Når nu solen lader til at ville svigte mig i aften og mit sind trænger til at mildnes ovenpå en bitter erkendelse, så passer det som Hans i Grete, at der ligenu kører sødsuppe af bedste karat i fjerneren.

Jeg er i fuld gang med filmen og mærker, hvordan jeg afslappes yderst som inderst…

- mor er skuffet. Meget skuffet!

Af alle mennesker, hvor kunne du så ? Hvordan kunne du få dig selv til at bryde vores aftale ?

Var det lige behændigt at lade denne ømfindige fortælling, som kun hørte til indenfor vores rundkreds, sive ligeså stille ud, da der alligevel ikke var andre emner at tage fat på omkring middagsbordet… nåja, jeg var der jo heller ikke til at kunne sparke dig HRDT! over skinnebenet, fordi du fortalte det, så det ville jeg jo nok slet ikke opdage, når nu jeg ikke var der i egen persona.

Det er ret sandsynligt, at jeg heller ikke ville have opdaget det – hvis altså ikke det var fordi du endnu en gang skød dig selv i foden idag og lod mig vide, at du ikke kunne holde din kæft overfor andre.
Og så vil jeg skide højt og flot på, hvem disse andre så end er og om det er levende eller døende. Har man en aftale, så har man en aftale! Færdig punktum!

Gad vide, hvor meget der egentlig er røget ud igennem tiden, som kun har hørt til hos os. Puha, jeg tør slet ikke tænke på det…

Min tillid er som borte med blæsten. Det gør ondt af helvede til, men nu ved jeg, hvor jeg har dig og hvilke forholdsregler, jeg er nødt til at forholde mig til.

Kort og godt; jeg skal bare holde min kæft, så kommer det aldrig videre i systemet. Det burde være så uendelig let at praktisere, så det er det jeg gør nu.

Det’ fandme ærgerligt og mor er dybt skuffet. Hellige løfter og brudte aftaler og i Guder, hvor jeg dog hader det af et godt hjerte…

PS. for god ordens skyld skal jeg nævne, at dette indlæg IKKE handler om min kæreste. Så behøver ingen at spekulere på og evt. snakke om dét.

Når jeg ser, hvad himlen formår af maleriske kunster og får solnedgange, som denne, serveret flere gang om ugen i sommerperioden, så burde det være forståeligt, hvorfor jeg elsker min altan så højt. Forståeligt, hvorfor jeg elsker at trække derud med min kaffe, mine smøger og nu også min bærbare om aftenen, når alt ånder ro og fred og jeg har styr på tropperne i hjemmet. Hvorfor, jeg blir’ så stille.

Jeg elsker den stilhed der kommer, når solen går ned over byen og jeg glæder mig allerede til i aften…

[site:/2006/03/29/jeg-er-blevet-besat|Engang|Min "Gulerod"], da [http://stumbleupon.com|det|StumbleUpon] var spritnyt og enormt spændende, da stumblede jeg, såsnart jeg kunne komme afsted med det. Det gør jeg sådan set stadig, altså stumbler, men idag kan der sagtens gå flere dage imellem jeg trykker på knappen.

Dels er det fordi jeg har flere jern i ilden nu, end tidligere, og dels er det fordi jeg næsten føler at have set de fleste sider derude… men det passer jo ikke helt, for der er stadig millioner af sider at gå på opdagelse i og masser af læsestof at hente, men når jeg ender op med at havne på de samme sider igen og igen, så føler jeg det er på tide at tage en god lang pause.

Jeg har fundet mange sjove, spændende og særdeles brugbare links. Jeg har købt mig fattig i luftkasteller og plantet spirende drømme i knolden på mig selv. Jeg er blevet en smule klogere på fortid, nutid og fremtid og har du lyst til at se, hvor jeg blandt andet har været, så slå et smut forbi min stumblerprofil (klik på Pages).

Her har jeg givet en thumbs up for de sider, jeg gerne vil vende tilbage til, men jeg advarer; der er mange! Helt nøjagtigt 141 links, dog fordelt i forskellige kategorier, så det er lettere for dig at bladre.

Rigtig god fornøjelse.

På nettet findes der et hav af sider med søde og sjove billeder af dyr og jeg ved ikke med dig, men jeg har det efterhånden sådan, at jeg virkelig gerne vil have lidt mere end bare billederne at muntre mig med.

Jeg har nu fundet det, jeg har skreget af grin og det kan også blive dig, hvis altså du er til sådan noget. Find ud af det her

På den lange vej [site:/2006/06/25/fornemmelse-for-sommer/|hjem til mormor|Søndag hos kærestens mormor], kom vi forbi massevis af hyldetræer fyldt med de smukkeste hvide og velduftende blomster.

Faktisk så overraskede det mig at se, hvor mange af sådanne træer der egentlig findes i den danske natur, for når de blot står derude uden blomster eller bær, så lægger jeg ikke det fjerneste mærke til dem.

For hvert træ vi passerede, udstødte jeg et dybt suk og lovede så mig selv højt og helligt at vi, på tilbagevejen, skulle finde et sted, hvor hylden ikke stod lige ud til vejen og hvor vi ville kunne plukke med god samvittighed, uden at få trafikkens giftstoffer ned i maverne.

Den plan røg sig så lige en tur sammen med den sene frk. klokken og jeg brød mit løfte til mig selv, men jeg var lynsnar og skabte derfor hurtigt et nyt løfte; i denne uge ville jeg køre ud og lede efter hyldetræer, som ikke var forurenede og som skulle være nemme at nå, for sådan et lillebitte kræ som jeg.

Jeg har ikke været derude endnu, men jeg kan stadig nå det. Ugen er endnu ikke omme, så det må blive én af mine weekendprojekter med ungerne; at gå på jagt efter den rene fine hyld, så vi kan komme igang med at fremstille den søde parfumerede læskedrik. Lidt senere ved vi så, hvor vi skal finde bærrene. De smager endda endnu bedre, så vi kan kun glæde os.

Lad os bare se at komme i sving. Det kan ikke gå hurtigt nok…

[http://neurox.dk/|Han|Ham den dejlige] har svunget pisken over mig de sidste timer og det er ikke gået stille for sig, skulle jeg hilse og sige.

Dog er det alligevel foregået på den lydløse langdistance måde, så vi i hver sin ende har kunnet sidde og henholdsvis grine og græde, men det har i dén grad været lærerigt – for mig! Også selvom han selv tog den største tørn og lod mig være med, med de små forklarende stikord på sidelinien, når det gjorde rigtig ondt!

Nu er min hjerne nedsmeltet. Den kan næsten ikke rumme mere og seancen er ikke engang slut endnu. Der er masser af ender at gå i krig med, men jeg er kommet til det punkt, hvor snerten rammer hårdere og hårdere, selvom [http://neurox.dk/|han|Web-sadisten] forsøger at gøre det så blidt og skånsomt, som overhovedet muligt, men jeg kan simpelthen ikke mere.

Mærkerne ses ikke på overfladen, men bagom det hele er forandringen at spore og især, hvis man er webnørd.

Moccapigen.dk har være underlagt en sådan slavepisker af en webnørd idag, så alt er foregået bag kulisserne og små ændringer er trådt i kraft rundt omkring. Jeg tror det kaldes kodesprog og plug-ins (hmm…) og så er designet pudset en smule mere af.

Hold da kæft, hvor er jeg glad for min webnørd altså…

Hver morgen, helt uden undtagelser og når jeg selv får lov at bestemme, indtager jeg, som noget af det allerførste inden noget som helst andet, et stort glas iskoldt vand tappet direkte fra hanekilden.

Det har jeg gjort lige så længe jeg ellers kan huske tilbage og jeg vækker på denne effektive måde alle cellerne i min krop og føler mig lynhurtigt mere frisk, end hvis jeg havde startet dagen (kl. røv om morgenen) med en kop kaffe. Den kop kommer altid lidt senere…

Men imorges var der bare ingen vand!
Intet andet end nogle små sprut og sprøjt og så en afsluttende luftig lyd. Det var, hvad der kunne tvinges ud af hanen og jeg var desperat.

Ikke så meget fordi jeg så konsekvensen af den morgenvask vi måtte undvære, herregud, jeg kunne jo bare tage en vaskeklud med hen i børnehaven og så låne lidt af deres til yngstebarnet, men mere fordi min krop skreg på indvendig fugtning med aqua. Min afhængighed af dette morgenritual er så massiv, at jeg næsten går i koma og slendrer rundt som en anden zombie, indtil jeg kan få mit vand.

Og så siger de, at det skulle være kilden til evigt liv… ja ja, min bare r.. og hvad så, når kilden slet ikke fungerer!

Eftermæle: der foretages i øjeblikket renovationer i lejlighederne her på stedet og et eller andet fjols, uden sans eller respekt for andres morgenritualer, var kommet til at lukke den forkerte hane.

Det’ fame dårlig humor altså…

Efter en dag, hvor jeg nærmest har ligget vandret i luften det meste af tiden, dog lige med undtagelse af mine små kaffepauser for ikke at segne, så er der noget ekseptionelt FEDT ved at kunne erklære mig selv fyraften.

Denne foregår nu i havestolen ude på altanen med den bærbare i skødet, en kop kaffe balancerende på kanten af altankassen, en smøg i mundvigen og solen lige direkte i ansigtet.

Sådan skulle de fleste dage nu altså afsluttes. Dog mærker jeg, at jeg lige mangler prikken over i´et; kæresten der sidder ved min side med sin egen blærbare og et overskudskys i ny og næ.

Mnnn…