Det var umanerlig svært at holde øjnene på vejen og passe på, at den lille røde tøffer af en bil ikke skøjtede henover sneen, som en anden jernbambi på fire hjul, for det var virkelig smukt med alle de flotte raketter der lyser aftenhimlen op. Folk kammer jo over i krudtekstase af en voldsom grad og jeg, der er en fedterøv, nyder bare godt af alle de penge der flyver rundt.

En dejlig nytårsaften i familiens skød, ligger nu som en tung fornemmelse i maven på grund af den lækre mad. Yngste på familiestammen travede rundt, som hun blev befalet dertil og moster kunne endelig få et skud i kassen. De to ældste var dybt betagede af krudtet, som Onkel far fyrede af udenfor terassedøren og traditionen tro, skulle der naturligvis klappes og gives point. Til orientering var der kun tre af slagsen – skod (03) rimelig okay (7) rigtig flot (9,5) – hvilke blev drysset med let og uretfærdig hånd.
Efter IrishCoffee, saltmandler, Bali, chips, saltstænger, sodavand og far-mor-og-børn var det tid at efterlade rodet på bordet og vende næserne hjem igen.

Yngste er gået omkuld for en halv times tid siden, så nu vil jeg tage det lune tæppe og snuppe mig en flyder i den store sofa og måske smække en gyser på DVD´en. Kommer jo altsammen an på, hvad kanalerne har at lokke med. Klokken 24 vil jeg trække i en lækker vams, stille mig ud på min altan og tage et view udover den farverige nattehimmel, imens jeg sipper af stempelkaffen, knipser et billede eller to og sender de bedste tanker til dem jeg kender.

Det er, hvad der har været, siden yngste gjorde sin entré igår eftermiddags. Meget skulle fortælles, lægen måtte konsulteres på grund af små irriterede øjne og sneen har fået sin omgang og kan vente sig endnu flere, for det sneer stadig stort og har gjort det hele dagen. Jeg selv er mere end møghamrende forkølet, så mon ikke det ender med den gode gamle nytårstradition, at jeg slæber en småskrantende krop ind i det nye år, men på trods af Kleenex, sprutnys en masse og gøende hoste, så er humøret nu alligevel intakt og jeg er klar til den fortrinlige nytårsmiddag i godt selskab.

Du vil ikke finde en kavalkade af nostalgiske tilbageblik fra året der er gået i mit liv. Dels har jeg slet ikke tid til at nedfælde alle ordene (ungerne har førsteprioritet) og dels har du sikkert læst med igennem året der gik, eller kan ihvertfald stadig læse et helt år tilbage, hvis altså DU har tid…

Men én ting vil jeg nedfælde og ønske af hele mit hjerte – at du og dine kommer godt og helskindet ind i det nye år. Pas godt på Jer selv og hinanden og tusind tak, fordi du lagde vejen forbi Moccapigen.dk.

Godt Nytår

Bedst som jeg tror jeg kan få knipset et flot billede af fyrværkeriet ude på den sorte aftenhimmel, griber jeg fluks kameraet, hver gang jeg registrerer et BUM. Desværre er det hver gang de få sekunder for sent jeg får lettet min røver her fra stolen.

Dette scenarie gange 14 må da siges at kunne udgøre aftengymnastikken !?

Jeg har virkelig nydt den sidste uges tid på det groveste.

Jeg har elsket at skulle undvære oprydning, opvask, rengøring og mad på bordet ved 17-tiden. Jeg har haft det noget så herligt med at slippe for julekalender, børnetime og Cartoon Network, for slet ikke at tale om racerbane. legoklodser og børnebad. Ordet “mooaar…” har ikke lydt en Guds velsignelse af gange og jeg har intet skullet tage stilling til, udover hvilken retning min egen næsetip har haft lyst til at vende sig i og når jeg så skal være bundærlig, så har jeg vist trængt mere til det lette og skødesløse liv uden børn, end jeg i første omgang havde regnet med. Jeg har taget lange varme vidunderlige bade med tilhørende Pyjamasdag, jeg har føjtet ude, jeg har kunnet sidde her ved computeren uden at tænke på tid, sted og at der sikkert var et barn eller to som trængte til min tilstedeværelse istedet for fravær og jeg har med god samvittighed smurt mig en klemme og ladet det være en slags aftensmad… kl 22.

Jeg har tilgengæld også måttet undvære de små guldkorn der plejer at få mig til at vende vrangen ud i høj latter, jeg har måttet undvære de varme knus og erklæringer om at være den bedste og sejeste mor i hele verden og jeg har heller ikke fået en godnathistorie som indeholder plidderpladder om alt og intet, set fra en lille drengs øjne i hans helt egen lille verden.

Men nu vender bøtten altså…

Jeg har fået frihed nok og nu må det være slut. Jeg savner de rollinger mere end noget andet overhovedet. Skynd Jer at komme hjem!

Jeg skulle, i skrivende stund og efter en gammel indgået aftale om en bytur med et par søde mennesker, have siddet med et hoved så stort af de ledeste tømmermænd i hele verden, men det gør jeg ikke. Jeg valgte istedet at rejse mig fra bordet kl 22.30 igår aftes, takke for en virkelig lækker middag, 4 snebajere og hyggeligt selskab og erklære, at jeg egentlig slet ikke var in the mood til mere, men tværtimod var søvnig og bare gerne ville hjem under dynen og som sagt, så gjort.

Idag er jeg selvfølgelig glad for de intakte hjerneceller, men jeg er alligevel øm. Jeg har ondt i halsen som bare pokker, så nu står den på varm mælk med honning. Det smager ikke godt, men det hjælper og det må godt gå lidt tjept. Yngste kommer nemlig hjem om nogle timer, med røven fuld af krudt og nytårsløjer, så det er om at komme på mærkerne i en fart…

– men så heller ikke mere end det. Ihvertfald ikke for Holstebro´s vedkommende, for godt nok er her meget hvidt og meget smukt, men jeg tror også de får ret, når de siger, at det bliver os som slipper nemmest denne gang.

Jo, det knyger skam og vinden leger kispus med de ultralette snefnug og fascinerende er det da at kigge ud ad vinduet og se, hvordan små snetornadoer dannes og hvirvles op op op, for så at glatte sig ud igen og forsvinde længere ned ad gaden. Sneen ligger overalt, på alt og i alt og hånden på hjertet, så ville det have været en del sjovere og langt mere hyggeligt, hvis den havde vist sig den 24 december.

Nu håber jeg ved min Gud bare, at den bliver liggende til imorgen, sent eftermiddag, hvor yngste vender hjem fra sin juleferie. Så skal der nemlig bygges snemand.

I den største terrængående slæde af den slags man kan få, med en fandens masse vilde hestekræfter og et par turboknapper der må trykkes på. Bare en skam vejene ikke er til turboknapper ligenu, men fed, dét var den sgu…

Jeg har fået et spørgsmål og det er ikke første gang det er blevet mig stillet, så nu skriver jeg det ned og kan, istedet for at gentage mig selv, altid henvise til dette indlæg ;)

Hvorfor er du ikke til dates ?

En date udstråler for mig noget enormt forpligtende og en pokkers masse kiggen-hinanden-an og ingen er alligevel helt 100% sig selv på en date. Tøjet er ikke det normale dagligdags, ansigtet er kridtet op og håret sat til narrestreger og forinden, har man måske udtænkt sig nogle samtaleemner – om ikke andet, så ihvertfald til brug, hvis den pinlige tavshed skulle opstå. Det er forpligtende i den forstand, at der skal afgives et Ja eller et Nej til en eventuel gentagelse om at mødes og det er da kunstigt, efter min mening.

Jeg har én enkelt gang i mit liv været på en date og det var da om noget det mest kiksede jeg nogensinde har prøvet og jeg havde det utrolig dårligt, da jeg følte mig tvunget til at skulle give ham mit afslag om en gentagelse. Jeg vil ikke stilles til dommer over sådan noget. Det er for mig en temmelig unaturlig måde at måde et andet menneske på (som kærestepotentiale naturligvis) og når jeg sidder overfor et menneske, som knapt tør sige buh eller bæh af nervøsitet, så fortæller det mig, at jeg aldrig vil kunne tolke dette menneske som naturligt og på den måde, vil jeg ikke kunne nå at danne mig et fornuftigt indtryk af manden.

Jeg er bare ikke skruet sammen til at date og jeg føler ikke at jeg går glip af det mindste på den bekostning. Tværtimod, så sparer jeg mig selv for at stå i en ikke særlig fed situation og helt ærligt… sålænge jeg stadig slikker mine sår, er der slet ikke plads til en mand i mit liv og helt ærligt… så slapper jeg af og tror skråsikkert på, at prinsen på den rustne cykel hélt sikkert nok skal dukke op før eller siden og meget pludseligt og ikke via en opstillet date.

Det naturlige fungerer bare bedst for mig :)

Det snér ganske langsomt her. Landskabet er blevet dækket af det hvide pudderdrys i løbet af natten, hvilket jeg opdagede, da jeg slog øjnene op klokken temmeligt mange og jeg skal helt sikkert ud midt i det. Om ikke andet, så ihvertfald når den står på julefrokost senere på dagen.

Men ligenu står den altså først på kaffe og koncentrationen om at lave så lidt, som overhovedet muligt.