Indretning
Lige siden vi flyttede ind i lejligheden, har ældstebarnets værelse lignet noget der var løgn (efter min ydmyge mening). Hun har ikke selv haft den store interesse i at rydde op, forny og udvikle, så ligenu er det en blanding af et rodet teenageværelse og et opmagasineringsrum med de flyttekasser, som aldrig blev pakket ud og som måske i virkeligheden indeholder ting, der enten skal smides ud eller vippes ned i kælderen.
Nu har hun imidlertid, og efter en alvorlig samtale igår, bedyret, at det nu er på tide at indrette sig, så det går vi igang med idag. Kasserne sættes i kælderen, der skal ryddes op med grov hånd og ligeså gøres rent og så tager vi ellers på turné rundt til de forskellige genbrugsbutikker. Vi må kunne støve en rimelig brugbar sofa op, samt et pænt bord og resten kommer så hen ad vejen.
Mit helbred er langt fra optimalt, men jeg har talt og lovet (måske en smule over evne) og sådan må det være. Tiden på efterskolen er snart forbi og så synes jeg ærlig talt det er på tide, at få bragt orden i gemakkerne, så her er noget rart at vende hjem til om ganske kort tid.
Formiddagstimerne skal nu bruges til den rendyrkede afslapning, inden det går løs på trapperne.
Update: Operation Indretning er udsat til weekenden, da ældste ikke mente, det ville være helt forsvarligt at sætte sin ynkelige mor i denne fysisk belastende situation. Behøver jeg sige, at jeg bestemt ikke modsatte mig noget som helst…



























ons. 31 maj. 2006 kl. 11.34
Det må man da kalde en omsorgsfuld datter ;-)
God bedring…
ons. 31 maj. 2006 kl. 11.40
Hendes iver efter at komme igang var stor, men dog ikke så stor, at hun ikke kunne vente på mig.
Tak skal du ha’ Stina :)
ons. 31 maj. 2006 kl. 15.05
Du skal også have rigtig god bedring herfra :-)
Med hensyn til datteren er hun så ikke snart så gammel, at hun snildt selv kan ordne det værelse ???
På den anden side så er det vel også smadderhyggeligt ;-)
ons. 31 maj. 2006 kl. 15.44
Tak skal du have :)
Ork, planen var skam ikke at jeg skulle gøre det alene, men at vi skulle hjælpes ad. Der må være grænser for galskaben ;)