– at der udgik en befaling fra den øvrige familie…

Selvom der er godt og vel to måneder til jul, så har familien, efter årelang erfaring med vores manglende effektivitet udi ønskesedler, nu bedt om selvsamme og de første efterspørgsler er nu blevet en realitet.

Det kan godt være jeg synes det er lige vel tidligt at skulle tænke på alt det dejlige der skal ske i december måned, men alligevel kan jeg på nuværende tidspunkt tage mig selv i at have Glade Jul, konfekt i lange baner og duften af gran og gyldenbrun andesteg kørende på øverste etage. Det gør ikke ondt, det smitter vist heller ikke og det koster ingen penge – endnu!

– men ikke desto mindre var det fedt at opdage, at kroppen aldrig helt glemmer, hvordan man skejer ud til den årle morgen. Dog var der én ting den i sin iver havde glemt…
Morgendagens tømmermandshærgede og Panodilkrævende hjernemasse, de ømme dansemuskler, den svigtende synge skrålestemme og forgiftningens ubarmhjertige kvalme.

Alligevel lykkedes det mig at slæbe legemet udendørs for at trække frisk luft, slikke lidt efterårssol og gå en lille tur og minsandten om ikke det hjalp, som ved et trylleslag.

Nu skal resten af aftenen såmænd bare nydes i den store bløde sofa med en ordentlig røvfuld video, saltchips og ikke mindst Coca Cola. Ingen mocca til mig idag – tak…

Scenen i skrivende stund:

– kolde øl
– smøger i askebægret
– Larsen i højtalerne
– højt humør
– pligter… hvad er det !?
– dejligt selskab
– stor forventning til en sjov aften

Damn, jeg skal ud og slå til søren – eller hvem der nu vil lægge navn til. Jeg er egentlig ligeglad… jeg trænger bare sådan til det.

Jeg opdrager børn med bestemt og kærlig hånd og har gjort det i 15 år. Alligevel lader det undertiden til, at de små ører ikke altid har hørt lige godt efter, så nu har jeg et håb om, at Michael kan hjælpe mig en smule videre.

Jeg ved ihvertfald hvad ældste skal have i julegave i år…

Det er både godt og skidt at sove længe, meget længe!

Godt at kroppen har fået al den hvile og ro den trængte til, skidt at bageren garanteret ikke har flere rundstykker nu, hvor det kun er det jeg har lyst til…

– eller næsten da. Jeg kommer jo ikke udenom at støvsugeren trænger til at blive luftet og yngstes legetøj må fjernes fra stuens overflade, tøjet skal vaskes og og og… men hver ting til sin tid og det er altså ikke lige nu.

Halvanden uges intensiv konstant 24/7 samvær med knægten der har været syg, er nu ved vejs ende og sandt at sige, så er det rart at kunne give slip og sende ham afsted på weekend hos sin far.
Selvom vi har råhygget, selvom det har været fedt at have ham liggende i arm imens vi har læst den ene bog efter den anden, selvom det var skønt da han var så meget på toppen, at den friske luft kunne indtages i små portioner og selvom det har været virkelig rart ikke at skulle skynde sig med noget overhovedet, så har det altså heller ikke været ‘a piece of cake’. Gråden har været tilstede, natteroderiet, som er det værste torturmiddel mod mig, har flænset min søvn i tusinde stumper og stykker, irritationerne, provokationerne, rodet som har hobet sig ualmindelig meget op og og og… ja, sandt at sige, så har jeg et par gange været tæt på at tilkalde noget der umiskendeligt kunne ligne aflastning, men sådan ser livet ikke ud her. Når han er syg er det mor der duer og så er det flintrende ligegyldigt, at Bedste står med fremstrakte arme.

Nå, men det er heldigvis ovre nu og jeg kan se frem til nogle dage med lidt mere fred og ro og ikke mindst NATTESVN…

Sensommeren er ikke forbi endnu…

Jane Aamund har engang gjort det og gør det måske stadig. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det, men jeg ved ikke helt om jeg rent faktisk tør, når det kommer til stykket. Måske er det dumt, måske er det dristigt, måske er det spændende, men i alfald er det temmeligt udfordrende og kræver selvdisciplin af højeste rang.

Det handler om turde tage nogle Ja og Nej-dage. At tage beslutningen om, at man engang imellem tager enkelte dage, hvor man udfordrer sig selv og svarer Ja på det man bliver spurgt om (aftaler, møder, til børn og familie, kæreste, mand, kone, dates u-name-it) – også hvor man måske i første omgang ville have svaret Nej. Modsat er der dage man vælger skal være Nej-dage.

Der vil uvægerligt være konsekvenser ved at tage springet og prøve. Verden kan i værste fald vælte og i bedste fald give positive oplevelser som afkast, men det kræver rygrad og mod.

Jeg ved ikke helt om jeg tør, men jeg synes stadig det lyder en smule spændende…

PS. det gælder ikke med Jehovas Vidner og det gælder heller ikke med Gallup eller offentlige instanser – hvor gerne man end ville lave rod i statistikker eller momsregnskab ;)

– og frisøren kunne lige nøjagtigt presse mig ind i dagsprogrammet efter at have lyttet til mit skrig om hjælp i telefonen.

Jeg kan sagtens leve med, i en periode, at håret lever sit eget liv. Herregud, jeg har jo både føntørrer, fladjern og diverse stylingprodukter som en redningsplanke, når alt bare ser helt håbløst ud, men jeg når jo som bekendt mine grænser, hvor nok bare er NOK og den nåede jeg så her til morgen, hvor jeg ikke ønskede endnu en gang, at skulle træde ud ad døren med en frisure, der ligner et levn fra Fragglernes tid.

Jeg flipper sgu skråt når jeg, for 117 morgen i træk, forsøger at få vendt lokkerne med naturkrøl i den rigtige retning og de, naturligvis KUN for at drille fordi jeg er sikker på det ikke er mig den er gal med, skal svinge sig rundt i alle syv verdenshjørner, så jeg ligner noget der er løwn. En utæmmet trold om du vil og desuden er jeg heller ikke typen der gider bruge oceaner af tid på det badeværelse, når jeg meget hellere vil så meget andet rart.

Nu er redningen forude og jeg kan se frem til morgener, hvor jeg atter kan nøjes med blot at køre hånden rundt og rundt med den opvarmede voks og bagefter ligne noget der er helt og aldeles kontrolleret – for det er det pjuskede hår jo nu til dags… heldigvis… for mig ;)