Metrosexuel eller…

Nu har jeg ikke megen viden omkring mænd og deres parfumevaner, men noget siger mig, at der må have været en yderst metrosexuel håndværker i min lejlighed idag. Godt nok ser han, hvad flere sikkert vil sige, godt ud, men han er helt sikkert også den type, som åbenbart er forfængelig og som derfor påfører sig velduft, inden arbejdsdagen begynder.

Jeg er just trådt ind ad døren og… HER STINKER DUFTER AF MAND – OVERALT…

Prøv lige at have paranoia!

Håndværkerne står på liften, lige nedeunder mine vinduer, og arbejder, som kun håndværkere kan arbejde. Om det så er med sexet sved eller isnende kulde skal jeg lade være usagt, men de kører op og ned i denne skide lift, at jeg nu føler at blive gloet over skulderen. Kan man da ikke snart få privatlivets fred tilbage med alt, hvad det indebærer…

Så smuk en morgen

Kong Frost var på besøg

Gader og stræder, biler og hustage var så fyldt med is her til morgen. Ikke bare frostsne, men virkelig is i lange baner og med iskrystaller, der blev så utroligt smukke af den sol, som spillede på alle facetter. Gåturen i den kolde friske morgenluft nød jeg mere end nogensinde før, trods det, at pigsko dog ville have været mere anvendelige, end almindelige gummisko som fodtøj.

Yngste vækkede mig med en konstaterende jubel – imorgen er det den 1 december og JEG GLDER MIG MOR. Jeg måtte sande, at det gør jeg faktisk også, ligesom jeg også glæder mig til så meget andet her i december…

– jeg glæder mig til at holde fødselsdag
– jeg glæder mig til at se én bestemt blogger for anden gang
– jeg glæder mig til at få styr på hjemmet
– jeg glæder mig til at se julekalender i TV
– jeg glæder mig til at købe de sidste julegaver
– jeg glæder mig til gløgg og æbleskiver
– jeg glæder mig til den sneboldkamp vi forhåbentlig får
– jeg glæder mig til at skrive julekortene
– jeg glæder mig til mange aftener i familiens skød
– jeg glæder mig til juleaften

December, kom nu…

Det er en kooold tid, som vi lever i

Larsen og Mathilde har så sandelig ret i deres gamle musiske postulat, der dog stadig holder stik, for det er koldt. Ikke bare koldt, men pivhamrendehvinende skidekoldt med frostgrader og iskolde lårbasser.

Det er også koldt her hvor jeg sidder i øjeblikket, for vinduerne er ganske vist isat, men rammerne, listerne og karmen mangler. Ergo er der på sin vis stadig åbent ud til kulden og kun et lag Rockwool ligger, som en skærmende enhed imellem mig og Kong Frost. I guder, hvor bliver det skønt, når det får ende og jeg tror godt jeg tør se frem til at få julepynten fundet frem på torsdag.

Egentlig er det jo også i god tid, men alligevel render jeg rundt med følelsen af, at være håbløst bagud, men jeg tror på at det retter sig altsammen, når vi kommer tilbage til normalen. Jeg er bare ikke den bedste til at tackle det her rod.

Computeren… eller rettere internettet valgte at genopstå fra de døde og jeg har købt et, tilsyneladende, fedt gyserspil til PC´en, så ligenu lider jeg ingen nød – altså bortset fra håndværkernes redskaber, lister, rammer og vindueskarme der ligger spredt på stuegulvet, sammen med de støvede aftryk fra arbejdssko på gulvene.

Det bliver altsammen godt igen, det bliver altsammen godt igen, det bliver altsammen godt igen, det bliver…

Forban…. forpul…

– og ligesom jeg troede jeg havde et fuldt brugbart hjem, hvor murstøvet er elimineret og møblerne så godt som på vej på plads igen, opstår der nye forhind….. undskyld udfordringer. Denne gang er det computeren som gør vrøvl og trænger til en særdeles hård hånd, så en formatering er nært forestående og endnu en gang er det ikke noget jeg har den ringeste forstand på. Der må naturligvis, endnu endnu en gang, tilkaldes hjælp.

I skrivende stund har jeg lagt beslag på venindens computer. Lidt opdatering og mailtjek skal jeg da bare have…

Hurtigt håndværk

“Vi er færdige med det værste svineri og har isat vinduerne ved middagstid idag”

Sådan forlød det, da jeg imorges troppede op foran håndværkernes lune varevogn for at stille dem et par spørgsmål eller tre og hvis det er sandt, så er dette firma da så langt mere hurtig på aftrækkeren, end det firma der, tilbage i år 2002, skiftede vinduerne i den gamle lejlighed. Måske er jeg endda så heldig at have et rent og fuldt brugbart hjem allerede imorgen, måske i overmorgen… wauu, jeg er glædeligt overrasket.

Og indtil da vil jeg læne mig tilbage, slippe pligter, varte veninden op med rundstykker og kaffe og måske tage mig en powernap. Jeg sov på sofaen i nat og dét var ikke just det bedste sted at opbevare en myoseplaget krop, så søvn var der selvsagt ikke meget af.

Orv, hvor jeg glæder mig til de er færdige med at ture og regere…

Det var ligegodt som syv…

Dengang jeg i sommeren 2004 sad her på min pind og trængte noget så forfærdeligt til rekreation og stilletid helt for mig selv, fik jeg alligevel planlagt alt alt for meget i den sidste ende. Ferie i henholdsvis København og Aalborg med både fuld kost og logi hos et par venner begge steder og jeg kunne have sagt mig selv, at det ville gå galt. Både økonomisk og med hensyn til (stille)tiden, for der var så mange mennesker jeg gerne ville hilse på og alt for mange møder der var blevet aftalt og tilsidst måtte alt jo gå op i hat og briller og turen til KBH blev droppet.

Dog insisterede jeg, for mig selv, på, at turen til Aalborg måtte og skulle blive en realitet, for mindst én lille ferie kunne jeg vel unde mig selv og som insisteret, så gjort og resten af den historie kender I, der har fulgt med her (på) siden…

Men jeg manglede dog stadig en sviptur til det store stygge København og den er jeg så så svineheldig at have fået foræret (incl. billet, kost og logi) idag af en rigtig dejlig ven og kommende ferievært. Ferien skal times og tilrettelægges, den vil stå først i det nye år og jeg glæder mig allerede. Det skal blive S forrygende godt at tage et smut til staden, nyde duften af svineriet og ikke mindst gense et menneske jeg har savnet alt for meget de sidste to år…

Mind mig lige om det hva´!

Hvor der jules hér og dér i anledning af første advent og jeg-skal-komme-efter-dig, gøres der det stikmodsatte her. Lejlighedens to meget benyttede rum pilles ned og rykkes ind i de tilstødende gemakker, der på det inderligste er ved at springe af at være overfyldte til bristepunktet. Tasteturets klik genlyder som et sagte ekko og vores liv de næste dage, kommer hovedsagligt til at foregå hos andre med tag over hovedet og naturligvis efterfølgende med en rengøring, der virkelig vil noget!

Okay, det er den bedste undskyldning for at få gjort julerent, så jeg skal egentlig ikke klage – ret meget – men for fanden, hvor ville jeg gerne det var overstået NU!

De rykker ind imorgen tidlig kl. 7 nul dut *gaaab*…

Nå´m…

Nu er jeg jo ingen engel og det bevidner mit lille ønske måske. Desværre er den ikke til salg, men man har jo altid lov til at drømme og sukke efter lidt Voodoo i køkkenbordshøjde…

Jeg synes den er S fed!