Jeg skulle, i skrivende stund og efter en gammel indgået aftale om en bytur med et par søde mennesker, have siddet med et hoved så stort af de ledeste tømmermænd i hele verden, men det gør jeg ikke. Jeg valgte istedet at rejse mig fra bordet kl 22.30 igår aftes, takke for en virkelig lækker middag, 4 snebajere og hyggeligt selskab og erklære, at jeg egentlig slet ikke var in the mood til mere, men tværtimod var søvnig og bare gerne ville hjem under dynen og som sagt, så gjort.

Idag er jeg selvfølgelig glad for de intakte hjerneceller, men jeg er alligevel øm. Jeg har ondt i halsen som bare pokker, så nu står den på varm mælk med honning. Det smager ikke godt, men det hjælper og det må godt gå lidt tjept. Yngste kommer nemlig hjem om nogle timer, med røven fuld af krudt og nytårsløjer, så det er om at komme på mærkerne i en fart…