– en gammel pladespiller
– et par gode højtalere
– en stak LP-plader
– to mennesker fra hvert sit årti i en sammensmeltning af…

” kan du huske dengang… “

Nu er den der igen!
Trangen, lysten, euforien og den kriblende fornemmelse der breder sig i hele min krop. Jeg er på nippet til at overgive mig til besættelsen, for jeg har sådan forelsket mig. Problemet er bare, at jeg har forelsket mig i MANGE og jeg skal jo kun bruge én. Eller rettere… ét… par. Jeg må bare have mig et par stiletsko og det skal være NU…

Nu kan jeg skrive om den igen…

Egentlig så burde den nok ikke findes på min side, for jeg bruger den sjældent. Vi har jo Botten som virker fint (når den altså virker) og det skulle være rigeligt for mig, men alligevel synes jeg nu også min blogrulle sender et signal om mig og mine interesser. Den viser fx. at jeg interesserer mig mere for menneskers hverdag med børn, dyr og kærlighed, end jeg interesserer mig for styresystemer. Jeg vil hellere beskæftige mig med en blog der har følelsesmæssig nerve, fremfor én der beskriver Slaget på (folketings)Reden og ja, jeg ved godt at der også kan findes nerve i politiske blogs – det har bare ikke min interesse.

Alligevel er der lidt snyd i den blogrulle….
Det er jo ikke alle blogs jeg læser som er ført på listen, som iøvrigt ville blive alenlang hvis det var tilfældet, men de jeg følger oftest er der.

Fx. er der en blog jeg bare elsker og så vidt jeg ved, så er den ikke at finde på Botten. Bloggen er flabet, nysgerrig, tænkende, kreativ og aldeles vedkommende. Zizi får mig til både at skrupgrine, undre mig og indimellem få tanken “hold da kæft, hvorfor fandt jeg ikke på det” eller “Guuud, det er da rigtigt!”. Hun er dælme et skønt menneske der kan få det bedste frem i mig, når jeg besøger hende. Hvorfor er det så alligevel jeg svigter hende lidt for ofte !? Simpelthen fordi hun ikke er på Botten og fordi jeg ikke selv bruger min blogrulle så tit.

Men Zizi, jeg skal nok blive bedre nu. Det er et løfte fra min side… ;)

Tøj og stil kan snyde øjet men øret kan ikke bestikkes. Stemmeklang, tale og kropssprog bestemmer i høj grad, hvordan du virker på andre. De første 30 sekunder af en samtale afgør det første væsentlige indtryk af en person. Kun ca. 7% af dit budskab formidles med dine ord. Din stemme fortæller meget om dig. Fx om sikkerhed, nervøsitet eller troværdighed. Gør derfor din stemme og din tale til et aktiv for at opnå succes og gennemslagskraft: Lær bevidst at udnytte dit vigtigste kommunikationsværktøj din stemme.

Tænk at der findes et sted, hvor det er legalt at tale meget. Det må være et sted der er lige noget for mig, for det er jeg virkelig god til…

Nu kan du skabe dig åndsvag allerede INDEN du får en skid på !

Endnu en gang har jeg fået et jobafslag og endnu en gang kommer det jo ikke bag på mig. Arbejdsformidlingen havde fået en kontakt med min gamle arbejdsplads på et plejehjem, hvor de manglede én til at gå ind i en fast stilling i afløserpuljen og derfor bad hun selvfølgelig mig om at tage kontakt til stedet. Jeg kendte udfaldet og prøvede at forklare hende at jeg da godt kunne forsøge, men at hun ikke skulle sætte sig på tværs når jeg efterfølgende ringede tilbage, for at give samme melding som sidst – for det ville altså blive det samme! Jeg vidste det bare.
Hvem tør ansætte en enlig mor til hele to børn, hvoraf den ene er så lille at han ikke kan passe sig selv hvis han skulle blive syg, et netværk der ikke kan træde til og hvad med de blandede vagter og jeg kan blive ved….

Jeg prøvede virkelig at holde hovedet koldt og stemmelejet fornuftigt, men det var svært.
“Hun skulle jo helst have afsat den stilling, men kunne da godt se det store problem jeg ville få, uanset hvor jeg så end søgte job mht. fraværet og kunne jeg dog ikke få fat i en barnepige, når min dreng var syg ?”
Ser du, de unge piger går jo altså i skole i dagtimerne og hvordan vil du så have de skal kunne passe mit afkom i selvsamme timer og synes du i det hele taget ikke, at det er en kende for uansvarligt ? Er det okay at lade en skolepige passe en syg 5-årig !? Det synes jeg så ikke lige det er. Jeg føler også det falder mig uendelig svært at lade et fremmed voksent menneske træde ind i mit hjem og tage sig af mit kæreste eje, imens jeg selv er væk for at arbejde, så hvad gør jeg nu ?

Men jo, AF-damen har ret når hun siger det vil blive svært. Det kan jeg jo mærke, men jeg blev beordret til at kontakte min fagforening for at spørge Dem, hvad jeg nu skal gøre og jeg indrømmer da, at jeg er spændt på at høre hvad de har at sige og hvordan de mon kommer ind i hele denne her sammenhæng. Skal jeg erklæres ikke-til-rådighed og hvad sker der mon så ? Måske har de nogle gode ideer eller foreslag. Jeg er ihvertfald åben for det hele.

Nå, strøtanker midt i en turbulent tid hvor knægten selvfølgelig er syg…

Når min lille 5-årige terrorist er glad, så strækker han begge arme i vejret og hopper vildt imens han hujer og griner, hviner og synger. Når han leger Hulk, så foregår det med voldsomme angreb på den store sækkestol som får sig nogle drøje hug som en potentiel modstander og når han selv går til tælling, så gøres det med et kodylt brag i gulvbrædderne. Når han finder racerbanen frem, skal ørepropperne stoppes i hovedet hvis man har tendens til at være lydsart og ligeledes når han forsøger at danse som sin søster.

Han er god til at lave støj og indtil videre har det været til at have med at gøre. Har jeg selv en periode med lydsarte ører, har jeg simpelthen bedt ham om enten at gå på værelset eller jeg er selv gået i køkkenet for at sysle lidt, imens han fik leget færdig, men nu får piben jo snart en anden lyd…

Om ca. 2 mdr. skal vi flytte fra stueetage til 2. sal (dog ikke i samme blok) og jeg er ikke så sikker på at underboerne synes det er særlig fedt at have et helvedes bulder og brag som baggrundsstøj, når de kommer trætte hjem fra job. Og jeg forstår dem faktisk godt! I skrivende stund er jeg selv møghamrende træt, knægten er ved at være syg med forkølelse og astmatisk bronkitis og ungerne oppe på 2. sal drøner løs med deres hop og skramlende møbler, så jeg er ved at tro de flytter helt rundt i lejligheden. Det er en stressfaktor lige præcis idag og det får mig til at tænke på, at vi er nødt til at være mere hensynsfulde, når vi selv kommer op under taget i vores nye hule. Det vil blive svært i starten, men alt kan lade sig gøre. Helt hysteriske skal vi dog heller ikke være, men når man bor så mange under samme tag, så er lidt hensyntagen ikke den ringeste værdi at have med sig.

Jeg kan godt mærke at jeg har været kreativ i løbet af det sidste år og nu savner jeg det altså. Jeg savner at kunne sætte mig tilrette ved compen med min kaffe og et design der tager fart inde bag hjerneskallen. Det kommer især til udtryk, når jeg ikke synes at kunne fæstne mig ved underviserens gestikulerende væsen og samtidig få noget interessant ud af det. Kort sagt, når jeg røvkeder mig (sorry, men det gjorde jeg altså igår). På lige præcis disse kedsommelige tider ville jeg ønske, jeg havde min medkursist´s talent for at tegne. Han er grafiker og tegner og han får dælme noget ud af sin måde at kede sig på. Mage til streger der kan komme fra hans hånd…

Børnehaven holder jævnligt bamse-dukkefest, hvor hvert barn må have ét stk. bamse eller dukke med. Bordene fyldes så til bristepunktet med børn, voksne, tøjdyr, plasticpiger & drenge og alle er glade. Selv forældrene er jublende glade og vi er ikke engang med til festen! Vi synes egentlig bare pædagogerne har været yderst betænksomme og det mener jeg virkelig! Det kan så godt være de i øjeblikket kun har tænkt på ungerne, men invitationen og den medfølgende glæde, breder sig som ringe i vandet.

Vi slipper nemlig for at smøre madpakker …