Min mor har en meget bred musiksmag og engang imellem hænder det, at vi ligefrem deler den, men i øjeblikket elsker hun altså en helt bestemt sang med hele sit bankende hjerte og i starten vrængede jeg næse, men nu må jeg overgive mig. Ikke fordi jeg kan lide lyden, men mere fordi den minder mig om alt det gode fra min barndom.

Den får mig til at mindes alle de søndage, hvor min far fløjtede pivfalsk og min mor klædeligt nynnede med. Måden, hvorpå hun stampede i takt med musikken, forplantede sig i stuegulvet og direkte ind i min krop, som kvitterede med at bruse over af barnlig lykke, for så vidste jeg, at ingen var uvenner og alt var i den skønneste orden.

Den sang kan jeg ligenu lytte til i radioen og jeg kan tydeligt høre min mor synge med for fuld hals og jeg får gåsehud af en tilbagevendende barnlig lykkefølelse…

Måske skulle vi ligefrem synge den i trio, for min søsters stemme og min står ualmindeligt godt til hinanden og med mors lige i halen, så tror jeg sgu ikke det vil gå helt galt.

Det skal prøves næste gang vi er samlede og lytter til den, men allerførst skal jeg lige lære teksten udenad ; – )