Uhh de penge

Penge er ikke alt…

Hold da op, hvor er der mange som elsker at benytte sig af dette udtryk og jeg er selvfølgelig delvist uenig. Et godt helbred er så langt at foretrække, et trygt og stabilt liv ligeså, men hvor var vi egentlig, hvis ikke vi havde pengene til fx. at købe medicinen når vi er syge og midlerne for at holde os raske (naturmedicin, frugt & grønt, en støvsuger for et nogenlunde bacillefrit miljø osv. osv.). Hvor var vi, hvis ikke vi havde penge til at købe mad, tøj og husly for blot at nævne nogle af de faktorer der er tilstede, når vi skal føle os bare lidt trygge i hverdagen – selvfølgelig indgår også kærlighed i et tryghedsbaseret liv, det er soleklart.

Jeg synes penge er meget, rigtig meget. Ihvertfald i min hverdag. Hvis jeg ikke har penge og ikke kan betale mine regninger, så ender jeg op med ondt i maven, søvnløse nætter af bar spekulationer og en trold der blot venter på at springe op af æsken af galskab og irritation. Uden penge er jeg lost, rent ud sagt…

Så jeg synes faktisk penge er næsten alt, for at jeg og mine unger kan have det rart og leve livet, uden de helt store bekymringer. Jeg kan lide, at jeg ikke behøver vende hver en øre når jeg handler ind og derfor har jeg været på shoppetur – igen.

Denne gang blev indkøbskurven belemret med frugt og grønt, bukser og bluser til yngste og undertøj til mig selv. Et par gyser DVD´er røg samme vej og det gjorde lidt til den personlige pleje sørme også. Isabella har også fået mit besøg idag, men så slutter festen altså også for mit vedkommende.

Nogle af mine indkøb er så ganske unødvendige og egentlig blot varer jeg køber, fordi jeg vil forkæle mig eller os eller måske give gaver fordi jeg elsker det og sålænge jeg hele tiden har lidt ekstra gemt på kistebunden og ikke behøver at låne mig frem, så har jeg intet problem med at bruge dem både fornuftigt og ufornuftigt. Jeg bliver faktisk glad af at have penge, jeg kan gøre andre glade med dem og jeg når langt med pengene hver gang, uanset hvad jeg så bruger dem på og dét gør mig tryg. At jeg har den frihed. Penge er frihed…

  1. Puk siger:

    Det er vist også kun folk med nok penge (og mere end nok), der kan finde på at sige sådan noget vås!

    Og det kan godt være, at penge i sig selv ikke gør mig lykkeligere, men de gør det f*ndeme nemmere at være ulykkelig.

  2. Pernille siger:

    ……og DU huskede vel DIN pung i modsætning til visse andre…..*suk*

  3. Anita siger:

    Puk – man er netop ikke i harmoni, hvis der måned efter måned kommer et stadigt større underskud på kontoen. Man kan godt i en periode forsøge at negligere det, men det vil altid ramme som en hammer før eller siden – medmindre man er skideheldig at vinde i Lotto eller arve, så alt rub og stub kan betales. Jeg har selv været der engang og det sled afsindigt hårdt. Både på mig selv og på min familie og jeg lærte at leve for meget lidt, men kun i en periode. Igen og igen kom den der grimme ånde i nakken tilbage og den forsvandt først, da økonomien atter kom på fode :)

    Pernille – jeps, men jeg er så dårlig til at bruge en pung generelt. Jeg indrømmer blankt, at jeg er lidt for skødesløs og derfor stopper jeg ofte pengene ned i mine lynlåslommer, men det kan også være godt nok. Undertiden finder jeg nemlig sedler og mønter når tøjet skal vaskes… eller som idag, finder to checks med temmelig store beløber på *ups*
    At veksle i banken øjeblikkeligt :D

  4. zizi ({??!!!??} O o o o ) siger:

    Personligt har jeg oplevet mange op – og nedture i forhold til penge … Og nej de gør ikke en lykkeligere – men som puk siger, så gør de det nemmere at være ulykkelig …

    Omvendt så vil jeg også sige, at penge er altså ikke alt … I forbindelse at min ryg blev smadret i en arbejdsulykke fik jeg en rimelig (dog ikke nær-nok) erstatning, men jeg ville til hver en tid hellere have beholdt en fuld funktionsdygtig ryg … :S

  5. Puk siger:

    Det lyder (hvordan så end noget kan lyde på en skreven blog…) som om, du har misforstået mig Anita.
    Jeg mener netop, at hvis man ingen penge har (eller bare kun få), så er de alt.
    De er evig kilde til bekymring: mad, tøj, fritidsaktiviteter, lidt luksus ind i mellem osv.

    Folk der mener, at penge ikke er alt, er folk der ikke har problemer med at få dem til at slå til.

    Og så skal penge jo i den sætning egentlig læses som en metafor for mad, tøj, husleje, luksus, gaver, toiletpapir og alt det andet, vi køber for de dersens penge.
    For selvfølgelig er pengene i sig selv ikke alt, men netop det man køber for dem, er alt.

    Hvis overhovedet den noget rodede kommentar giver mening…

  6. Anita siger:

    Puk – jeg tror godt jeg kan følge dig nu, men jeg vil også lige tilføje, at jeg er en af dem, som sagtens kan få mine penge til at slå til (eller mere direkte – jeg har ofte nok af dem) men derfor kunne jeg aldrig komme i tanke om at sige, at de ikke er alt. De betyder virkelig næsten alt for mig og for min/vores overlevelse (de ting vi køber for pengene, som du selv nævner), men det er helt klart også et spørgsmål om at være ‘forvent’. Jeg har kunnet leve på en sten, det gør jeg ikke længere og det er unægteligt lidt sjovere nu :)

Hvad har du på hjerte?