De sidste dramatiske dage
Han var verdens ondeste mand med millioner af menneskeliv på sin samvittighed og hvilken samvittighed kan vi så spørge, for han var så ligeglad. Civilister var intet værd for ham og især ikke i de sidste dramatiske dage hvor han måtte se i øjnene, at spillet var tabt. Det spil han kæmpede for til sidste giftdråbe.
Meget er der blevet skrevet og fortalt om den film vi så igår og jeg kan intet nyt tilføje. Folket har ret når de påstår at det er en must-see. Selve historien har man kunnet læse om før, så ikke meget var så overraskende, men selve stemningen, scenografien, de fantastisk dygtige skuespillere gjorde det hele så livagtigt at det spillede på hele følelsesregistret. Pernille har beskrevet det utrolig godt i sit indlæg. Krampegråd eller klapsalve – enten eller. Jeg kunne ikke andet end at vælge det første og måtte rejse mig og gå, da den ydmyge stemning i biografsalen var på sit højeste efter filmen var slut. Jeg var simpelthen fyldt op til randen af indtryk der bare ville ud.
Den er helt klart anbefalelsesværdig. Gør dig selv en tjeneste – se den film…
søn. 17 apr. 2005 kl. 13.06
Det ER en fantastisk film. Storslået. Ond. Menneskelig. Og desværre ikke fiktion. Jeg så den i Kbh … bagefter var der fuldstændigt stille i salen. Jeg har aldrig tidligere oplevet at folk blev siddende og så rulleteksterne bagefter. Det var et så massivt følelsesmæssigt og visuelt bombardament at man var nærmest lammet bagefter. Vi prøvede at gå ud og få en øl på et af de små hyggelige steder bagefter. Men nej. Efter den film skal man tage sig tid til at tænke. Lad os håber der ikke blir basis for at lave en film af samme kaliber om vores levetid. Så for at sige det samme som hende den bette moccatøs … tag en ven i hånden og kom ind og se den film!
søn. 17 apr. 2005 kl. 14.36
Jeg kan kun istemme det kor… Da jeg så den i Palads i rhus var der også temmelig stille………
Den er en oplevelse værd….
søn. 17 apr. 2005 kl. 16.09
Det er som om den verden man går ud til, via biografdørene, føles så surrealistisk, når man lige har hørt artilleriskyts, set mennesker dø og så vide, at alt dette rent faktisk er hændt. Der går lige en rum tid, inden tankerne og følelserne er faldet helt på sin plads igen. Mine gjorde først idag og du har så ret Peter – den skal helst ses med et menneske man kender godt. Der kan sagtens komme efterveer ;)
søn. 17 apr. 2005 kl. 18.12
Man kunne jo også tage en tur til en af de frygtelige lejre og opleve den samme ydmyghed.
Når alt kommer til alt er denne film altså IKKE fakta, men en film lavet af en mand 60 år efter hændelserne og baseret på historiens analer.
Skabt for at underholde hvilket den gør på glimrende vis.
De film billeder og grave der kan opleves i lejrerne er ikke underholdning eller kommercielle.
DET er fakta
søn. 17 apr. 2005 kl. 18.34
Filmen er trods alt bygget på de to bøger “Der Untergang: Hitler und das Ende des Dritten Reiches (2002)” og Traudl Junges Erindringer “Until the Final Hour: Hitlers Last Secretary” og dét må da siges at være fakta !?
Jeg har aldrig selv besøgt lejrene, men er ikke ét sekund i tvivl om, at det vil have den samme ydmyge og hårde følelsesmæssige påvirkning på mig. Intet i disse år vil nogensinde blive glemt af noget menneske i denne verden og da slet ikke, når der findes mennesker som forsøger at skildre begivenhederne på film, via fortællinger og ved rundvisninger.
søn. 17 apr. 2005 kl. 19.12
Med det forbehold at det er fiktion man ser, så kan man jo vælge, at mene at der måske er elementer i filmen, der ligger nær virkeligheden (ihvertfald den virkelighed Traudl Junge har valgt at huske)…
Jeg ved ikke om, man kan argumentere for, at et besøg i en af de mange koncentrationslejre byder på en mere reel virkelig…. Det man ser der, er jo på mange måder også en konstrueret virkelighed….
Har selv set et par stykker – både i Frankrig og i Tyskland (Dachau), hvad der især slog mig i forhold til besøget i Tyskland, så var det den måde, man havde gjort det pænt på…. Grusset var pænt revet og der var friske blomster i kummer.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det dengang var alt andet end pænt… ergo måtte det være en konstruktion til ære for turisterne…
Tilgengæld var den i Frankrig (husker desværre ikke navnet – men det var i Nordfrankrig) absolut alt andet end pæn. Det var en barsk oplevelse…
søn. 17 apr. 2005 kl. 19.15
Hverken Joachim Fest eller Traudl Junge kan præstere mere end henholdsvist studier (noget dokumenteret, noget sluttet ud fra formodninger sammenholdt med konkret fakta) og erindringer. Ingen af delene er fakta, men de er begge rigtigt gode bud på noget der kommer rimeligt tæt på sandheden.
Uanset om det er fakta eller ej, så handler det vel i sidste ende om, at man røres. At filmen vækker følelser og giver stof til eftertanke. At den giver en oplevelse ud over det sædvanlige.
Jeg har også besøgt en tidligere kz-lejr for mange år siden. Det var en følelsesmæssig forfærdelig oplevelse, som kastede skygger på resten af den ellers dejlige solskinsferie jeg var på vej på. Jeg græd. Græd over ondskaben og dødsangsten, som ligger latent i alle mennesker og derfor, i ekstreme situationer, kan få næsten alle til at handle umenneskeligt.
Jeg kan varmt anbefale at læse Primo Levi, hvis man har lyst til at komme nærmere en forståelse af hvordan det kunne ske. Han var overlevende efter ophold i forskellige kz-lejre og formåede at beskrive tiden dengang med respekt og finfølelse, indlevelse og med udtalt evne til at give indblik i selv ekstreme handlinger.
Han begik selvmord for nogle år tilbage. Gammel var han (omkring 80), da han valgte at springe ud fra trappeafsatsen hvor han boede. Han havde fortalt det han skulle. Hans dokumentation af et stykke verdenshistorie var tilendebragt og han kunne ikke leve mere…
søn. 17 apr. 2005 kl. 19.19
Hmm kom i tanke om hvad begge lejre hed ….
Den fransk hed Struthof
Den tyske hed som sagt Dachau
Har linket til dem – så man selv kan se forskellen …