise på hovedet i seng bagefter.

Den er iøvrigt fyldt med velduftende nyvasket sengetøj, så med ren røv at trutte i, så er jeg meget nem at lokke ; – )

Nu og da, så sker det, at jeg ankommer til smilets by en smule tidligere, end kæresten har fri til og så handler det naturligvis om at gøre sig det mageligt i den ventetid der forekommer og som godt kan strække sig til et par timer eller så.

Jeg har da vist også, med tiden, fået gjort mig til stamkunde et par steder i… sorry… på Trøjborg, men nu har jeg fundet en god grund til at være farisær. Lynfabrikken ser ud til at ville kunne underholde mig godt og så ligger det ikke mere end en spytklat fra bæjbens arbejdsplads.

Så kan det da ikke blive ret meget mere hyggeligt altså…

- og ikke en skid andet!

De er hverken børn eller mennesker generelt og er ikke skabt til at bære klædestykker. De har deres egen natur og jeg har stadig aldrig lært at forstå, hvorfor i alverden der skal laves om på det.

Sommetider ryster jeg på hovedet over den måde, hvorpå dyrene nærmest menneskeliggøres, men det her må da godt nok siges at være toppen af galskab.

Helærli’ hvor pokker gik det galt…

- hvor føles det bare helt forkert at have et par strømper på igen!