– og iaften er Job, sved og tårer samlet til én lang smøre på TV2 kl. 21.25. Selvfølgelig skal jeg se det igen, for han er stadig sej og cool. Dét er han sgu!

Dagen er gået godt og faktisk over al forventning. Jeg har sågar fået vasket den smule op, som stod ved siden af køkkenvasken og det var ikke uden det store grin, for det KAN skam lade sig gøre med kun én hånd, men det føles og ser fuldstændig åndsvagt ud. Man kan, hvad man vil og jeg er ‘man’ og vil altså gerne.

Yngste er så omsorgsfuld og forsigtig, så det er ganske rørende. Han fornemmer tydeligt, at jeg ikke er oplagt til spræl og store armbevægelser, så han har fornøjet sig med sin helt egen én-personers leg med Geomac og han ser meget frem til, at skulle hjælpe mig med at lyne jakken imorgen tidligt, når vi skal i børnehave.

Telefonen har ikke stået stille og søde mennesker har skullet høre til det hele. Min mor har været forbi for at yde sin hjælp, men da hun så hvor selvhjulpen jeg, efter omstændighederne, var, besluttede hun at vende tilbage på torsdag for at lave dét hun ihvertfald er SIKKER på, jeg ikke selv kan – kartoffelmos til den lille familie… og vi elsker det!

Ligenu, og en evighed siden indlæggets overskrift blev skrevet, er jeg en smule mat i sokkeholderne. Min hånd er stadig delvist lam og fingrene har absolut ingen følelse, men alligevel kan jeg mærke en smerte og nogle ‘nerve-jag’, bare jeg bevæger hånden den mindste lille smule. Det trækker i stingene og hvor jeg tidligere følte det klaustrofobisk irriterende med denne 20-timers bedøvelse, så må jeg også erkende, at jeg sikkert kommer til at savne den, når den er helt væk. Min fornemmelse siger mig, at det kommer til at gøre ondt med den genoptræning, men jeg har før taget fejl og det håber jeg også jeg gør nu…

Dette videoklip med titlen Start das Verdammt Spiel siger så meget, at al anden beskrivelse vil være overflødig.

…

hh jo, glemte jeg, at bede dig skrue ned for dine højtalere, bare en smule ?
Nååja, glemte jeg også lige at sige, at den dreng trænger til et iskoldt bad – i timevis, sgu!

Det er overstået for denne gang og det gik rigtig godt med operationen. Vi ankom en halv time tidligere end det fastsatte klokkeslæt og så gik alt pludselig stærkt og det endte med at jeg kunne gå ud ad døren 5 minutter før, jeg skulle have været på stedet. Effektiv ekspedit!

Selvom jeg ligenu har skidtet i slynge (bare idag og for at holde den helt i ro), så er jeg heldigvis ikke frataget muligheden for at kunne bruge fingrene og det betyder virkelig S meget for de næste 8 dage, indtil stingene skal fjernes. Hvad jeg troede skulle være en klumpfiskehånd, er nu kun en middelstor bandage omkring håndled og håndryg – resten er til fri, men også til-smertegrænsen, afbenyttelse og det hjælper mig usigeligt, når jeg skal have de små hverdagsting til at fungere. Om 3-4 dage må jeg tage bandagen af og istedet påsætte et stort stykke plaster og så er jeg ved at være tilbage ved normalen igen.

Jeg kan glemme alt om joggingbukser og bukseknapper. Jeg kan selv, det passer mig allerbedst og jeg tror sgu jeg elsker den kirurg… JUBIIIII…

Jeg har gjort en aha-oplevelse her til morgen da jeg, efter morgenbadet, ville iføre mig et par af mine jeans og minsandten om ikke det slår mig, at jeg er i STOR underskud af bukser uden knapper og/eller snører. Faktisk har jeg kun to par joggingbukser (hedder det stadig det ?) og det er ikke med min bedste vilje, jeg kommer til at skrue mig ned i dem. Jeg synes de er ganske uklædelige og giver kroppen en underlig diffus form, men jeg er pisket til at gøre det – medmindre jeg inden et par timer får hyret en bukseknapper.

Sandsynligheden er ikke ret stor, vel. Ihh altså…

– jeg fik dem bare ikke ført ud i livet lige idag. Jeg måtte se mig slået af tiden og et par unger, der havde andre planer, så ingredienserne til skinkeboller og foccaciabrød ligger nu pænt og venter, til jeg atter har mulighed for at give dejen et ordentlig lag bank. Sådan er livet så skønt og fyldt med overraskelser og bristede drømme, men jeg klager bestemt ikke…

De sidste dage har jeg slæbt den ene indkøbspose efter den anden, forbi naboernes vinduer og op ad alle trapperne, så der skulle være så rigeligt provianteret. Faktisk har det nok været så ustyrligt med provianteringen, at jeg et sekund overvejede, om disse naboer mon ville tro vi skulle holde fest eller lignende – men det skal vi nu ikke. Vi skal bare have det så uendelig dejlig nemt dag efter dag.

Iøvrigt har jeg forelsket mig endnu en gang. Jeg er altså stensikker på, at det må være foråret der er på vej, for gang på gang får jeg kriller i maven og et stort bankende hjerte der hopper i dobbelttakt. Det har dog intet at gøre med testosteronbomber eller lignende, men derimod den sødeste kælne kat jeg fandt på min vej.

Jeg gjorde holdt på parkeringspladsen foran efterskolens slotsplads, åbnede bildøren og satte mig til at vente på Simone, imens jeg trak en smule frisk luft og nød den stille fred med de skønneste fuglefløjt langt derude på landet. Pludselig mærkede jeg noget ved mit ene ben og med en rusten miavende stemme hilste Kinky, som eleverne har døbt den, mig velkommen og hoppede resolut op på mit skød, for så at sno sig omkring min hals og slikke mig på næsen. Jeg var solgt på stedet! Er der noget at sige til det – ja jeg spør´bare ? Som du ser, så ville den faktisk med mig hjem og jeg indrømmer også fuldkommen ærligt, at jeg var overordentligt tæt på at sætte himmel og hav i bevægelse for det. Jeg var S tæt på!

Undskyld Neurox, hvis jeg fik spammet din mobiltelefon med billeder, vilde hvin og missemor´s suk…

S – nu er jeg fuldstændig klar og hvilken ufattelig dejlig fornemmelse det er.

Ovenikøbet har jeg garderet mig med centimeter tykke bøger (ja, der var lige bogudsalg og det er svært at lade de gode bøger med en favorabel pris stå for sig selv) og har erhvervet mig lidt kulturel og lægevidenskabeligt stof. Altså udover bogen der viser, hvordan man tegner dyr realistisk (når jeg da kan det igen), hobbybøger til yngste, quizbog til ældste og en lille Kærlighedsbog til mig selv med fine små sentenser (man kan jo godt læse små erklæringer, selvom man ingen kæreste har).

Alt i alt noget der gør mig lidt klogere, lidt mere kreativ og lidt mere glad.

Det siges, at energisk arbejde avler endnu mere energisk arbejde og det kan jeg mærke på krop og sjæl idag. Noget så eftertrykkeligt endda – for der er ikke det, jeg ikke føler at kunne magte.

En lille nervøsitet og spænding er naturligvis én af årsagerne til hele denne hvirvelvind, men tiden er også efter mig, for jeg har kun idag, til at få ordnet de sidste ting, inden den står på dagligdag med én hånd.

Måske er det dumt at spille smart med begge hænder og gøre ting, jeg normalt ville have forbudt mig selv at gøre i S hastig en fart, men en lille naiv stemme fortæller mig også, at jeg i det mindste er godt på vej til at få bugt med det skidt, der sidder i håndleddene, og kan komme tilbage til normal standard igen, så derfor tør jeg godt tage chancen. Dog forsøger jeg så vidt muligt, at skåne min højre hånd. Det er trods alt den der skal bære mig igennem den næste uges tid og den gode opfindelse ved navn smertetærsklen, hjælper mig på vej til ikke at opføre mig alt for dumt.

Ligenu har jeg fx. lyst til at bage i vildskab. Skinkeboller, chokokage og franskbrød. Småkager, æblekage og foccaciabrød, men jeg må også være realistisk og se i øjnene, at jeg ikke magter det – men jeg ville gerne!
Imorges var der stemning for skinkeboller en masse, så det bliver dem der får min opmærksomhed. Dog vil jeg også skænke foccaciabrød et par kærlige hænder – sålænge jeg nu kan, ikk´…