Dagen er gået godt og faktisk over al forventning. Jeg har sågar fået vasket den smule op, som stod ved siden af køkkenvasken og det var ikke uden det store grin, for det KAN skam lade sig gøre med kun én hånd, men det føles og ser fuldstændig åndsvagt ud. Man kan, hvad man vil og jeg er ‘man’ og vil altså gerne.

Yngste er så omsorgsfuld og forsigtig, så det er ganske rørende. Han fornemmer tydeligt, at jeg ikke er oplagt til spræl og store armbevægelser, så han har fornøjet sig med sin helt egen én-personers leg med Geomac og han ser meget frem til, at skulle hjælpe mig med at lyne jakken imorgen tidligt, når vi skal i børnehave.

Telefonen har ikke stået stille og søde mennesker har skullet høre til det hele. Min mor har været forbi for at yde sin hjælp, men da hun så hvor selvhjulpen jeg, efter omstændighederne, var, besluttede hun at vende tilbage på torsdag for at lave dét hun ihvertfald er SIKKER på, jeg ikke selv kan – kartoffelmos til den lille familie… og vi elsker det!

Ligenu, og en evighed siden indlæggets overskrift blev skrevet, er jeg en smule mat i sokkeholderne. Min hånd er stadig delvist lam og fingrene har absolut ingen følelse, men alligevel kan jeg mærke en smerte og nogle ‘nerve-jag’, bare jeg bevæger hånden den mindste lille smule. Det trækker i stingene og hvor jeg tidligere følte det klaustrofobisk irriterende med denne 20-timers bedøvelse, så må jeg også erkende, at jeg sikkert kommer til at savne den, når den er helt væk. Min fornemmelse siger mig, at det kommer til at gøre ondt med den genoptræning, men jeg har før taget fejl og det håber jeg også jeg gør nu…