Det er helt utroligt, som min 5-årige knægt er istand til at få mig til at grine igen og igen på daglig basis. Han er fornøjelig at kigge på, når han pakker sin lille rygsæk og drager til Landet med de mange Frøer og samtidig sørger for at aflæse mit ansigt i håb om, at skimte bare en lille snert af sørgmodighed over, at han sådan rejser væk.

Det er morsomt, når vi går en aftentur og taler om alt og intet og han så pludselig stopper op, bare for liiige at mærke efter, om hans lille hjerte slår endnu. Jeg elsker den spontanitet. Eller når han kigger sig i spejlet og mener, at hans frisure ligner en hel bæverdæmning.
Et skilt på en værkstedsdør fortæller vi andre, at “brug af åben ild er forbudt”, men det fortæller til gengæld ham, at her må man altså ikke sætte ild til døren.

Det er svært at holde masken og heldigvis behøver jeg det heller ikke. Vi får os nogle ordentlig grineflip og idag var bare én i rækken :D

– og han hedder Johnny.

Jeg har endda skrevet om ham et par gange før her på siden (her og her) og jeg er stadig lige stolt over at kende ham. Ganske vist fordi han er en dejlig mand, men bestemt også fordi han er et menneske, som gør en forskel. Sidst jeg så ham i TV, var han i fuld gang med et projekt “Tab dig i vægt” for børn og deres forældre. Denne gang gælder det en TV-serie på 4 afsnit med navnet Job, sved og tårer (scroll ned i bunden af siden, hvis du vil læse den korte artikel) og de første par afsnit er allerede rullet henover skærmen.

Det drejer sig kort og godt om, at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde og Johnny lægger, som altid, ikke fingre imellem, når han kommer med sin 100 procent ærlige mening. Han har på egen krop følt hvad det vil sige at leve et, rent ud sagt, lorteliv og det gør, at han ved hvad han taler om og samtidig taler et sprog, som kursusdeltagerne forstår. Han ved udmærket, hvad de går igennem og det er dét, der er med til at gøre en forskel. Han nøjes ikke blot med at tænke sit – han gør noget ved det!

Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget

Naturligvis sker der hver eneste dag hændelser rundt omkring i verden, hvor denne sætning absolut ikke på nogen som helst måde kan komme til sin ret. Nogle mennesker oplever så tragiske hændelser, at det ikke kan gavne dem overhovedet, hvor meget man end forsøger at vende det til noget positivt, men det modsatte sker heldigvis også dagligt.

Visitsen skrev lidt om det forleden dag. At opleve noget negativt, et nederlag, en dårlig situation, et bristet hjerte kontra dét, at komme op på hesten igen, at lære af det og få det bedste ud af situationen. Lære af sine fejl og vælge anderledes næste gang. Virkelig godt indlæg!

Det handler om mod til at erkende, men det handler i høj grad også om, at kunne se det positive i givne situationer. At VLGE at se det positive og det kan for mangen en dansker være overordentlig svært. Jeg hørte engang i en radioudsendelse, at vi er et af de mest negativt ladede folkefærd med stor lyst til, at være sortseere og brokke og det tror jeg faktisk er sandt. Jeg ser det på arbejdspladsen, i skolen, i familien og i supermarkedet, men jeg ser det også som en tendens på den danske blogscene. Et indlæg er ikke kedeligt, hvis der brokkes en smule og helst over et emne, som de fleste kender til. Man kan brokke sig over alt og det kan føles langt nemmere, end at finde noget positivt i en træls situation. Dét kræver nemlig masser af øvelse og vilje og spørgsmålet er så, om man gider at ulejlige sig med at bruge energi på det. Jeg skal ikke gøre mig selv en snus bedre, for jeg brokker også, men for hver dag der går, bliver jeg bedre og bedre til at VILLE se det positive i de situationer jeg bydes.

Det kræver, med tiden og når man vænner sig til det, meget mindre energi at kunne sige til sig selv – det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget…

Tiden plejer, for mit vedkommende, at være lidt af en flygtig substans. Også selvom jeg i øjeblikket er hjemmegående og man kunne forestille sig, at timerne kan føles lange. Det gør de bare ikke, for jeg skal nok få fyldt tiden ud med både pligter og fornøjelser og jeg keder mig så at sige aldrig.

Jeg keder mig heller ikke nu, men siden i lørdags føler jeg, at have fået en ordentlig bunke tid forærende og der er altså ikke sket noget som helst der kan betegnes, som værende usædvanligt. Jeg er bare inde i en stime af det, jeg vil kalde for gode fejlvurderinger. Når jeg tror at klokken er 13, så viser den sig faktisk kun at være 10.20 – bare for at give et eksempel – og det kan ikke undgåes at føles som en slags foræring. Ikke mindst af overskud rent mentalt og dét er i høj grad tiltrængt. Jeg flyder rundt på en slags lyserød sky med et evigt smil på læben og stornyder, at alting ligenu går så fantastisk langsomt, dog uden at gå helt i tomgang.

Det blev jo aldrig helt godt nok, altså, men mænd kan jo noget med maskiner. Der gik to (mænd) til på en times tid og tilbage står der nu et tilsvinet badeværelse som skriger på vand og sæbe, et afløb som fungerer optimalt igen, samt en stående “invitation” til en julefrokost. Det er dog første gang nogensinde, at jeg har talt om jul i januar måned. Jeg ved nu ikke rigtigt…

Det kan godt være Michael er homo, men jeg kan alligevel ikke lade være, at være en smule vild med ham. Altså forstået på den måde, at han fascinerer mig helt hysterisk med sin power og sin unikke udstråling, der bare er så typisk for hans slags. Han gør mig i tindrende godt humør med sit enorme smil, der tilmed er frækt som bare pokker, og et par øjne så fyldt med gnist og spil, så jeg ikke kan få mine egne øjne fra hans. Et tårn-højt-og-helvede menneske, der bliver endnu højere, når han ifører sig sine 21 cm.´s hæle og transformeres til Miss OTB.

Jo, jeg synes sgu stadig bøsser er lidt sjovere i hverdagen. Det er de altså bare. Jeg vil tusinde gange hellere se en mand vimse rundt og overspille kvinderollen, end jeg vil se et hunkøn gøre det samme…

Uden leflen og tuttenut, fik jeg kvit og frit lov at låne ældstes digicam den kommende uge. Den lille røde Veteran skal få lov at transportere mig rundt i landskabet og følelsen af, at kunne have hele verden i sit camera er altoverskyggende ligenu. Der skal knipses skal der…

Omtrent sådan kan vi ikke kalde vores 78-årige Farmor lige i øjeblikket, for efter et fald for en uges tid siden, har hun pådraget sig nogle knubs, der tvinger hende til at gå med stok… når hun da rejser sig fra stolen, for ligenu er hun naturligvis øm allevegne. Ligenu ved vi så endelig hvor vi har hende og derfor kan vi besøge hende ligeså tit vi kommer forbi, men det er ellers ikke for sjov, vi kalder hende for Flyvende farmor. Hun kan virkelig flyve! Ihvertfald kan hun være ualmindelig svær at træffe hjemme, for farmor har så uendeligt mange ting hun går op i og endnu flere mennesker hun kender og steder i Danmark, som endnu ikke har fået hendes besøg, så hun er altid flyvende på farten.

I kraft som tidligere syerske, senere førstedame i en Manufakturhandel og ivrig gymnast igennem mange år, er der et kæmpestort netværk omkring hende, som hun passer og plejer, det bedste hun har lært. Hun er med andre ord det, vi kalder en aktiv pensionist og også et fantastisk dejligt menneske jeg har kendt, siden jeg blev kæreste med hendes søn som 13-årig.

Jeg vil vove at påstå, at ældstes fornemmelse igår og idag ikke er noget hun får igen sådan lige foreløbigt. Hun og vi andre fik nemlig syn for sagen, da vi trådte indenfor i den smukke stue og så, at farmor havde det aldeles pragtfuldt, som hun sad der i stolen i et hjørne og havde udsigt over en hel gågade. Faktisk havde hun det så pragtfuldt, at hun kommenterede ungernes påklædning… ” Uha du forstår at holde dine børn fine i tøjet. Det er deeeejligt at se…”. Hvor er det bare typisk for dette kvindestykke, denne tidligere førstedame, og det forsikrer mig bare om, at alt er i den skønneste orden…

Når ældste, med en underlig fornemmelse i kroppen, insisterer på, at vi idag er nødt til at besøge hendes gamle farmor inden det er for sent, så er det dét vi skal. Sådan er det bare.