Efter en hel lang dag hvor udmattelse og træthed har hærget min krop og hvor jeg har kunnet sove konstant uden at føle mig helt frisk når jeg slog øjnene op, vil jeg om lidt overgive mig til sofaens bløde favntag. Dagregnens hyggelige trommen mod ruderne har gjort luften frisk og solsorten har nu taget mod til sig og stukket næbbet frem for at synge sin sidste sang, inden solen går ned. Det er en smuk tirsdag aften og jeg har lyst til at gå en lang lang tur, men ældste er ude og yngste sover sødt, så jeg fortrænger mit behov for nu og tager det måske op, når jeg har bedre mulighed for det.

Jeg håber så istedet på lidt underholdning via mit TV og så skal jeg nok selv sørge for resten. Kroppen er igang med at rense sig selv og jeg følger stille og roligt med og sørger bare for at få hvilet og drukket godt med kolde drikke og så skal jeg nok komme på benene igen. Hav en fortsat god aften derude :)

Jeg betalte min regning til B-One igår så jeg kan fortsætte endnu et år og i den forbindelse har jeg så støvet harddisken lidt af, for at finde nogle af de mange designs jeg i tidens løb har lavet. Du kan finde min portfolio ude i menuen.

For knap en måned siden vidste jeg ikke om jeg var købt eller solgt. Skulle jeg fortsætte med at leve eller turde jeg tage springet og dø og dermed efterlade en masse mennesker med spørgsmål og nogle få med ærgrelse. Det var et spørgsmål om liv og død og om lysten til at fortsætte.

Det kræver nemlig et mod at være åben omkring egen person. Nogle gange tør jeg godt være det og andre gange er det bedst at jeg ikke fortæller en hel sandhed, eller historie om du vil, men jeg lyver stadig ikke. Jeg undlader bare at fortælle det hele når jeg finder det bedst sådan og med den fremgang OG tilgang der er på nuværende tidspunkt omkring dét at skrive blog, så har jeg valgt at tage det brev seriøst, som jeg fik med posten idag og grundigt overveje hvad jeg vil og om jeg tør. Er jeg købt eller solgt ?
Jeg valgte, så nu er jeg sgu købt og betalt. Moccapigen.dk fortsætter på samme sted det næste års tid …

Som flere måske ved, så er det netop nu tiden, hvor landets folkeskoleelever går til terminsprøver. Der er ingen undtagelse her i dukkehuset og ældste er også i fuld gang. Glad og højt på strå er hun hjemkommet fra dagens prøve i matematik, men går alligevel rundt og gruer lidt for morgendagens prøve, som består af dansk stil.

Jeg er lige ved at skrive “i al sin enkelthed” men det er det ikke for den unge dame. Dansk er et fag hun absolut ikke bryder sig om fordi hun ikke mener at kunne mestre fantasien, når en stil skal skrives. Så hellere arbejde med tal, som hun siger og hun er vild med at arbejde med dem. Det er absolut ingen underdrivelse! Måske er det derfor hun er begyndt at stræbe hen imod en uddannelse som revisor…

På det punkt er vi vidt forskellige hun og jeg. Hun har arvet sin fantastiske talsans fra sin far, hvor jeg selv er stærk i fantasiens danske verden men samtidig også er det man kalder talblind, så jeg er desværre ikke den der kan hjælpe hende med lektierne på dette felt, men mon ikke hun klarer det alligevel. Det plejer hun.

Jeg kender én, nærmere betegnet min kæreste, som mener, blomster er smukkest, når de får lov at blive i naturen. Jeg er ikke helt enig. Jeg har nemlig en svaghed for at plukke af dem og sætte dem i vase(r), så jeg både kan gå og nyde dem indendørs som udendørs. Kald mig bare grådig, men jeg elsker at forkæle mig selv med den lille og ikke særlig krævende nydelse det er, at gå i sine egne tanker og plukke blomster.

Nå, men ikke desto mindre var han altså blød nok til resolut at tage havesaksen i weekenden, smutte ud ad havedøren og klippe et par grene af træet, efter at jeg havde ytret min kærlighed til syréntræerne. Grenene ER smukke ude som inde og der er så mange af dem ligenu så ingen skulle se skævt til mig, hvis jeg smutter ud og klipper et par nye grene i forskellige farver. Jeg skal nok huske at spørge ejermændene først ;)

Om det er pga. snuset skal jeg lade være usagt, men idag er jeg glad for at det ikke tager mig mere end én en halv kontorstolsdrejning og 15 skridt at komme til et WC…

Når man spiser lakridssnus skal man ikke – jeg gentager – IKKE få et hosteanfald som man forsøger at kvæle med munden fuld af snus. Det fine stærke salmiakpulver fordeler sig alt for let til næse og svælg og smerter som intet andet kan smerte.
Min næse og mit svælg er helt og aldeles! ødelagt nu. Smerter som ind i helvede og jeg tror næsten alle blodkar er bristede. Vandet står højt i øjnene og løber nedad mine kinder og fortsætter i det uendelige. Gør det ALDRIG…

Han er brysk af udseende og ordet rocker dukker spontant op, da jeg ser ham stå dér og læne sig op ad muren og vente på sin bus. Den store muskuløse krop med korslagte overtatoverede arme, har en dominerende og lidt skræmmende effekt på mig og det sorte tøj med flammetryk udstråler en vis form for aggressivitet. Den skaldede isse glinser på grund af varmen og det ca. 10 cm. lange sorte skæg under hagen er trimmet til mindste detalje, ligesom begge ører symmetrisk er fyldt op med diverse ringe lige fra stor til lille. Han ligner en høvding, som han står og lader det lysegrønne sylespidse blik vandre udover folkemængden, som søger han et overblik over en situation, han ikke selv er det mindste Herre over. Han ligner ærlig talt ikke en af Guds bedste børn.

Placeret med et godt udkig til marker og enge, triller vi afsted mod det vestjyske. Rockeren inklusiv og jeg tænker et kort sekund på hvordan jeg skal forholde mig, hvis det skrækkelige skulle vise sig – at han var en buskaprer. 1½ times tid går og jeg har løbende siddet og betragtet ham. Vi har omtrent 1 time tilbage, da han endelig overgiver sig til bussens vuggende bevægelser og lader øjnene glide i, men dog kun ganske kort ad gangen. Han synes ikke helt at kunne slippe kontrollen, om end hans blik er tåget og søvnigt, men som på hele turen, holder han et hårdt og iskoldt øje til resten af bussens passagerer.

Et kvarter før hjemkomst til banegården, sker det mest forunderlige. Det er ligeså kontrastfyldt, som når solen på et splitsekund bryder igennem de sorte skyer og kysser alt levende med sin varme. Han har fået øje på noget udenfor vinduet og smiler pludselig bredt, fra øre til øre
Han lader den ene hånd finde vej til det massive smykke der pryder hans hals og lader fingrene kærtegne det mørke sølv, der nok kunne trænge til en pudseklud. Han sidder virkelig og smiler saligt som et barn og da han opdager at jeg sidder og betragter ham med et ligeså smilende ansigt, viskes de milde træk bort og han tager atter den bryske maske på. Jeg må ikke se ham være svag men det er for sent, for jeg så det altså godt!

Vel ankommet til banegården går vi ud af bussen én efter én og i samme øjeblik jeg passerer ham vender han sig mod mig. Jeg venter nu det værste, men bliver gjort til skamme og indkasserer istedet et stort bredt smil. Verden er nu dejlig broget og engang imellem fyldt med fordomme

Jeg gider ikke, har overhovedet slet ikke lyst og vil egentlig helst være fri – men jeg er nødt til det. Flere venter på mig og jeg er på nogle punkter blevet uundværlig. Det er på sin vis også godt nok, men altså, ja…

Jeg har bare SLET ikke lyst til at tage hjem lige om lidt!