- og op hun fløj. Helt op til skyerne og den blåblå himmel og dét med en så rasende fart, så man skulle tro hun havde ild i røven. Nåja, lidt heks er hun jo og det var da også derfor vi gav hende en kost i fødselsdagsgave sidste år, men denne gang HAVDE hun virkelig ild i røven.

Hun fløj derop med støttevinger på og en heftig motor i den fine Boing 737 og jeg er dødhamrende misundelig på flere måder.

Misundelig, fordi hun ligenu er i KBH hos vores familie. De mennesker, som jeg ikke har set siden min mormors begravelse for nogle år siden og for fanden, hvor jeg dog savner dem ligenu. Hele bundtet! Men jeg tager revance, det gør jeg bare, og det bliver om ikke så længe og så vil jeg også have vinger på og ild i røven.

Jeg er også misundelig, fordi hun fik den flyvetur, jeg så gerne ville have haft.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg elsket at flyve og mine forældre tog os gerne med ud på sådanne ture flere gange om året, så jeg har bestemt fået mine flyveture siden barnsben. Dog har jeg så også fået min del af den grimme flyvetur og det blev så den sidste gang jeg satte mig op i en monstermaskine – indtil videre.

Det skete for nogle år siden, hvor trimmeren til flyet røg sig en tur. Kort fortalt, så er trimmeren den del af flyveren, som skal sørge for en behagelig op og nedtur. Det er den der skal sørge for, at flyet ikke tipper fra side til side og laver numre, som får folk til at brække sig og den blev altså pludselig defekt, da vi svævede rundt deroppe i flere kilometers højde.

Det gav dog ikke brækfornemmelser, men nærmere det der var værre; at se døden i øjnene på få sekunder, da snuden pludselig vendte nedad og jorden kom forbandet tæt på i en rasende fart. Der blev tippet, der blev bumpet og der blev stortudet, da vi endelig landede og vi fandt os selv i levende live.

At hele sikkerhedssystemet, som altid går igang når der er krise i luften, stod parate på landingsbanen med blå blink og bårer, gjorde ikke oplevelsen mindre dramatisk, men vi kom ned og heldigvis allesammen med skindet på næsetippene og magen til rædselsfuld og skrækindjagende flyvetur har jeg aldrig nogensinde i hele mit korte liv været på.

Få dage efter kunne vi på Discovery se, at et fly havde haft de samme problemer og da overlevede ingen!

…

Det tager tid at konsumere en sådan oplevelse og indtil videre har det taget mig noget der ligner 7 år, men idag, da jeg sad i ankomsten og spejdede ud mod landingsbanen og ventede med kriller i hele kroppen og lyttede til alle de mange lyde, kun for at genkende denne ene lyd af flymotorer, og dengang den endelig kom tilsyne og jeg stod klinet fast til ruderne og kiggede ud på den fine hvide blanke Boing 737 – da vidste jeg, at jeg atter var klar til at få vingerne på og flyve langt langt op i den blåblå himmel.

Jeg vil simpelthen afsted igen og det kan ikke gå hurtigt nok nu…