Slendreturen i gågaden var aldeles indbringende. Ikke så meget i materielle goder, som i morskab og hygge.

De glade hilsener fra stodderne på Bænken lød højt og larmende, da vi gik forbi og én af dem genkendte mig fra mit tidligere arbejde på værestedet.

Dog blev det ikke til så meget sludder idag, da jeg havde ungerne med, men yngstes tatovering på armen blev dog rost til skyerne og spritternes brune lædrede arme, fyldt med tattooes, fik han da også lov at se.

Lidt senere mødte vi en anden stodder, som bestemt mente yngste skulle have én af hans ballondyr, så han begyndte at puste og puste, til hans spritnæse blev mere gasblå end sædvanligt, og han nåede lige akkurat at overrække sabel-ballonen til knægten, inden cykelbetjenten nåede hen til ham. Dér var vi heldige…

Hovedet på sømmet blev dog slået, da vi sad og spiste is og yngste fik øje på BS og hans lille familie og spontant, og lidt for højt, udbrød med skinger stemme:

” Seeee… det dér ligner da BS!!! ”

For fanden, jeg ku’ have gravet mig ned, men heldigvis var manden åbenbart så vant til det, så han bare kvitterede med et smil, hvorefter han tog sin dreng i hånden og slendrede videre nedad strøget.

Alt i alt en superdejlig dag med unger, høj sol, glade mennesker og en forbandet masse tyskere med kæmpestore hunde.

Energien er vendt tilbage og jeg tror jeg kan klare hele verden – nåja, så ihvertfald min egen verden da, men det burde vel egentlig også være den verden, som er lettest at færdes i ligenu.

Vi er nybadede, finpudsede og har taget det renvaskede sommertøj på og lige om lidt indtager vi så byens gågade i håb om lidt frisk luft, en uforskammet stor vaffel-is og endnu en dag med mor-børn hygge fra morgen til aften.

Det ER sgu da den rene sukkerferie det her ; – )

- hvor kummefryseren valgte at stå af
- hvor gulvet efterfølgende sejlede i vand
- hvor jeg øv og ærgerlig måtte smide alt for mange penge ud i skraldespanden
- hvor jeg har smadret to glas
- og trådt i skårene
- hvor jeg har haft den ondeste hovedpine længe
- hvor jeg har været i et PMS-lignende humør
- hvor jeg har savnet min kæreste alt for forbandet meget

… så har lyspunkterne dog også været at finde…

- jeg har fået sagt min mening
- jeg har fået god og konstruktiv respons
- jeg fik reddet alle mine ribs
- min ribsgelé var vellykket
- jeg fik nogle gode snakke og grinere med Frederikke
- og nogle med ungerne
- og nogle med kæresten

… og dagen er ikke engang forbi endnu. Jeg tror alligevel den vælger at vise sig fra sin gode side – men kun fordi jeg vil!

ldste er ude, yngste sover og sofaen kalder højt og insisterende på mig. Der er stadig 4 film at se, så resten af søndagen skal bruges med stængerne oppe.

Hav en god aften : – )

Når jeg vender blikket mod østvinduet, så pakkes der biler og jeg ser børn, som søvnigt gnider sig i de trætte øjne.

Kigger jeg mod vestvinduet, så ser jeg biler som ankommer og tunge kufferter der hales ud af bagagerummene og hvis jeg nu ser ganske nøje efter, så synes jeg at kunne ane et par mundvige, som peger nedad…

Det er snart hverdag for de fleste, men ikke for os. Vi har stadig 14 dage tilbage af ferien som skal nydes. Vi skal sove længe, når ellers yngstebarnet giver os lov, og så er der også en enkelt voksenweekend til mig, inden det går løs med hverdagen igen.

Jeg har iøvrigt købt mig en bog, jeg aldrig troede jeg skulle eje, men i et øjebliks trang til opdatering på skole-barn fronten, gav jeg gladeligt den halvtredser, som bogen kostede i butikken.

Selvom jeg har prøvet det hele én gang før, så er det ingen skade til at bruge af egne og andres erfaringer og så har jeg endda hele 14 dage til at lære min lektie…

- og jeg gjorde det for første gang i min tid som blogger og nu sidder jeg desværre med følelsen af, at jeg aldrig skulle have gjort det…

Flere gange har jeg takket pænt nej, når nogle har spurgt efter et interview og måske har jeg nok haft lyst til at give mit bud på, hvad jeg får ud af at blogge, om jeg inspireres og hvad jeg personligt synes er en god blog, men jeg har aldrig haft den enorme lyst til at kaste mig i grams med aviser, radio og studenteropgaver. Iøvrigt har jeg heller ikke altid haft det fornødne overskud og den nødvendige ro til at kunne fordybe mig helt og fuldt i sådan en opgave, så jeg har for alle parters skyld meldt pænt fra.

Der har heldigvis været andre som havde lysten og overskuddet og som også har givet supergode bud på, hvad der var godt for dem og hvordan hele blogscenen hænger sammen ret generelt og jeg har fornemmelsen af, at der har været et godt og solidt research bag de artikler, som har kunnet understøtte forståelsen af fænomenet – at blogge.

Igår var det så min tur – igen. Jeg måtte endnu en gang tale lidt for og imod med mig selv, da Politiken spurgte efter et interview til en stor artikel i weekendudgaven.

Hvad kunne der ske ved det ? Jeg er jo at finde herude i blogspace og alle jeg omgiver mig med ved, at jeg blogger. Også at jeg sommetider blogger om dem, så jeg har intet at skjule og skriver altid noget, jeg sagtens ville kunne sige til et andet menneske face to face, så alt i alt var der ingen tvivl i mit sind og jeg gav mig derfor i kast med at besvare spørgsmålene, der var blevet stillet.
Gode spørgsmål – rigtig gode faktisk…

Jeg koncentrerede mig dybt, brugte min tid godt og tilsidesatte ovenikøbet, for en stund, mine børn til fordel for de gode spørgsmål. Jeg følte, jeg gjorde mig umage, så resultatet også blev iorden, men jeg kunne samtidig mærke deadlinen ånde mig tungt i nakken. Journalisten var lidt for sent ude med sin mail, så det betød, at der skulle arbejdes hurtigt i et jævnt og uforstyrret flow…

Alt i alt afleverede jeg det, jeg var blevet bedt om relativ kort tid efter jeg modtog mailen og så var det jo sådan set bare at vente på avisen, for lidt spændt var jeg da på at se, hvad han kunne få ud af det – men var der det mindste lille ord med af mit arbejde i artiklen ? Nix!

Fuldkommen spildt arbejde og ja, jeg er sgu lidt sur over det. Jeg føler mig til grin over at være én af dem som fik standardmailen med de fine roser. Jeg føler mig til grin over at have solgt mig selv – sådan føles det – og jeg har nu stukket min snotnæse frem én gang for meget, men man lærer jo af sine fejltagelser og dette bliver så sidste gang, jeg leger medieluder med den brogede tabloidtjeneste.

Jeg skulle have lyttet til de som mente, der var useriøsitet at spore fra starten. Jeg skulle have lyttet til mig selv og min første indskydelse. Jeg skulle kort sagt bare have sagt Nej tak; akkurat som jeg har gjort alle de andre gange.

Det er fandme surt at føle sig til grin på den her måde. Helt ærligt…

PS. hvad jeg mener om artiklen ?

Det burde være let at gætte sig frem til og nej, det var IKKE fordi mit interview ikke kom med, men netop fordi jeg mener, at journalisten har lavet en lidt for tynd artikel som ikke viser, hvor nuanceret blogverdenen virkelig er.

Hvad blev der af de politiske blogs (det ER jo trods alt Politiken vi læser) og hvad blev der af de store holdningsmættede blogs, ligesom interessebloggen og nyhedsbloggen.

Ja, jeg spør’ bare, for der har da været nok at vælge imellem… ???

I øjeblikket ser vi på de stakkels faldne engle – også kaldet dæmoner.

Grimme og frådende viser de sig frem og tror de er almægtige på denne grønne jord og forsøger med destruktiv opførsel at udrydde alt godt, men de taber også altid i den sidste ende… det ved vi jo og det skal vi altid huske på.

På bedste manérer træder en højere kraft frem og tvinger det onde helt i knæ. Sådan går det jo og det onde må vige til fordel for det gode og heldigvis for det.

Ingen kan udholde at leve et liv i evigt mørke og således startede vi vores Gyseraften i sofaerne med dynerne godt trukket op under næserne.

Heldigvis endte alting godt i den første film – også selvom den er baseret på en historie fra det virkelig liv.

Dæmoner… det virkelige liv… hmm…

Nu jeg er så godt igang med at være med på beatet, så træder jeg endnu et skridt frem og beder om et plastickort mere.

De helt unge mennesker siger det skulle være så nemt og så godt og slet ikke dyrt, så jeg føjer endnu et plastickort til min voksende samling og erhverver mig nu også et fra Blockbuster.

Der skal lejes film og købes snolder til iaften. Der skal hygges igennem, nu da ældste ligefrem har droppet en fest hos sin nyeste flamme, til fordel for mors store bløde sofa, så det skal da i dén grad fejres på én eller anden måde.

Faktisk har hun været her siden torsdag og jeg mener HER! Ikke ude hos Gud og hver mand, venner og veninder, men derimod lige her, hvor vi andre er.

Det er længe siden, så vi husker at nyde det, sålænge det nu varer ; – )

Selvom sollyset giver mig de nødvendige og gode vitaminer og normalvist også plejer at kunne live mig gevaldigt op, så kniber det godt nok lidt med energien idag.

Indrømmet, jeg er ualmindelig tung i hoved og krop og føler jeg hæver op allevegne på grund af varmen. Også selvom det faktisk ikke er slet så varmt idag, som på de øvrige der lige har været, men det er nok til, at jeg føler mig lukket inde i en glasklokke.

Heldigvis er det så lørdag og denne dag kan bruges til, så godt som, ingenting af fornuft. Spørgsmålet er så bare om ungerne er enige med mig…

Jeg må nok hellere hoppe på Enaxin vognen igen, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at følge deres tempo ; – )