Efter en nat, hvor jeg flere gange troede jeg skulle dø (næsten – eller noget) på grund af snot, hoste og rædselsfulde mareridt, så viser det sig nu, at jeg lever. Ikke ligefrem i bedste velgående, men dog gående, så det er vist godt nok.

Ja, det er da meget muligt at jeg pylrer, men man skal skam ikke spøge med en god gedigen og rigtig ondsindet forkølelse, som rigtigt kan sparke benene væk under den, som ellers står godt. Det kræver nemlig sin helt egen unikke ynk og denne skal helst være højlydt, for at kunne kompensere for alle de mangler og elendigheder sygdommen medfører, så sådan blir’ det. Ynk ynk ynk…

Nå, men hvad der måske er endnu værre, så slås jeg ovenikøbet med en lille dårlig samvittighed, for selvom yngste meldte sig rimeligt klar på banen imorges og ville i børnehaven, så var det ikke helt uden skrubler, jeg sendte ham afsted. Han er nemlig også forkølet, dog ikke på den onde måde længere, men alligevel så snottet, så jeg overvejede, om ikke han ville have haft godt af at være hjemme et par dage til, men den unge mand var ikke helt enig med mig.

Han var klar til pudekamp, cykling på bakkerne og afslapning i hængekøjen og hvis der bliver det mindste, så ringer de vel efter mig og indtil da, så vil jeg dyrke egenomsorgen så groft, så jeg ligefrem kunne gå hen og blive rask af det!

Nu skal det sgu være. Ikke mere syllerpyller herfra. Roger over.