Jeg har virkelig nydt den sidste uges tid på det groveste.

Jeg har elsket at skulle undvære oprydning, opvask, rengøring og mad på bordet ved 17-tiden. Jeg har haft det noget så herligt med at slippe for julekalender, børnetime og Cartoon Network, for slet ikke at tale om racerbane. legoklodser og børnebad. Ordet “mooaar…” har ikke lydt en Guds velsignelse af gange og jeg har intet skullet tage stilling til, udover hvilken retning min egen næsetip har haft lyst til at vende sig i og når jeg så skal være bundærlig, så har jeg vist trængt mere til det lette og skødesløse liv uden børn, end jeg i første omgang havde regnet med. Jeg har taget lange varme vidunderlige bade med tilhørende Pyjamasdag, jeg har føjtet ude, jeg har kunnet sidde her ved computeren uden at tænke på tid, sted og at der sikkert var et barn eller to som trængte til min tilstedeværelse istedet for fravær og jeg har med god samvittighed smurt mig en klemme og ladet det være en slags aftensmad… kl 22.

Jeg har tilgengæld også måttet undvære de små guldkorn der plejer at få mig til at vende vrangen ud i høj latter, jeg har måttet undvære de varme knus og erklæringer om at være den bedste og sejeste mor i hele verden og jeg har heller ikke fået en godnathistorie som indeholder plidderpladder om alt og intet, set fra en lille drengs øjne i hans helt egen lille verden.

Men nu vender bøtten altså…

Jeg har fået frihed nok og nu må det være slut. Jeg savner de rollinger mere end noget andet overhovedet. Skynd Jer at komme hjem!