Gaaaab…

En veloverstået dag er nu ved at være ved vejs ende og den har været lige præcis, som den skal være. Børnene var i front med sprudlende attituder, direkte spørgsmål til Bedste om hendes tand-ægthed og gaver, der fløj om ørerne på fødselaren. Jeg forelskede mig dybt i det nye Disneyspil og har nu svært ved at slippe det igen, så knægten får sig en konkurrent når joysticket lokker i os begge. Jeg må hellere se at få fat i et til så vi kan tage et multiplay.

Jeg er færdig og brugt nu. Helt og aldeles. Kan sagtens mærke at dagen og gøremålene begyndte meget meget tidligt og nu skal det gøre godt med et glas forfriskende iskold Cola, benene oppe og en god film i fjerneren. Jeg trænger virkelig helt enormt og kan gøre det med sindsro og selvtilfredshed. Fødselsdagen var helt i terroristens ånd og han ligger nu med varme røde kinder og sover sødt i sin seng – selvfølgelig iført det sejeste nye nattøj. Imorgen har jeg lovet at han må blære sig med sine Spiderman sko henne i børnehaven. Gutterne skulle jo gerne imponeres og pigerne dåne… på én eller anden måde ;-)

Der er lagt et par snapshots ud i rubrikken Billeder i menuen.
Roger over – stikket er trukket ud…

Søvndrukken…

- men med et kæmpestort smil på læben, indtog yngste idag dagen torsdag. Dagen der er fyldt med sus i maven, masser af sang og samvær med de mennesker han holder så meget af. Dagen idag er til, kun for ham, ihvertfald i vores verden og idag er noget helt specielt. Det er ikke hver dag man har fødselsdag og det er ikke hver dag man bliver hele FEM år.

TILLYKKE min lille terrorist

Mor er glad…

En blomst til mor...

Især fordi yngste har holdt sit lille uskyldige løfte og så TO dage i træk. Jo, mor er glad og stolt. Dét er hun ihvertfald.

Humørbarometeret

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit humør har været lidt for svingende de sidste par dage. Det har ikke kunnet mærkes her men desværre IRL, så jeg beklager dybt at jeg måske har trådt nogle over tæerne med min rædselsfulde brummen eller endnu værre, min knusende mavepinefremkaldende tavshed som har varet lidt længere end sædvanligt. Undskyld!

Barometeret er til gengæld sparket op på fuld skrue igen med smil, jubel og vilde hvin. Min efterlysning har endelig båret frugt. For ind i hede hule h…… det gjorde godt! Nu kan jeg føle mig hel igen og jeg lovede det. Jeg skælder helt sikkert ikke ud ;)

Killer lookalike ?

Jeg er godt klar over der er en del myrdede der er fundet, liggende i sorte affaldssække, men det behøver sgu da ikke give anledning til en massiv forsamling af stirrende øjne, når jeg kommer gående med en sådan sort sæk over min skulder. Hallo folks, de HAR altså fundet torsoen!

Det er virkelig så nemt…

- at forsvinde helt i koder og templates, når der leges med WordPress. Så nemt, så jeg er nødt til at bruge det som en gulerod for at få lavet mine sædvanlige praktiske gøremål i hjemmet. Selvom det ikke just er de mest avancerede templates jeg ligenu arbejder med, så er det alligevel en spændende proces. Mit mål er egentlig at få siden til at se ud som den gør nu, men jeg kender også mig selv godt nok til at vide at jeg kan ændre mening, hvis jeg finder et andet design jeg synes er flot. Under alle omstændigheder kommer det selvfølgelig til at tage lidt tid og intet bliver lagt ud førend det står færdigt. Ligger du inde med links til templates (udover Alex King´s) så tager jeg imod med kyshånd.

Så ruller jeg

En påskeferie til UG med tiltrængt og velfortjent afslapning hhv. hjemme, i Tivoli og i Zoo. Jeg har været på skolebænken i en halv times tid og har nu fået tilstrækkelig viden til at kunne manøvrere mig igennem WordPress og jeg må sige jeg blev noget forbavset over, hvor nemt det egentlig er. Jeg opdagede den fejl der fra starten havde spændt ben for mig og besværliggjort processen, men pyt nu med den. Den hiver jeg først frem igen, hvis jeg møder én som skulle have brug for min hjælp med samme.

Nu skal der afprøves, testes, re-designes og leges…

Det er så rart…

- endelig at være sammen med kæresten igen. Det kan mærkes at der er gået 14 dage siden sidst. De første par dage kan vi næsten opføre os som siamesiske tvillinger der uløseligt hænger sammen. Så kommer tiden hvor vi skilles en smule, men hvor vi dog alligevel skal kunne høre hinanden og de sysler vi hver især beskæftiger os med. Muligheden for at være den anden nær, skal kunne foregå på noget der ligner et splitsekund, men derfor er det nu alligevel rart nok at kunne arbejde med hver sit og det gør vi så i skrivende stund. Den aldrende (jeg bliver sikkert slået ihjel for at sige det) har haft akut behov for at hvile sig. Sengen på førstesal er nu taget i brug for en times afslapning og imens har jeg så valgt at blive her i stuen og hygge mig lidt. Et program om forårshaver giver mig lyst til at gå ud i haven og rive de visne blade sammen og lue jorden som det kan lade sig gøre, men ligenu ser det mig en kende for gråt ud i vejret. Såsnart solen titter det mindste frem, så er jeg den der er daffet – det er hélt sikkert og så må han være hér eller dér, bare jeg kan få lov at nulre lidt i den have…

ggende fristelser

Jeg har ét foretrukkent ekstra element til mit blødkogte æg – salt og intet andet – men nu har jeg imidlertid opdaget at det kan gøres på andre måder. Her til morgen så jeg en æggeskal blive fyldt med en blanding af sennep og blødkogt æg. Jeg tænkte mit, men blev så nysgerrig. Hvor mange variationer findes der egentlig ?

Sig mig lige – hvordan vil DU have dit blødkogte æg ?