Det er en stor dag idag. Det har jeg lige bestemt. Plastickopperne gemmes langt væk og kaffen skal igen drikkes af krus og kopper. Det kommer ikke til at gå stille af sig, det vil jeg godt garantere.

Søb, sip og skååål…

Lige siden vi flyttede ind i lejligheden, har ældstebarnets værelse lignet noget der var løgn (efter min ydmyge mening). Hun har ikke selv haft den store interesse i at rydde op, forny og udvikle, så ligenu er det en blanding af et rodet teenageværelse og et opmagasineringsrum med de flyttekasser, som aldrig blev pakket ud og som måske i virkeligheden indeholder ting, der enten skal smides ud eller vippes ned i kælderen.

Nu har hun imidlertid, og efter en alvorlig samtale igår, bedyret, at det nu er på tide at indrette sig, så det går vi igang med idag. Kasserne sættes i kælderen, der skal ryddes op med grov hånd og ligeså gøres rent og så tager vi ellers på turné rundt til de forskellige genbrugsbutikker. Vi må kunne støve en rimelig brugbar sofa op, samt et pænt bord og resten kommer så hen ad vejen.

Mit helbred er langt fra optimalt, men jeg har talt og lovet (måske en smule over evne) og sådan må det være. Tiden på efterskolen er snart forbi og så synes jeg ærlig talt det er på tide, at få bragt orden i gemakkerne, så her er noget rart at vende hjem til om ganske kort tid.

Formiddagstimerne skal nu bruges til den rendyrkede afslapning, inden det går løs på trapperne.

Update: Operation Indretning er udsat til weekenden, da ældste ikke mente, det ville være helt forsvarligt at sætte sin ynkelige mor i denne fysisk belastende situation. Behøver jeg sige, at jeg bestemt ikke modsatte mig noget som helst…

Når man føler paraderne falde og kroppen svækkes, så opstår der symptomer. Disse kan i de fleste tilfælde lettes, så kroppen får det tåleligt igen. Varm mælk med honning er godt for en øm hals og kamillete er det samme. Næsespray giver luft på få sekunder og Gajolen gør det samme. Panodilen afhjælper hovedpine og en kold klud på panden kan gøre det samme.

Men hvad fanden gør man, når kroppen går i kramper over et teenagebarn, som opfører sig ligeså balstyrisk, som en sygdoms symptomer gange hundrede. Her hjælper ingen piller, drikke eller pastiller. Her hjælper kun samtale, konsekvens og arbejde arbejde arbejde.

Det kunne hun godt have ventet med at byde mig, til jeg var frisk igen. Altså…

Pernilles indlæg får mig til at smile helt ud til hvert et øre og langt ned i maven. Den giver mig en god fornemmelse og jeg ved, at det er sådanne morgener man samler på og gemmer godt i sit hjerte.

Tak fordi du ville dele Pernille : – )

Efter en nat, hvor jeg flere gange troede jeg skulle dø (næsten – eller noget) på grund af snot, hoste og rædselsfulde mareridt, så viser det sig nu, at jeg lever. Ikke ligefrem i bedste velgående, men dog gående, så det er vist godt nok.

Ja, det er da meget muligt at jeg pylrer, men man skal skam ikke spøge med en god gedigen og rigtig ondsindet forkølelse, som rigtigt kan sparke benene væk under den, som ellers står godt. Det kræver nemlig sin helt egen unikke ynk og denne skal helst være højlydt, for at kunne kompensere for alle de mangler og elendigheder sygdommen medfører, så sådan blir’ det. Ynk ynk ynk…

Nå, men hvad der måske er endnu værre, så slås jeg ovenikøbet med en lille dårlig samvittighed, for selvom yngste meldte sig rimeligt klar på banen imorges og ville i børnehaven, så var det ikke helt uden skrubler, jeg sendte ham afsted. Han er nemlig også forkølet, dog ikke på den onde måde længere, men alligevel så snottet, så jeg overvejede, om ikke han ville have haft godt af at være hjemme et par dage til, men den unge mand var ikke helt enig med mig.

Han var klar til pudekamp, cykling på bakkerne og afslapning i hængekøjen og hvis der bliver det mindste, så ringer de vel efter mig og indtil da, så vil jeg dyrke egenomsorgen så groft, så jeg ligefrem kunne gå hen og blive rask af det!

Nu skal det sgu være. Ikke mere syllerpyller herfra. Roger over.

Hvordan i alverden lader det sig gøre, at have S meget snot i kraniet !?

Jeg mener; det flyder jo konstant og når det ikke gør, så lukker det til, så lyd bliver til noget mumleagtigt noget med en pude for hvert øre. jnene løber over med vand, så jeg ligner en rigtig tudeprinsesse og det trykker i ørerne og truer med at lade trommehinderne poppe ud hvert øjeblik det skal være. Jeg tror iøvrigt den professionelle vil kalde det forkølede ører…

Min krop føles som om, jeg har danset hele natten på et fuldkommen nærmest-uladesiggøreligt overskudstrip og jeg krabber rundt, som en 90-årig krøbling der mangler sin stok… og så taler vi slet ikke om den hoste, som ville gøre enhver søløve dybt misundelig. Det er bare en lille bi-ting. Orkeja da…

For fanden mand, så tag mig lige med ud bagved og gør en ende på mine lidelser, hva’ ? Det ville da være en smule mere humant, end at lade mig dø langsomt på denne her måde. Eller… jeg tror næsten jeg skal dø… sådan da…

– jeg har lært nye dejlige mennesker at kende
– jeg har opdaget, at jeg ikke er den skøreste på jordkloden, trods alt
– jeg har følt Absintens ubarmhjertige forhammer (tak for hjælpen Kasper)
– jeg har fået mig et nyt stamsted
– jeg har koblet fra og ladet op
– jeg har været aktiv og energisk
– jeg har fået masser af kram fra forskellige arme
– jeg har også fået kys
– jeg har langt om længe fået købt mig et bælte til de bukser, som flere har set mig hive op, på ganske uelegant vis
– jeg har købt slik for knap 200 kroner (men ikke spist det)
– jeg har reddet mig den største kæmpeforkølelse i mands minde

Mange oplevelser og indtryk rigere, samt et skidt helbred gør, at jeg har brug for et par offdage herfra. Jeg er træt, men også hamrende glad i låget : – )

Jeg har det som blommen i et æg med en nøgle på lommen, en sol der skinner ned fra oven og friheden til at gøre akkurat, som jeg lyster. Jeg er kort sagt lige i mit rette es.

Igår var en dag fyldt med glædeligt gensyn. Jeg fik talt med og krammet på min bedsteven, vi spiste god mad og den lækreste italienske is fra pusheren lige om hjørnet og vi fik travet skoven godt igennem. Da det var tid til at sige farvel, blev jeg akkurat, som jeg plejer. Det var et rent helvede for mig og savnet ramte som en forhammer, allerede inden vi skiltes. Jeg savner ham nu stadig en smule, men det blegner, som timerne skrider frem, det ved jeg, og på den anden side, så kan jeg glæde mig over, at vi skal ses igen inden så forfærdeligt længe.

Gensynet med husværten gik heller ikke stille for sig. Der skulle knusekrammes, fortælles om dette og hint og jeg skulle se det nye monster af en maskine – hans såkaldte barn – og kors i hytten, hvor er jeg bare røvhamrende misundelig. Denne gang ved jeg faktisk ikke, om jeg skal sige, at det er på den gode måde. Jeg er bare grøn af misundelse og sådan er dét! Den er topblæret ud over alle grænser og det mener jeg virkelig.

Efter de glade gensyn, stod resten af dagen på DaVinci Mysteriet. En film jeg ikke havde de store forventninger til, eftersom kritikken farvede mit billede af den, og fordi min interesse for den kunne ligge på et meget lille sted, men jeg må sige, at jeg blev glædeligt overrasket. Jeg tror, det var ganske udmærket, at jeg ikke havde læst bogen i forvejen, for jeg fik fornemmelsen af, at de som havde, gik ud fra biografen med en underlig hul fornemmelse i maven. Fornemmelsen af, at der ligesom manglede meget mere i fortællingen, for at gøre den fuldendt.

Jeg fandt den nu rimeligt underholdende med flere overraskelsesmomenter undervejs; sikkert (igen), fordi jeg ikke i forvejen har slugt den store bog.

Så langt så godt. Lige om lidt vil jeg traske hen til den nærmeste Fakta og handle ind og lidt senere vil jeg snuppe min frokost med Hundredeordsmanden.

Hav en rigtig god fredag derude : – )

Alt er klappet og klart. Taskerne er fyldt med en masse (u)nødvendigt, kroppene er badede og der er sørget for misserne også. ldste passer dyrene imens vi er væk, efter eget klokkeklare ønske, så alt er, som det skal være; lige med undtagelse af én ting…

Yngste er kropumulig at drive i tøjet idag og i skrivende stund, sidder han stadig i sit Adamkostume. Trusler om bål og brand hjælper absolut intet, men lur mig, om ikke han får røven på gled, såsnart han hører mig låse hoveddøren op og bære vores pakkenelliker ud i opgangen.

Det er ikke alle danse der går lige gelinde…

Hav en rigtig god Kristiflyvefartsferie derude og Ella; jeg skal nok lige give en lille opdatering, imellem de næste dages aktiviteter ; – )