Væk fra blogrobotten, væk fra den scene der i starten var sjov og hyggelig at bevæge sig på, men som det sidste stykke tid har føltes så ualmindelig, på godt jysk, træls at befinde sig på. Al den fnidder, al den polemik og for fanden, hvor er jeg dog så inderligt træt af debatter, der ikke fører til andet end sure miner og hønsesnak i krogene. De gode debatter har skam været der, bevares, men det er altid den samme debat om ret/uret der for alvor slår igennem og når et pænt stykke rundt om kongeriget Blog-Danmark og får folk til at vise sande ansigter og gå i sværbrydende klingekamp. Det er de debatter man ikke glemmer sådan lige med det første og desværre ikke husker for noget godt. Jeg husker dem ikke for noget godt…
Jeg hører simpelthen ikke til derude. Så enkelt kan det siges og følelsen har jeg haft så længe, at jeg slet ikke burde have fornyet mit domæne, men det kan ikke betale sig at græde over spildt mælk, vel…
Jeg har meldt mig ud af Blogbot, men vil fortsætte med at skrive dagbog her på siden, til… ja, til jeg ikke gider mere. Her må kommenteres i en ordentlig og respektfuld tone, ligesom jeg selv vil gøre det samme på de enkelte sider jeg fortsat vil følge derude.
Problemer, hvis man da kan kalde det dét, er til for at løse – ihvertfald er dette min måde at gøre det på og samtidig signalere, at jeg ganske enkelt bare har fået nok…








Fie - 24. oktober 2005 - kl. 19.53
Dejligt at erfare, at nogen tør sige klart fra, uden nogen form for tvetunget tale.
Respekt!
:-) Fie
Anita - 24. oktober 2005 - kl. 20.22
Tak skal du have Fie.
Jeg har bare brug for at træde væk nu og køre min side uden brug af spotlights fra botten. Naturligvis er der mange som kender min URL og fred være med det. Alle er stadig lige velkomne til at læse med :)
Mette - 24. oktober 2005 - kl. 20.23
You make me proud :D
Anita - 24. oktober 2005 - kl. 20.32
Det føles ihvertfald rart og hvor underligt det måske kan lyde for nogen, så har det gjort en forskel for mig og det er vel det vigtigste ;)
Lotte - 24. oktober 2005 - kl. 23.33
Har samme overvejelse pt… :-)
Lysten er for nedadgående. Men måske man bare skal pause den.
Ja hønsesnakken. Det har også lært mig en del på det sidste. Også om mig selv :-(
Held og lykke. Hvad du end måtte beslutte dig for.
Lotte :-)
Rasmus - 24. oktober 2005 - kl. 23.33
Det ville ærge mig meget, hvis du fjerner din blog helt fra blogbot. Personligt er jeg helt afhængig af siden, for at følge med i mine favoritter. Og dem er Moccapigen én af.
Hvad debatter og fnidder angår, har jeg selv valgt helt at ignorere den slags, og bare køre mit eget ræs. Det virker. Min blog har aldrig lidt under ophedede (læs: politiske/etiske/religiøse/fordomsbaserede) debatter, så vidt jeg kan huske, og det er ikke fordi, der ikke er nogen som læser med.
Randi - 24. oktober 2005 - kl. 23.42
Og jeg er helt enig med Rasmus. Både hvad angår det ærgelige ved at du fjerner dig fra Blogbot og at jeg også bare kører mit eget ræs uden at tænke på “de andre”. Det fungerer fint nok ;-)
(og så ikke et ord om, om det er tilladt at skrive en jegerenigmeddethamdenandenskrevligefør-kommentar)
Irene - 25. oktober 2005 - kl. 01.31
Akeja Anita! Boksekampe kan man hurtigt, og helt uskyldigt, blive indblandet i! ;-)
Vil savne dig på Blogbot men kan godt finde herind unden, så jeg vil nu stadig læse med! OK? ;-)
Uffe - 25. oktober 2005 - kl. 08.18
Tak, Moccapige. Du har en ligesindet…
Anita - 25. oktober 2005 - kl. 10.04
Tak for Jeres gode og velmenende ord. De har alle som én gjort mig virkelig glad, det skal I vide.
At sætte min blog på pause er noget jeg har gjort flere gange og det hjælper intet har jeg erfaret. Jeg skriver jo alligevel før eller siden, fordi jeg ikke kan lade være, så jeg skal istedet bare lære at min side sagtens kan tåle at stå stille, når jeg ikke lige har ord på lager og oplevelser at forkæle den med. Det har intet at gøre med det faktum, at jeg ikke længere ønsker at være en del af et forum, jeg ikke helt føler mig hjemme i.
Ikke føler mig hjemme i… er netop essensen af det valg jeg nu har taget – at jeg ikke har lyst til at lægge domæne til et forum, jeg ikke befinder mig godt med at være en del af og jeg er glad for at flere forstår mit valg.
Jeg lader ikke være med at skrive, fordi jeg ikke længere er at finde på Blogbot – og dog – for jeg tror ikke jeg kan se mig selv siddende på plejehjemmet med en blærbar på skødet, så alt har vel en ende før eller siden… men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig :)
Det korte af det alt for lange, så er jeg nødt til at henvise til Bookmark af siden og jeg håber meget på Jeres accept af dette :)
susanne - 25. oktober 2005 - kl. 10.57
RESPEKT !!!
Anja - 25. oktober 2005 - kl. 12.48
Jeg forstår dig nu godt, selv om jeg ikke lige synes der har været ekstremt meget tøsefnidder? Eller måske er jeg bare sådan indrettet, at den slags bare fiser ud af det andet øre?! Ved det ikke – men jeg ved godt hvor jeg finder dig – og jeg vil lige høre, er det i orden jeg fortsat linker til dig!? :)
Anita - 25. oktober 2005 - kl. 13.06
Link du bare, det er helt okay. Jeg vil bare ikke have mit link ude på robotten, men det styrer jeg jo selv :)
Mette - 25. oktober 2005 - kl. 13.18
Jeg synes det er cool at du siger fra hvis du føler for det – men jeg kan ligesom Anja ikke rigtig se hvad der er for noget hønsesnak/tøsefnidder der er tale om? Er det fordi jeg har været væk en lille uges tid? Hvis der er noget med grimme kommentarer, så har jeg observeret en større hyppighed i dem fra de mandlige bloggere (eller dem der gemmer sig bag anonymiteten) – det er forøvrigt også den slags personer der har “etableret” begrebet tøseblogs…
Anita - 25. oktober 2005 - kl. 14.05
Mette – ja det er hankønnet der har opfundet begrebet ‘tøseblogs’ og det er slet ikke det der bekymrer mig. Tværtimod bekymrer det mig allermindst og jeg tænker slet ikke over det, førend det nævnes. Personligt er det et ord jeg er ligeglad med. Skide være med det :)
Det er ikke ordet ‘tøsefnidder’ jeg har brugt. Jeg har udtalt mig om den generelle fnidder jeg ser der dukker op på diverse blogs. Debatter der medfører fnidder, pegen fingre, dunk i knolden og det har været såvel mænd som kvinder (incl. jeg selv), der har været med i disse debatter. Ikke dermed sagt at alle kommentarer har været fnidder, men den sammenlagte sum af fnidderet har været stor i mine øjne og har nu derfor ikke mere været til at udholde at være tilskuer til. Derfor valgte jeg at springe væk og dermed undgå at ligge navn til en del af den scene, jeg ikke har det så fedt med. Håber jeg fik det forklaret så nogenlunde :)
Mette - 25. oktober 2005 - kl. 15.09
Ok på den måde, Anita – jeg har skam set at der er en masse snak i krogene om hvad man kan skrive og hvad man ikke kan skrive, hvor grænsen ligger og så videre. Jeg synes dog det er lidt ærgerligt at der primært er pigerne der bliver peget fingre ad.
Men det at skrive er jo naturligvis en balancegang, men jeg synes at du, Anita, har holdt din stil hele vejen igennem – og det der også derfor jeg kigger med og stadig vil gøre det :-)
Pernille - 25. oktober 2005 - kl. 16.46
Og damn – hvor er jeg bare langsom når det først nu går op for mig, at du er væk ;-) Og flere andre?? Eller er det bare mig, der endnu engang hverken kan se eller finde??
Og mig slipper du altså ikke for, så længe jeg stadig kan stave til moccapigen.dk :-)
Anita - 25. oktober 2005 - kl. 18.05
Mette – tak skal du have :)
Pernille – nu har du jo også haft lidt andet at se til på det sidste kan jeg se, så det er da bestemt ikke at forlange at du skal følge med i eller holde øje med, hvem der smutter og hvem der bliver.
Hvor mange andre der har valgt at trække sig væk fra Blogbot er jeg ikke med sikkerhed klar over. Skidt med det. Det er valg vi har taget hver især og så er jeg GLAD for at du stadig vil komme her forbi ;)
/many - 30. oktober 2005 - kl. 00.45
(mon det er tilladt at komme med et indspark der ikke handler om at klappe ryg?)
Har du overvejet, Anita, at din framelding ingen forskel gør på den service der udbydes?
Anita - 30. oktober 2005 - kl. 16.00
Jeg er udmærket klar over (efter at være blevet det fortalt), at man kan tilføje min weblog til sin Blogbot-konto.. hvis det er det du mener.
/many - 30. oktober 2005 - kl. 22.38
Okay. Så.
At du framelder dig blogbot, ændrer ikke på indholdet af de tilmeldte weblogs.
The show continues, uanset om du bryder dig om det eller ej.
Comprende?
regitze - 30. oktober 2005 - kl. 23.44
og.. når alt kommer til alt. så ER det jo altså bare en kæledyrsklub. ing?
Anita - 30. oktober 2005 - kl. 23.48
Har jeg på noget tidspunkt givet udtryk for, at indholdet på andres weblogs skulle ændre sig, blot fordi jeg ikke gider lege med på den officielle blogscene (= blogbotten) længere ?
Har jeg på noget tidspunkt givet udtryk for, at weblogs (= the show) skulle stoppes ?
Nej vel… du finder altså ingen ‘primadonna’ hér.
Anita - 30. oktober 2005 - kl. 23.49
Regitze – jo, med alle de hunde, katte og får så… ;)