Selvfølgelig skulle mandag morgen og dermed også hverdagen, starte med et brag af stress og flere forkerte ben ud af sengene. Hele TO vækkeure havde ikke ringet, så det kunne nærmest tyde på en sammensværgelse fra de højere magter. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre at begge vækkeure ikke ringer. Jeg kan forstå ét enkelt svigter, men hele to. Nå, gåden bliver aldrig løst og jo, vi HAVDE stillet dem iaftes. Vi er stensikre

Foruden at se ungerne én gang til, så jeg også ham jeg før har skrevet om her på siden. Ham der har været supersej, ham der er mit forbillede når det handler om at tabe sig og få det godt og tro på det. Ham jeg vil ringe til hvis alt går skævt i Fitnesscenteret – fordi han er en god ven og fordi han bare kan det dér. Nu hjælper han de overvægtige børn og deres forældre, så de kommer ud af den onde cirkel. Han fik sit store ønske opfyldt på alle måder og jeg under ham hele svineriet. Han har haft kamp til stregen med omgivelserne og ikke mindst med sig selv og idag fremstår han flottere end nogensinde. Way to go Johnny.

Det bliver de ihvertfald iaften, hvor regionalTV viser den dans de sejrede med igår. Vi er dødtrætte allesammen. Forældre, børn og trænere men humøret er stadig højt og euforisk og denne historie kan fortælles igen og igen. Om og om igen til dem der gider lytte. Underligt nok, så fortsætter verden med at dreje rundt som om intet er hændt ;-)

Jeg har lagt nogle få billeder ud HER og ellers arbejder jeg på højtryk for at få trænerne til at samle flere ind og sende dem til min email. Senere iaften gafler jeg et link fra regionalTV og smider på siden så I der har lyst, kan se ungerne i action.

Nå, men ved siden af alt dette – eller skulle jeg måske sige IMENS – er der da også blevet tid til at rydde op efter bombardementet i dukkehuset før afgangen igår, hvor det rette tøj skulle findes, makeuppen skulle med og billetterne huskes. Alt flød da vi kom hjem, så der har været noget at tage fat på idag. Boller med skinke/purløg er også blevet bagt og næste gang skal jeg vist huske at lave dobbelt-op. Der er kun 2 tilbage ud af 12 såå…

- og jeg kan stadig ikke få mine arme ned. Det er sgu lidt utroligt jeg kan skrive her for når jeg skal være helt ærlig, så ryster hænderne igen en anelse og hjertet slår hurtigt nu, hvor jeg igen ser på billedet af mestrene og datterens smukke medalje der ligger på stuebordet. Imens dette skrives, sover hun stadig.

Dagen igår var så lang og fyldt med følelser, så det er svært at få det hele med, men jeg hørte datterens ex-kæreste komme med en sætning jeg ikke sådan lige glemmer – “Jeg ville sådan ønske vi kunne få det at vide igen, uden at vide det i forvejen. Det var en FED følelse”.

Mesterskabet blev i første omgang fejret med en ordentlig røvfuld burgere og pomfritter på Burgerking. Hele teamet var samlet og humøret var højt. Det her var alle sommerfugle, bitchy perioder og en lang lang dag værd. TILLYKKE til Profunk. De sparker røv til næste år igen og denne gang som seniorer og indtil da, er der lige nogle ting der skal snakkes igennem vedrørende VM som afholdes i Moskva. Det ligger temmelig langt væk. Noget andet og mere fordøjeligt er, at EM afholdes i Belgien. Den kan holdet nok være lidt mere ‘med på’ økonomisk og geografisk.

Mesteren har fået øjne nu og de første gæster kommer snart, så jeg må hellere ‘få armene ned’ og komme igang med at brygge dagens første kop kaffe. Den må da kunne give mig lidt af stemmen tilbage :)

Morgensolen titter frem på husenes tage i skrivende stund. Jeg åbner altandøren og mærker hvor koldt det er og får mest lyst til at lukke øjeblikkeligt igen men det nytter ikke noget. Her skal altså luftes ud. Jeg går istedet ud på altanen og nyder roen og de fugle der syngende stod op for længe siden. Det er første gang i gud-ved-hvor-mange-måneder, jeg som den første står op og kan få lov at have lidt fred for mig selv inden dagen starter sådan for alvor.

Jeg tænker på alt det gode vi gav hinanden igår, min datter og jeg. Jeg fik set generalprøven og fik talt en del med de forældre, der havde været med deres børn til VM i Belgien sidste år. Tonen og jargonen lyder lovende for en hyggelig dag. Vi taler samme sprog når det gælder vores unger, som ligenu går det samme igennem og vi er lige meget opsat på at få dagen idag til at blive én vi ikke glemmer. Det bliver faktisk en meget meget lang dag. Vi skal køre kl 10 og er først tilbage ved 23-tiden, men lur mig om ikke jeg har en sidste rest energi til at opdatere hér.

Jeg trækker en god mundfuld morgenluft og skynder mig så indenfor i varmen igen. Hun skal vækkes af sin velfortjente gode søvn og nu kan dagen vist godt begynde…

Update – DE VANDT – og er nu danmarksmestre i funk/hiphop med udsigt til EM og VM. SDAN skal dén skæres. Billeder følger såsnart jeg får fat i nogle der blev bedre end mine egne. Med et camera i et par rystende hænder, går det ikke helt som forventet ;)

- men der går sikkert lang tid, inden jeg når op på siden af min sjæleven T når det kommer til fotografering. Hvis jeg da nogensinde kommer derop. Lad os nu se. Jeg har ihvertfald brugt lidt tid på at gøre kameraet klar til imorgen. Jeg har udfordret det og mig selv for at se, hvad vi hver især kunne klare og resultatet ser du HER. Billederne står rå og ubehandlede, da jeg ligenu ikke har tiden til at redigere og lege.

Ordene står ikke i kø for at komme ud idag. Vi går rundt som katten om den varme grød og stilheden er øredøvende høj, næsten knusende. Vi ved begge hvad det betyder. Der lades op til det store brag imorgen. Der skal svedes, måske tudes lidt, der skal heppes og bakkes op som aldrig før, selvom råb og pift drukner i musikken der pumper ud af højtalerne. Hun er hooked, jeg er hooked og hendes trænere er det. Alle er spændte til bristepunktet, for selvom det er sjovt og der er skæg og ballade, så betyder et Danmarksmesterskab altså også alverden i en 14-årig piges liv. Alt det hun har kæmpet så hårdt for i de sidste år, er det der helst skal høste sin frugt nu. Sådan ser hun det. Ligenu er det vigtigste at være der for hende på alle tider af døgnet, for der er sommerfugle allevegne.

Jeg ser generelt ikke meget TV og når jeg endelig gør, er det fordi jeg drages af 5 festlige bøsser, guruen der ikke pakker tingene ind eller jeg følger en god gammel ven i dette program. Det hænder jeg finder en film jeg har lyst til at se. En film der kan give mig gåsehud af fryd, én jeg kan nyde langsomt, én der får mig til at tænke lidt over livet og én som jeg ikke glemmer sådan lige med det første, men der er faktisk langt imellem dem. Nu har jeg imidlertid fundet en serie der ganske vist er ved at være en anelse forældet af dato, men ikke desto mindre opsluger den mig helt og aldeles. Den får mig til at sidde musestille og holde mund. Den giver mig spænding lige til hårrødderne og jeg klapper ivrigt i mine små hænder, når jeg har været en dygtig detektiv. Jeg har altså forelsket mig grusomt i denne serie.

“Mor, når solen kommer ikk´oss´, så skal du have nogle blomster af mig”

Hvad skal jeg dog med Interflora, når jeg har min lille dreng.